Grafik
Grafik
IGN*Geologisk Museum*Institut for Geoscience*GEUS
Om centret
Publikationer og geofakta
Kurser
Projekter
 Til forsiden > Publikationer og geofakta > Geoviden > Geoviden 2006, nr. 3
SitemapUdskriftsvenlig

Geoviden 2006, nr. 3

Se video: Bjergning af en af verdens største jernmeteoritter, Agpalilik

background image
Solsystemet
Fra altings oprindelse til Livets opståen
background image
H
...........................
2
NR. 3 2006
Fra altings oprindelse
til Livets opståen
vor kommer vi fra, hvordan er Jorden og
resten af Solsystemet blevet til? Hvor-
når skabtes alting, og hvordan er det
gået til, at vi i dag befinder os på en planet,
kredsende omkring en stjerne vi har valgt at
kalde Solen? I dag kan vi langt hen af vejen sva-
re på disse helt fundamentale spørgsmål. I det-
te hæfte vil vi give et naturvidenskabeligt bud
på skabelsesberetningen. Det er en beretning,
der hele tiden ændrer sig i takt med, at nye op-
dagelser og teorier sætter os i stand til at grave
dybere ind i vores forhistorie. Større teleskoper
sætter os både i stand til at se længere ud i uni-
verset og finde nye objekter i Solsystemets fjer-
neste afkroge. Stadig forbedrede analysemeto-
der sætter os samtidigt i stand til at aflæse den
information, der findes i meteoritter, som date-
rer sig helt tilbage til Solsystemets oprindelse.
Gang på gang lykkes det af løfte endnu en flig
af det slør, der dækker over vores oprindelse.
GeoViden beskæftiger sig ellers normalt ik-
ke med astronomiske emner, som Universets
oprindelse, supernova eksplosioner og stjer-
ners udvikling. Men disse emner er i virkelighe-
den nært beslægtede med geovidenskaberne.
Alle grundstoffer på Jorden og i resten af Solsy-
stemet er et resultat af Universets udvikling.
Datering af bjergarter, der er en af grundpiller-
ne i geovidenskaberne, baserer sig på henfal-
det af radioaktive stoffer. De fleste af disse stof-
fer blev skabt i stjerner og supernoveeksplosio-
ner i tiden inden Solsystemet blev dannet.
For 14 milliarder år siden
fandtes der endnu ingenting!
Det er ikke bare Jorden og solsystemet, skovene
og søerne, stjernerne og skyerne, der endnu ik-
ke var til. Der var ikke noget stof, ikke noget rum
og ingen tid. Det er meget svært at forestille sig,
og videnskaben har kun nogle meget vage ideer
om, hvordan alting kan være blevet skabt ud af
ingenting.
Hvad vi ved er, at for ca. 13,6 milliarder år si-
den var alt det, der i dag findes i universet, sam-
let i et uhyre lille område. Måske så lille et om-
råde som et knappenålshoved. Der var intet
udenom. Af dette ufatteligt kompakte og varme
område blev hele universet til.
Man kan forestille sig det meget tidlige uni-
vers som en suppe af energi. Der var ingen mo-
lekyler og ingen atomer. Ingen grundstoffer. Men
uhyre varmt. Hastigt udvidede og afkøledes
universet. I dag er universet ufattelig stort, men
til gengæld er rummet blevet umådelig koldt.
Der er stort set ­270°C i alle retninger, men bit-
te små variationer i temperaturen afslører nogle
af de vigtigste detaljer om, hvordan universet
må have set ud lige efter det var skabt.
Grundstofferne opstår
Et minut efter universet blev til, havde det udvi-
det og afkølet sig så meget, at atom-kerne-par-
tikler begyndte at klumpe ud af `suppen'. Det
var protoner, neutroner og elektroner. Alle
grundstofferne er opbygget af protoner, neutro-
ner og elektroner ­ og intet andet. Så efter et
minut var ingredienserne til alle grundstofferne
blevet til, men der skulle endnu gå milliarder af
år, inden de blev til de mange grundstoffer vi
kender omkring os ­ byggestenene i hele den
fysiske verden der omgiver os.
Et grundstof er det samme som et atom. Det
simpleste atom er hydrogen (brint), der består
af en proton og en elektron. Brinten kom til uni-
verset allerede 1 minut efter dets dannelse. Det
er intet under, at mere end 90% af alle atomer i
universet er brint atomer.
Det næste grundstof i rækken er helium, der
består af to protoner, to neutroner og to elek-
troner. Grundstofferne adskiller sig fra hinan-
den ved antallet af protoner. Protonerne og neu-
tronerne i et atom danner tilsammen atom-
kernen. Uden om atomkernen kredser elektro-
nerne, lidt som planeterne omkring Solen. Alle
grundstofferne har det samme antal elektroner
i sig som de har protoner.
For at opbygge tungere grundstoffer end
brint, må protoner og neutroner koble sig sam-
men til større klumper ­ tungere atomkerner.
Observationer og eksperimenter har vist, at uni-
versets ursuppe kun dannede brint og helium,
og de tre sjældne grundstoffer lithium, berylli-
um og bor. Det skyldes bl.a., at neutronen er
ustabil. Når den bevæger sig frit i rummet ­
altså ikke sidder inde i et atom ­ omdanner en
typisk neutron sig til en proton i løbet af ca. 10
minutter. Der var altså kun af størrelsesordenen
10 minutter til rådighed i universets begyndelse
til at danne grundstoffer. Derefter var der ikke
flere neutroner til rådighed til nye grundstoffer.
Udsnittet viser den indre opbygning af en mellemstor stjerne.
Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.
background image
Uffe Gråe Jørgensen
.........................................
Lektor, Niels Bohr Instituttet
(uffegj@nbi.dk)
Anja Andersen
.........................................
Lektor, Niels Bohr Instituttet
(anja@astro.ku.dk)
Martin Bizzarro
.........................................
Adjunkt, Geologisk Institut
(bizzarro@geol.ku.dk)
Henning Haack
.........................................
Lektor, Geologisk Museum
(hh@snm.ku.dk)
............................
NR. 3 2006
3
Billede af en lille del af universet med typisk fordeling af mindst 1500 galakser i
forskellige udviklingstrin. Billedet er taget af NASA's Hubble Space teleskop.
Copyright: NASA/ESA.
Vagn F. Buchwald
.........................................
Emeritus, Geologisk Museum
background image
Stjerner som grundstoffabrikker
Ur-universet nåede kun at danne de fem lette-
ste grundstoffer. Resten af grundstofferne er
dannet gennem milliarder af år, dybt inde i
stjerner. I slutningen af stjernernes liv blæses
de nydannede grundstoffer ud i rummet, såle-
des at rummet mellem stjernerne langsomt er
blevet ­ og stadig bliver ­ mere og mere rigt på
tungere grundstoffer som kulstof, ilt, jern, guld,
bly, uran, osv.
Stjernerne er gigantiske fusionskraftværker,
der skaber energi til deres lys ved at `forbræn-
de' (altså fusionere) lette grundstoffer til stadig
tungere grundstoffer. Det er den samme ener-
gikilde, som driver en brintbombe, eller et fusi-
onskraftværk (når vi engang får bygget et
sådan). I størstedelen af stjernernes liv får de
deres energi ved at omdanne brint til helium.
Herved får vi altså stadig mere helium i univer-
set, og stadig mindre brint ­ men endnu ingen
kul og jern m.v.
Mod slutningen af stjernernes liv er de ble-
vet så varme inden i, at helium kan omdannes
videre til kulstof og kvælstof, og for nogles ved-
kommende videre til ilt, neon, aluminium, osv.,
op til og med jern. Når stoffet er blevet til jern,
kan man ikke vinde mere energi ved yderligere
fusioner. Hvis stjernen er stor nok, vil stadig
større områder i dens indre blive til jern. Til sidst
vil der være skabt en så mægtig `bobbel af jern-
damp' i stjernens indre, at jern-atomkernerne
ikke længere kan modstå vægten af sig selv. På
det tidspunkt sker der noget højst bemærkel-
sesværdigt. Jern-atomkernerne bryder sammen
under deres egen vægt, og bliver igen til neu-
troner. Neutronerne styrter sammen mod stjer-
nens centrum, og danner til sidst en lille neu-
tronklump ­ en neutronstjerne ­ på kun 10
kilometers størrelse. Hver kubikcentimeter af
dens stof vejer en milliard tons. Dannelsen af
neutronstjernen udløser så meget energi, at he-
le resten af stjernen blæses ud i rummet. Det er
det man ser som en supernovaeksplosion.
...........................
4
NR. 3 2006
Eta Carinae: Endnu en supernova under dannelse. Her ses stjernen Eta Carinae, som er meget
ustabil, og snart vil blive til en ny supernova.
Copyright: J. Hester/University of Arizona/NASA.
Helix: Den planetariske tåge Helix. Den døende stjerne i midten har blæst sine overfladelag
af og dermed beriget Mælkevejen med de grundstoffer den har dannet i sin levetid.
Copyright: NASA/NOAO/ESA the Hubble Helix Nebula team, M. Meixner (STSci) og T.A. Rector (NRAO).
background image
Eksploderende stjerner
I supernovaeksplosionen blæses det stof ud,
som stjernen har skabt gennem millioner af år.
Astronomerne mener, at stort set alt det ilt, fluor,
neon, natrium, magnesium, aluminium, silici-
um, fosfor, svovl, chlor, argon, kalium, calcium,
scandium, titan, vanadium, chrom, mangan,
jern, cobalt og nikkel, der findes i naturen, er
`affaldsprodukter' fra de atomkerneprocesser,
der har fået de store stjerner til at lyse gennem
deres liv.
Under selve supernovaeksplosionen vil sto-
re mængder nydannede neutroner blæse gen-
nem stjernens gasser. Herved vil specielt det
jern, der findes i stjernen blive ændret til meget
tunge grundstoffer. Der vindes ikke energi ved
disse processer. De forbruger noget af den ener-
gi, eksplosionen indeholder. Fx dannes natu-
rens tungeste grundstof, uran, ved at jern opta-
ger de energirige neutroner fra eksplosionen.
Når den radioaktive uran på Jorden henfalder
over milliarder af år og opvarmer Jordens skor-
pe, kan man med rette sige, at det er rester fra
supernovaeksplosionens enorme energireser-
ver, der holder jordskorpen varm. Også grund-
stoffer som guld, platin, osmium, selen, europi-
um, og xenon dannes på denne måde. De er alle
kommet til os fra en eksploderende stjerne.
Det er kun de allerstørste stjerner, der bliver
til supernovaer. Stjerner der fødes med mindre
end otte gange Solens masse, formår kun at for-
brænde deres grundstoffer frem til kulstof og
kvælstof. Herefter stopper kerneforbrændinger-
ne. Der bliver aldrig varmt nok i deres indre til at
kulstoffet kan forbrændes videre til ilt, neon,
magnesium, osv. til jern. Til gengæld kommer
det meste ­ måske alt ­ kulstof og kvælstof i
naturen fra forbrændingerne i de `små' stjerner
­ altså dem, der ligesom vores egen Sol aldrig
vil blive til supernovaer.
Gennem en besynderlig række af `mini-eks-
plosioner' i slutningen af de relativt små stjer-
ners liv, skabes der også strømme af nydanne-
de neutroner. Neutronerne her er forskellige i
deres energi fra neutronerne i supernovaeks-
plosionen. Derfor danner de andre tunge grund-
stoffer end superno-
va e ks p l o si o n e r n e .
Omkring 2/3 af alle
grundstoffer tungere
end jern dannes her ­
bl.a. barium, bly og
strontium.
De små stjerner eksploderer aldrig, men de
puster sig voldsomt op i slutningen af deres liv.
Solen vil om ca. 7 milliarder år blive lige så stor
som Jordens nuværende bane om Solen. På det
tidspunkt er Solen blevet det man kalder en rød
kæmpestjerne. En million milliarder tons stof vil
blæses ud af Solen hvert sekund i denne fase af
dens liv. Disse stoffer vil være beriget på kul-
stof, kvælstof, bly og mange andre stoffer der er
dannet i Solens indre gennem dens liv. Måske
vil varmen fra disse enorme gasmasser fordam-
pe Jorden på det tidspunkt, og vores jordiske re-
ster vil blæse med solstoffet ud i det interstella-
re rum, hvor det engang vil blive til nye stjerner
og planeter, i naturens evige opbygning af sta-
dig mere komplekse former for materie.
En stjerne fødes
Noget af den gas stjernerne slynger ud når de
ender deres liv, samles i enorme skyer, hvorfra
der kan dannes nye generationer af stjerner.
Når en del af gasskyen når en kritisk størrelse,
masse eller massetæthed, begynder den at fal-
de sammen under sit eget tyngdefelt. Som gas-
skyen skrumper ind vil den, ligesom en roteren-
de skøjteløber, der trækker armene ind til
kroppen, rotere hurtigere og hurtigere. Denne
rotationsbevægelse får skyen til at flade ud og
begynde at tage form som en skive ­ også kal-
det en protoplanetarisk skive. Sådanne proto-
planetariske skiver kan på nuværende tids-
punkt observeres i Ørnetågen, og de kan
muligvis give os et indblik i, hvordan vores eget
solsystem kan have set ud for ca. 4,56 milliar-
der år siden. Langt det meste materiale i Solsy-
stemet endte i Solen, mens planeterne danne-
des udfra det tilbageværende materiale i den
protoplanetariske skive. Ved at klumpe sig sam-
men når de stødte sammen, blev dét der starte-
de som støvpartikler, til større og større objek-
ter som asteroider og planeter.
Kondritter og det første faste
stof i solsystemet
I området mellem Mars og Jupiter dannedes der
ikke en planet. Årsagen er formentlig. at Jupiter
............................
NR. 3 2006
5
Eagle Nebula: Ørnetågen hvor der
i øjeblikket dannes nye stjerner.
Copyright: NASA/ESA.
Asteroiden Ida med dens måne Dactyl. Det var en stor overraskelse at opdage Idas måne, da
man ikke troede, at asteroidernes tyngdefelt var kraftigt nok til at holde en måne i kredsløb.
Ida er ca. 60 km lang.
Copyright: NASA/JPL.
background image
med sit enorme tyngdefelt sørgede for at slynge
langt det meste materiale væk, inden der kunne
opbygges en planet. Selvom det er lidt ærger-
ligt, at vi er gået glip af en planet på nattehimlen,
så kan vi glæde over, at vi til gengæld har fået
bevaret noget af det allerførste faste stof, der
dannedes i solsystemet. Dele af den oprindeli-
ge støvskive klumpede sig sammen til asteroi-
der, der næsten ikke har udviklet sig. Meteorit-
ter fra sådanne asteroider indeholder derfor
primitivt støv og partikler, der daterer sig helt
tilbage til Solsystemets oprindelse. Denne type
meteoritter kaldes kondritter, fordi de indehol-
der masser af let genkendelige kugler, som kal-
des kondruler. Der findes mange forskellige ty-
per kondritter med vidt forskellige egenskaber.
Der er stor forskel på størrelsen af de kondruler
og andre partikler, de indeholder, og også deres
kemiske sammensætning varierer meget. Da de
alle er prøver fra det tidlige solsystem, viser det,
at der var store variationer i det støv, der kredse-
de omkring Solen, og som senere blandt andet
blev brugt til at opbygge planeterne. Specielt de
såkaldte kulkondritter er interessante, da det
materiale de indeholder er særdeles velbevaret.
Selvom langt den overvejende del af stoffet
i kondritterne er dannet i det tidlige solsystem,
er det dog også lykkedes at finde interstellart
materiale, som er dannet udenfor Solsystemet.
Interstellare diamanter
I 1987 fik vi fralokket kulkondritterne en velbe-
varet hemmelighed: De indeholder små mæng-
der støv, der ikke er dannet i solsystemet, men
fandtes i det interstellare støv allerede før sol-
systemets dannelse. Det har vist sig at stamme
fra for længst uddøde stjerner, og det har givet
astronomer en helt enestående chance for at
studere stjernestøv direkte i laboratoriet.
Inden for de senere år har det vist sig, at de-
le af det oprindelige interstellare støv har over-
levet uforandret under solsystemets dannelse.
Dette oprindelige interstellare støv er fundet i
små mængder i de meteoritter, der kun har
været udsat for meget ringe påvirkning under
solsystemets dannelse ­ kulkondritterne.
Når materialet fra en kulkondrit opvarmes til
mellem 400 og 1000° C, frigiver det gas. Ved de
fleste temperaturer er sammensætningen af
isotoper den samme som den normale sam-
mensætning i solsystemet.
Når man varmer prøven op, ser man imidler-
tid, at der ved bestemte temperaturer pludselig
afgives gas med en sammensætning, der er mar-
kant forskellig fra solsystemets sammensæt-
ning. Man konkluderer derfor, at støvet må in-
deholde mineraler, der frigiver eventuelle inklu-
sioner af gas ved den pågældende temperatur,
og at mineralerne pga. sammensætningen af
den frigivne gas ikke kan være dannet i solsy-
stemet. Da disse mineraler er blandet op i en
meteorit, der aldrig har været omstruktureret si-
den solsystemets dannelse, må de være dannet
før solsystemet, og være blandet op med solsy-
stem-skyen under dannelsesfasen eller (mere
sandsynligt) i den interstellare sky der senere
kollapsede og blev til solsystem-skyen. Disse
mineraler, der er dannet uden for solsystemet
før solsystemet eksisterede, repræsenterer så-
ledes uforandret stjernestøv.
Efter omtrent 20 års søgen lykkedes det i
1987 endelig for en forskergruppe i Chicago at
isolere den støvtype, som indeholdt de karakte-
ristiske gasser. Det viste sig at være uhyre små
diamanter med en størrelse på ca. 2 nanometer,
dvs. hver diamant består af rundt regnet 1200
kulstofatomer, så der er i virkeligheden nærme-
re tale om diamantrøg end om diamantstøv!
Diamanter er opbygget af kulstof, men de
kan indeholde urenheder i form af bl.a. kvæl-
stof, neon og xenon. Kvælstofatomer kan erstat-
...........................
6
NR. 3 2006
Allendemeteoritten er en kulkondrit, som faldt ned i 1969 nær byen Allende i Mexico.
Nærbillede af Allendemeteorit-
ten. Man kan tydeligt se de run-
de kondruler og de irregulære
CAIer i den finkornede matrix.
Fotos: Ole Bang Berthelsen, Geologisk Institut.
background image
te kulstofatomer i diamantens krystalstruktur,
mens neon og xenon kan sidde som enkeltato-
mer fanget i diamantkrystallen. Isotopsammensæt-
ningen af urenhederne kan bruges til at finde
ud af, hvor og hvordan diamanterne er dannet.
Observationerne tyder på, at nogle er dannet i
røde kæmpestjerner, mens andre dannes i for-
bindelse med supernovaeksplosioner.
Ud fra målinger af diamanterne er det ikke
entydigt, hvorvidt de primært dannes i røde kul-
stofrige kæmpestjerner, som er slutstadiet i et
livsforløb for en let stjerne, eller i resterne fra en
supernovaeksplosion, som er slutstadiet for en
tung stjerne. Forholdet mellem de to kulstofiso-
toper 12C og 13C i diamanterne tyder på, at de
er dannet i røde kulstofrige kæmpestjerner, mens
den xenon og neon, der er fundet i diamanterne,
er et direkte fingeraftryk fra en supernova (oven i
købet mindst tOForskellige supernovaepisoder).
Så når vi skal prøve at forstå dannelsen af nano-
diamanter i universet, må vi have for øje, at der
nok er mere end blot en type stjerner, der er i
stand til at danne diamantstøv. Dette er ikke over-
raskende, idet 3% af det kulstof, der var til
rådighed dengang solsystemet blev dannet, har
været i form af nano-diamanter.
Hvor store mængder diamanter som disse to
scenarier hver især kan producere, vil have stor
betydning for vores fremtidige forståelse af,
hvilken type af stjerner der er den primære
bidragyder til de kulstofatomer, som vi hver
især indeholder.
Det ældste materiale
fra Solsystemet
Kondruler er mm-store runde objekter, der blev
helt eller delvist opsmeltet i det unge solsy-
stem, og genkrystalliseredes indenfor minutter
eller timer. Kondruler består primært af minera-
lerne olivin og pyroxen, der også er almindelige
på Jorden. Sammen med finkornet støv og an-
dre partikler klumpede de sig sammen, og blev
til det vi kalder asteroider. Mange af dem er sik-
kert også endt i planeterne, men det kan vi af
gode grunde ikke sige noget sikkert om ­ bevis-
materialet er for længst omsmeltet. Nogle af de
kondruler, der endte i en asteroide, er blevet
bevaret stort set uforandrede indtil den dag, de
blev slået løs, og startede den færd gennem sol-
systemet, der endte med deres fald på Jorden
som en meteorit.
En anden vigtig bestanddel i kondritterne er
de inklusioner der kaldes calcium- aluminium-
rige inklusioner eller CAIer. De er dannet ved
høje temperaturer på et meget tidligt tidspunkt
i Solsystemets udvikling. Vi kender ikke til ma-
teriale fra Solsystemet, der er dannet tidligere
end CAIerne. De består næsten udelukkende af
silikater og oxider, der er rige på calcium, alu-
minium og titan. Ikke alle CAIer er dannet ved
opsmeltning, og ligesom kondrulerne ser det
ud, som om nogle CAIer har været udsat for op-
varmning adskillige gange. De fleste CAIer har
isotop- og elementforhold der viser, at de eller
deres forgængere dannedes ved fordampning
og/eller kondensation.
Solsystemets alder bliver på nuværende
tidspunkt bestemt efter de nyeste aldre på CAI-
er, som er på 4,5672 milliarder år. Denne alder
er fundet i CAIer fra kulkondritten Efremovka.
Selvom disse objekter studeres intenst af
forskningsgrupper over hele verdenen, har vi
stadig kun vage ideer om, hvor og hvordan de er
dannet. En forståelse af de fysiske forhold de er
dannet ved vil være et kvantespring fremad i vo-
res forståelse af de allertidligste faser i vores
solsystems udvikling.
Et vigtigt spor der kan fortælle om CAIernes
Elektron mikroskop billede af nano-diamanter fra Allende meteoritten. Hver klump indeholder ca. 1000 diamanter,
og hver klump måler omkring 0,0001 mm i diameter.
............................
NR. 3 2006
7
Foto: Anja Andersen, Niels Bohr Instituttet.
background image
dannelse, er den uddøde aluminium-isotop
26Al. 26Al henfalder til 26Mg, med en halve-
ringstid på 730.000 år, så der er ikke noget af
det oprindelige 26Al til stede i dag. Størstede-
len af CAIerne har et meget højt indhold af dat-
terisotopen 26Mg, i forhold til andre Mg-isoto-
per, og det kan bedst forklares ved at cal-
cium-aluminium-inklusionerne engang har in-
deholdt 26Al. Hvis en asteroide blev dannet
mens der stadig var 26Al tilstede, så vil henfal-
det frigøre tilstrækkelig varme i dens indre til at
opsmelte asteroiden. Tilstedeværelsen af radi-
oaktivt 26Al i det tidlige solsystem kan derfor
forklare noget, der indtil for få år siden var et
mysterium ­ hvorfor vi har så mange meteorit-
ter fra små, opsmeltede asteroider. Samtidigt
giver 26Al os et redskab til at opklare tidsfor-
skellene på begivenheder, der fandt sted i det
meget tidlige solsystem. Nye og meget præcise
målinger af Mg-isotoperne, som er foretaget
ved Geocenter København viser, at de fleste
CAIer i vores solsystem kan være dannet inden
for et tidsrum på helt ned til 20.000 år. Denne
tidsskala er ikke i overensstemmelse med den
almindelige opfattelse af solens tidlige udvik-
ling, men kan udmærket stemme overens med,
at CAIer blev dannet ved indfald på disken rundt
om proto-stjernen, som en del af dens udvikling.
Til forskel fra CAIerne, har kondrulerne me-
get varierende overskud af 26Mg. Det tyder på,
at de dannedes over et længere tidsrum ­ tilsy-
neladende er de ældste lige så gamle som CAI-
erne, mens de yngste først blev dannet omkring
3 millioner år senere. Endvidere har variationer
imellem kondrulerne i de forskellige kondrit-
grupper, samt sporene efter gentagne cyklusser
af processer, ledt de fleste til at tro, at de er dan-
net ved fænomener, der fandt sted i hele aste-
roidebæltet. At kondruler er den primære be-
standdel i kondritterne, fortæller os, at de er
dannet ved en af de vigtigste processer i nebu-
laen i det tidlige solsystem. Det er derfor meget
frustrerende, at vi endnu ikke forstår, hvordan
de blev dannet.
...........................
8
NR. 3 2006
Mikroskopbilleder af tyndslib af meteoritter.
De runde legemer er kondruler der måler
knap en mm i diameter.
Fotos: Henning Haack, Geologisk Museum.
background image
Planetlignende asteroider
Kondritterne viser, at mange asteroider aldrig
blev opvarmet, og derfor aldrig fik nogen egent-
lig geologisk udvikling. De forblev relativt kolde,
og var derfor det perfekte sted at opbevare pri-
mitivt materiale fra solsystemets oprindelse.
Mange andre typer meteoritter kommer imidler-
tid fra asteroider, der har været helt eller delvist
opsmeltede. Vi regner med, at de opsmeltede
asteroider dannedes højst 1 million år efter sol-
systemets dannelse ­ mens der stadig var til-
strækkeligt med 26Al til at bringe asteroiden op
på smeltepunktet.
Ligesom i Jorden førte opsmeltningen af
asteroiderne til, at de blev opdelt i en metalker-
ne, en kappe og en skorpe. Hvis en sådan aste-
roide senere bliver involveret i et katastrofalt
kosmisk trafikuheld, så vil stumper af asteroi-
dens indre spredes i Solsystemet. Vi har fundet
stumper af omkring 100 forskellige opsmeltede
asteroider i form af meteoritter. Fra metalkernen
har vi jernmeteoritter fra 80­90 forskellige aste-
roider. Fra grænsen mellem kerne og kappe har
vi såkaldte pallasitter fra mindst 3 forskellige
asteroider. Besynderligt nok har vi meget få me-
teoritter fra kappen af asteroider. Vi ville forven-
te, at der skulle være et betydeligt volumen rigt
på mineralet olivin ­ men sådanne meteoritter
er aldrig blevet fundet. Vi har dog nogle meteo-
ritter fra den øvre del af kappen af enkelte aste-
roider. Fra den vulkanske skorpe af de opsmel-
tede asteroider har vi basaltiske meteoritter.
Ved at bestemme spektrene af det sollys der
reflekteres fra en asteroides overflade er det des-
uden muligt at finde ud af hvilke mineraler, der
findes på dens overflade. På den måde kan vi
se, at asteroiderne ligesom meteoritter er opdelt
i mange forskellige typer. Der findes primitive
kondritlignenede asteroider, en enkelt asteroide
med en intakt vulkansk overflade og mange
asteroider der tilsyneladende er fragmenter af
kerner, kapper og skorper fra tidligere tiders op-
smeltede asteroider.
De primitive, uopsmeltede asteroider findes
hovedsageligt i de ydre dele af asteroidebæltet,
mens de opsmeltede primært findes i de indre dele.
...........................
NR. 3 2006
9
Udsnit af en primitiv asteroide, hvor kondruler og me-
talkorn er bevaret næsten uforandret siden solsyste-
mets dannelse. Kondritter er fragmenter af sådanne
asteroider.
Udsnit af en asteroide med kerne, kappe og skorpe.
Sådanne asteroider dannedes i løbet af de første årmil-
lioner efter solsystemets oprindelse.
Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.
Omtegnet efter Christine Marvil, Geologisk Museum.
background image
Sahara 99555 ­
En enestående basaltisk meteorit
Det er ikke kun på Jorden, der findes vulkaner.
Selv på asteroiderne har der engang været om-
fattende vulkansk aktivitet. Stumper af disse
vulkaner drysser fra tid til anden ned på Jorden
i form af basaltiske meteoritter. I 1999 opdage-
de et hold franske meteoritjægere i Sahara en
ny basaltisk meteorit ­ nu kendt som en sjæl-
den gruppe af meteoritter, der kaldes angritter
­ opkaldt efter meteoritten Angra dofaldt i Bra-
silien i 1869. Angritter har en meget ens sam-
mensætning af iltisotoper, og kommer fra en
asteroide, hvor stort set alle flygtige elementer
var afgasset. SAH99555 er en finkornet bjergart,
der primært består af aluminium- og titaniumrig
pyroxen, calciumrig olivin og anorthit.
Da SAH99555 meteoritten er frisk og uforvi-
tret, forsøgte et hold forskere fra Geocenter
København at datere meteoritten med tOFor-
skellige metoder. Den første er baseret på hen-
fald af 238U og 235U til henholdsvis 206Pb og
207Pb. Dette system giver en såkaldt absolut
bly-bly-alder for både mineraler, bjergarter og
meteoritter. Resultatet af analyserne gav over-
raskende en alder på 4,566 milliarder år ­
åbenbart kun en million år yngre end CAIerne!
Dermed er SAH99555 den ældst kendte vulkan-
ske bjergart i Solsystemet. På det tidspunkt bur-
de der stadig have været 26Al tilstede i meteo-
ritten, og forskerne fortsatte derfor med at søge
efter spor af 26Al, i form af et overskud af 26Mg,
ligesom for CAIer og kondruler.
Et tidligere indhold af 26Al i SAH99555 ville
være af stor interesse, da det ville gøre os i
stand til at datere denne basalt i forhold til dan-
nelsen af CAIer. Desuden ville vi kunne vise, at
26Al i det tidlige solsystem var en kraftig var-
mekilde, der ville være stærk nok til at opsmel-
te hele småplaneter på kun titals kilometers
størrelse, hvis de var dannet tidligt nok.
Resultaterne viste at alle angritterne inde-
holder små mængder af overskydende 26Mg, i
forhold til andet materiale fra objekter i det in-
dre solsystem, inklusive Jorden, Månen, Mars
og kondritterne. Det overskydende 26Mg kan
benyttes til at beregne aldre for den vulkanske
aktivitet på angritternes moderlegeme, og det
viser sig at den vulkanske aktivitet er ca. 3 mio.
år yngre end dannelsen af CAIerne, som er sol-
systemets ældste objekter. Ved at kombinere
denne aldersforskel med den absolutte bly-bly-
alder for SAH99555, er det muligt at beregne en
ny alder for calcium-aluminium-inklusionern på
ca. 4,5695 milliarder år. Denne CAI-alder er ca. 2
mio. år ældre end de tidligere bud, og viser at
solsystemet nok er ældre end tidligere antaget.
Jernmeteoritter
Jernmeteoritter ligner ikke noget andet, vi kan
finde på Jordens overflade. Hvis man er så hel-
dig at finde en jernmeteorit, vil man straks kun-
ne mærke at den er omtrent dobbelt så tung
som en almindelig sten af samme størrelse.
Jernmeteoritter er små stumper af asteroiders
planetkerner. Dybt nede i Jorden findes der til-
svarende materiale, men vi vil aldrig nogen sin
de kunne få hentet en prøve op. Jernmeteoritter
er derfor vores eneste mulighed for at se, hvor-
dan planetkerner ser ud.
Jernmeteoritter er ikke bare dobbelt så tun-
ge som almindelige sten ­ de er også ofte
smukt formede efter den voldsomme tur ned
gennem Jordens atmosfære. Hvis man skærer
dem over, vil man kunne se, at de indeni ofte
består af en enkelt forgrenet krystal. Selv den
store Agpalilikskive på Geologisk Museum er et
fragment af en stor forgrenet enkeltkrystal.
Asteroidernes kerner størknede ganske lang-
somt, og der har derfor formentlig været tid til at
krystallerne kunne vokse sig km-store.
Skiven af Agpalilik jernmeteoritten er ef-
ter polering og ætsning udstillet på Geo-
logisk Museum. Skiven måler ca. 1,3 m
2
.
Foto: Jakob Lautrup, GEUS.
...........................
10
NR. 3 2006
Tværsnitten af angritten SAH99555. De
runde huller er gasblærer ­ et meget
sjældent fænomen i meteoritter. Skiven
måler 11 cm på den lange led.
Foto: Luc Labenne.
background image
Hvordan er
jernmeteoritterne dannet?
Hvis man tager en asteroide, bestående af sam-
me materiale som kondritterne, og varmer den
op til metals smeltepunkt, så vil metallet smelte
og løbe ind i centrum af asteroiden og danne
kernen. Den samme proces fandt sted på de in-
dre planeter, som fx Jorden. Metallet tager alle
de grundstoffer med sig, som er opløselige i
smeltet metal. Det er for eksempel guld og pla-
tin, hvilket er årsagen til, at disse to grundstof-
fer er så sjældne på Jordens overflade. Det er
altså ikke nødvendigvis de tungeste grundstof-
fer, der samles i kernen. Tunge grundstoffer som
uran, bly og kviksølv er ikke opløselige i metal
og bliver derfor i kappen og skorpen på opsmel-
tede asteroider og planeter.
Hvilke asteroider kommer
jernmeteoritterne fra?
Hvis man analyserer jernmeteoritternes kemi-
ske sammensætning, så kan man se at mange
af dem ligner hinanden. Det gør de faktisk også
rent bogstaveligt, da de jernmeteoritter, der har
nogenlunde samme kemiske sammensætning
sædvanligvis også viser sig at have samme type
krystalstruktur, og indeholde de samme minera-
ler. Det tyder på, at de jernmeteoritter der er ke-
misk og strukturelt sammenlignelige, også kom-
mer fra den samme asteroidekerne. På den
måde inddeler man jernmeteoritterne i grupper
med hver deres betegnelse og formentlig fælles
oprindelse i den samme asteroidekerne. Den
største gruppe af jernmeteoritter kaldes IIIAB og
indeholder knap 300 kendte meteoritter, deri-
blandt Cape York meteoritterne.
Der er dog langtfra alle jernmeteoritter, der
falder i disse grupper. Dem der ikke passer ind i
grupperne kalder vi unikke, eller ugrupperede.
De unikke jernmeteoritter kommer formentlig
fra asteroider hvorfra vi endnu ikke har fundet
andre meteoritter. Ved at tælle antallet af jern-
meteoritgrupper og unikke jernmeteoritter viser
det sig, at vi har knap 1000 kendte jernmeteorit-
ter, som kommer fra knap 100 asteroider.
Hvor er resten af
asteroiden blevet af?
Hvis vi har jernmeteoritter fra op mod 100 for-
skellige asteroidekerner så skulle man tro, at vi
også ville have en masse stenmeteoritter fra dis-
se asteroiders kapper og skorper. Overraskende
nok så er der ikke en eneste af stenmeteorit-
grupperne, der ser ud til at komme fra samme
asteroide som jernmeteoritgrupperne. Nogen af
pallasitterne, som omtales i et af de næste af-
snit, kommer formentlig fra grænsen mellem
kernen og kappen i IIIAB asteroiden ­ men vi har
ingen rene stenmeteoritter fra kappen eller
skorpen af IIIAB asteroiden. Vi ved ikke, hvor
stenmaterialet er blevet af, men der er dog nog-
le bud på en forklaring. Vi kan se, at IIIAB jern-
meteoritterne har været udsat for kosmisk stråling
i ca. 650 millioner år. Derfor må det med andre
ord være 650 millioner år siden asteroiden blev
knust ­ formentlig i et stort sammenstød med en
anden asteroide. Vi har aldrig fundet stenme-
teoritter, der har været udsat for kosmisk stråling
i så lang tid, så noget kunne tyde på at de ikke
kan overleve så længe i rummet. Dels nedbrydes
stenmeteoritter hurtigere, når de bombarderes
med mikrometeoritter, og dels er der noget der
tyder på, at de hurtigere bevæger sig ind i Solen
eller ud af solsystemet, end jernmeteoritterne.
Hvor store var asteroiderne?
Ved at analysere krystalstrukturen i jernmeteo-
ritterne kan vi regne os frem til, hvor hurtigt aste-
roidekernen afkøledes efter den var størknet for
knap 4,5 milliarder år siden. Det man gør i prak-
sis er at regne krystallernes udvikling igennem i
en computer. Det viser sig, at hvis kernen køler
hurtigt ender krystallerne med at have en anden
struktur, end hvis den køler langsomt. Man
prøver så med forskellige afkølingsrater, indtil
beregningen giver noget, der ligner det vi kan
måle i meteoritterne. For gruppe IIIAB har vi for
eksempel målt, at kernen køledes med ca. 50
grader pr. million år. Det kan med andre ord ik-
ke lade sig gøre at lave en kopi af en jernmeteo-
rit i laboratoriet, med mindre man har overor-
dentlig god tid!
Da store legemer køler langsommere end
små legemer så kan kernens kølehastighed for-
tælle os, hvor stor asteroiden var. For IIIAB aste-
roidens vedkommende, må asteroiden have haft
en radius på ca. 50 km. Selv om de opsmeltede
asteroider havde en indre struktur i stil med Jor-
dens, så var de med andre ord langt mindre.
...........................
NR. 3 2006
11
Diagrammet viser, at store asteroider har en lav afkølingshastighed, mens små asteroider afkøles hurtigt.
Illustration: Annabeth Andersen, GEUS.
Omtegnet efter Henning Haack, Geologisk Museum.
background image
Fundet af Agpalilik
I museets gård står et brudstykke af Cape York
meteorit-bygen. Stykket, som før skæring veje-
de 20,1 tons, hedder Agpalilik efter sit findested
i nærheden af Thule i Nordvestgrønland. Agpali-
lik er fundet af Vagn Buchwald, der er professor
emeritus ved Geologisk Museum. Vagn Buch-
wald er metallurg og tidligere lektor ved DTU.
Cape York meteoritterne har en lang forhi-
storie. I mange generationer er jernet blevet
brugt af de lokale fangere til redskaber, og der
gik rygter om meteoritterne blandt forskere og
hvalfangere, der besøgte Baffin Bugten i 1800-
tallet. Men det var først i 1894, at det lykkedes
polarforskeren Robert E. Peary at få solide op-
lysninger frem. Hans polar-eskimoiske hjælpere
kendte til tre meteoritter, som lå 50 km øst for
Cape York. Peary hentede dem i 1897 og sejlede
dem til USA. De fik navnene Ahnighito (31 t), Wo-
man (3 t) og Dog (407 kg), og de er
i dag udstillet på American Museum
of Natural History i New York.
Da Knud Rasmussen og Peter Freu-
chen i 1913 berejste de samme områder,
fortalte en ung fanger, Qitlugtoq, at han
kendte til endnu en meteorit. Den fik navnet
Savik (3,4 t). Den kom på Finansloven, blev ef-
ter 1. Verdenskrig bjerget af ingeniør Holger Bli-
chert-Hansen, for omsider i 1925 at blive bragt
til København. Savik står i museets gård.
I 1955 fandt amerikanske glaciologer en
mindre meteorit på en nunatak øst for Thule ba-
sen. Den kom til København i 1956 og fik navnet
Thule (49 kg). Vagn Buchwald undersøgte me-
teoritterne og konkluderede, at de måtte være
faldet som en samlet byge af meteoritter. Det
antages, at en 100­200 tons kæmpemeteorit
var kommet fra nordvest, var sprængt i luften og
var gået i hundredvis af stykker, små og store.
De mindste var blevet bremset mest af luften og
faldt mod nordvest (Thule), mens de største fløj
langt og landede mod sydøst. Der er ca. 100 km
mellem yderpunkterne.
Med støtte fra Grønlandsministeriet fik Vagn
..........................
12
NR. 3 2006
Finderen af Agpalilik meteoritten, Vagn Buchwald, står ved siden af meteoritten i Geologisk Museums
gård. Marts 2006.
Vagn Buchwald sidder på meteoritten i august 1963,
kort efter den var fundet. De lokale grønlændere kend-
te ikke Agpalilik, og var skeptiske, da de først hørte om
fundet.
Foto: Vagn. F. Buchwald, Geologisk Museum.
Foto: Anne H. Hansen, Geologisk Museum.
background image
Buchwald i somrene 1961 og 1963 stillingen
som videnskabelig forbindelsesofficer på Thule
Air Base. I sin fritid afsøgte han systematisk de
isfri områder. I sommeren 1963 afsøgtes en ret
utilgængelig halvø, Agpalilik, der end ikke fand-
tes på kortet. Her fandt Vagn Buchwald den 31.
juli Agpalilik. Den lå næsten dækket af store
gnejsblokke. Formentlig fandt faldet sted for
mere end 2000 år siden, da området var dæk-
ket af svær is. Meteoritten må have lavet et kra-
ter i isen, og da isen senere smeltede, blev jern-
blokken blot aflejret blandt de andre stenblok-
ke. Meteoritten var ukendt af de lokale
grønlændere, og da han fortalte om fundet, var
de yderst skeptiske.
I 1965 blev Agpalilik udgravet og halet ned
mod kysten på en stålslæde, der gled hen over
et skinnelegeme af tømmerstokke. Alt skete
med håndkraft, da brug af maskiner var udeluk-
ket i det vanskelige terræn. Fra kysten skulle
meteoritten ombord på et amerikansk land-
gangsfartøj. Efter landgangsfartøjet blev øde-
lagt af en storm i 1966, lykkedes det i august
1967 at bringe den 3700 tons store coaster M/S
Edith Nielsen ind i den isfyldte bugt, hvor me-
teoritten lå. I en hektisk kampagne, hvor man
arbejdede døgnet rundt i 60 timer, lykkedes det
at få meteoritslæden trukket ombord i det af
amerikanerne lånte landgangsfartøj og derfra
ombord på
Edith Nielsen. I september kunne
Agpalilik under betydelig opmærksomhed los-
ses i København, hvor en vejning på en af hav-
nens justerede vægte viste 20.140 kg meteorit
og 1000 kg slæde og wirer.
I 1970 blev Agpalilik transporteret til Gråsten,
hvor man på et stenhuggeri skar en fjerdedel af
meteoritten af. Der frigjordes en skive på 560 kg
til udstillingen. Hvert af de to snit varede 200 ti-
mer med en snorsav.
Polering og ætsning med fortyndet salpeter-
syre har frembragt den karakteristiske Widman-
stätten-struktur, `Himlens eget varemærke'.
Strukturen er umulig at eftergøre, da det kan be-
regnes, at den må være dannet under langsom
afkøling fra høj temperatur, med ca. 1° per
10.000 år. Agpalilik var ved 1000°C en enkelt
kæmpe-krystal på 2 m, den største eenkrystal
af metal, der kendes. På snitfladerne ses paral-
lelle inklusioner af det umagnetiske jernsulfid
troilit, FeS, der markerer op-ned retningen på
den lille asteroide, hvoraf Agpalilik og de andfre
meteoritter ved Cape York oprindelig var en del.
Cape York meteoritbygen er med sin udstrækning
på over 100 km og sine indtil nu kendte tolv
større stykker, i alt 58 tons, verdens største.
...........................
NR. 3 2006
13
Kort over Grønland med findestedet for Agpalilik angi-
vet med en pil.
Meteoritten Agpalilik i stenhuggeriet i Gråsten umid-
delbart efter den er blevet skåret igennem.
Illustration: Grafisk, GEUS.
Fotos: Vagn. F. Buchwald, Geologisk Museum.
Meteoritten Agpalilik på sin stålslæde klar til at blive af-
skibet til København 27 august 1965.
Kutteren Sagfioq. Ekspeditionen måtte sprænge sig vej
ud genem isen med dynamit 28 august 1965.
Meteoritten Agpalilik udgraves 20 august 1965.
Meteoritten Agpalilik transporteres ned til kysten på sin
præfabrikerede stålslæde 23 august 1965.
background image
Pallasitter
Pallasitter er nogle af de lettest genkendelige
og smukkeste meteoritter. De består af nogen-
lunde lige del metal og silikat ­ det sidste i form
af mineralet olivin. Hvis man holder en tynd ski-
ve pallasit op mod lyset, vil man kunne se lyset
skinne gennem de cm-store olivinkrystaller.
Blandingen af metal og olivin giver os en
god ide om, hvor disse pallasitter kommer fra.
Olivin er et almindeligt silikatmineral, som for-
mentlig dominerede den nedre kappe i asteroi-
der, ligesom metal dominerede kernen. Det er
derfor svært at forestille sig andet, end at palla-
sitterne kommer fra grænselaget mellem kerne
og kappe i en differentieret asteroide.
Det er ikke alle pallasitter, der kommer fra
den samme asteroide. De store olivinkrystaller i
pallasitterne indeholder ilt og ved at måle for-
holdet mellem de tre stabile iltisotoper 16O,
17O og 18O kan vi undersøge, om to meteoritter
kan komme fra samme asteroide. Hvis en aste-
roide smeltes op, vil dens indre blive blandet
grundigt, og ilt-isotopsammensætning vil ikke
længere variere tilfældigt indenfor den samme
asteroide, som det er tilfældet i nogle kondritter.
Analyser af iltisotopforholdene viser, at pallasit-
terne kommer fra mindst tre forskellige asteroider.
...........................
14
NR. 3 2006
Poleret skive af pallasitten Esquel, der blev fundet ei Argentina i 1951. Meteoritten består af ravgule krystaller af olivin, blandet med metal fra asteroidens kerne.
Foto: Henning Haack, Geologisk Museum.
background image
Pallasitten Krasnojarsk
Pallasitter har også haft deres rolle i historien.
Den første person der påviste, at meteoritter
kommer udefra, var Ernst Friedrich Chladni, der
i 1794 udgav en artikel med titlen: "Über den Ur-
sprung der von Pallas Gefundenen und anderer
ihr ähnlicher Eisenmassen, und Über Einige
Damit in Verbindung stehende Naturerschein-
ungen." (Om oprindelsen af de af Pallas fundne
og andre tilsvarende jernmasser og om nogle
dermed forbundne naturfænomener).
Det den omtalte Pallas havde fundet, var
netop en meteorit af den type, der senere blev
opkaldt efter ham ­ pallasitten Krasnojarsk. Et
af de stykker han havde studeret, endte i Køben-
havn som den først registrerede meteorit i mu-
seets samling. Den kan beses i udstillingen.
Før Chladnis banebrydende værk troede
man, at meteoritter var sten der enten var slyn-
get ud af vulkaner eller hvirvlet op i tordenvejr.
At nogle folk ude på landet påstod, at byger af
sten kunne falde fra en klar himmel kunne de
lærde naturligvis ikke tro på. Først da Chladni
rejste Europa tynd og studerede beretninger om
meteoritnedfald, og også studerede selve ste-
nene, blev det klart at meteoritter var sten fra
det ydre rum. En ny videnskab var dermed født.
.
..........................
NR. 3 2006
15
Pallasitten Krasnojarsk på ca. 700 kg blev fundet i Rusland i 1749 og blev studeret af den tyske forsker Peter Pallas i 1772, mens han var ansat ved Videnskabernes Akade-
mi i Skt. Petersborg. Et stykke af Krasnojarsk blev erhvervet af "Universitetets Nye Natural Theater" omkring år 1800, hvorfra det er indgået i Geologisk Museums samlinger.
Foto: Geert Møller Brovad. Zoologisk Museum.
background image
Meteoritjagt
Der ligger mange meteoritter i den danske na-
tur, som bare venter på at blive fundet. De fire
meteoritter der er fundet i den sydlige del af
Danmark, er enten fundet fordi nogen har set
dem falde (Mern og Aarhus) eller fordi de er
dukket op, når man har gravet i jorden (Jerslev
og Feldsted). Så selvom vi regner med, at der
falder ca. tre meteoritter om året i Danmark, så
er der ikke mange chancer for at finde nogen af
dem. Vi håber dog stadig, at du vil se godt efter
når du færdes i naturen ­ hvis vi alle gjorde det,
ville vi kunne finde mange meteoritter.
Hvor kan man finde meteoritter?
Meteoritter falder næsten jævnt fordelt over he-
le kloden ­ men det er ikke alle steder, det er li-
ge let at finde dem. De meteoritter der falder i
oceanerne, ser vi næppe igen, og de der falder i
områder med tæt vegetation, har heller ikke
mange chancer for at blive fundet. Det hænder,
at der falder meteoritter i tæt befolkede områ-
der, og der kan man nok regne med, at stort set
alt materiale vil blive fundet. Et eksempel på det
sidste er Park Forest meteoritbygen, der ramte
en forstad til Chicago den 27. marts 2003. I da-
gene efter nedfaldet blev der fundet meteoritter
på parkeringspladser, gader og stræder. Der var
også adskillige fragmenter, der var gået gen-
nem tage og vinduer. Heldigvis blev ingen dyr
eller mennesker ramt.
Det allerbedste sted at finde meteoritter er
imidlertid så langt fra civilisationen, som man
kan komme ­ nemlig Antarktis. Her er der ingen
vegetation til at skjule meteoritterne, og natu-
ren hjælper os ligefrem med at samle meteorit-
terne sammen.
...........................
16
NR. 3 2006
Område i Antarktis hvor sten og meteoritter er blevet
koncentreret. Hvert flag markerer en meteorit.
Foto: Henning Haack, Geologisk Museum.
Billederne viser friskfundne meteoritter
på isen i Antarktis.
Fotos: ANSMET (Antarctic Search for Meteorites).
Fotos: ANSMET (Antar
ctic
S
e
a
r
c
h for
M
e
teorites).
background image
Meteoritjagt på Antarktis
Antarktis har vist sig at være det bedste sted på
kloden at finde meteoritter. I 1974 fandt en grup-
pe japanske glaciologer ved en tilfældighed en
håndfuld meteoritter på isen i Antarktis. Stor var
overraskelsen, da man fik analyseret dem og
fandt ud af, at de kom fra fem forskellige meteo-
ritfald. Det var altså ikke en enkelt byge af me-
teoritfragmenter, man var stødt på. Der var ingen
anden forklaring, end at isen på en eller anden
måde havde samlet meteoritterne sammen.
Siden den første opdagelse er der fundet
omkring 30.000 meteoritter i Antarktis. Hver
sæson sendes der en amerikansk ekspedition
afsted med frivillige meteoritforskere for at fin-
de meteoritter i Antarktis. De bringer typisk mel-
lem 500 og 1000 meteoritter tilbage, efter 5 til 6
ugers feltarbejde på isen.
Der er flere grunde til, at der kan findes man-
ge meteoritter på isen i Antarktis. Først og frem-
mest er Antarktis et meget stort kontinent. Der
falder derfor mange me-
teoritter på Antarktis. Når
meteoritterne er faldet, bli-
ver de dækket med sne og gli-
der langsomt ud mod kysterne.
På sin vej mod kysten skal meget
af isen igennem De Transantarktiske
Bjerge. Det meste af isen glider ind gen-
nem bjergkæden i nogle af Jordens største
gletschere, men noget af isen strander på forsi-
den af bjergene. En kold og knasende tør,
såkaldt katabatisk vind fra det centrale Antark-
tis, sørger så for at feje den strandede is ren for
sne, så isen blotlægges.
Isen har en flot blå farve, og man kalder der-
for isfelterne for blåisområder. Fordi luften er så
tør, og vinden blæser uophørligt, fordamper
isen også. Selvom det aldrig er tøvejr, så for-
svinder der ca. 20 cm is om året. Da meteorit-
terne ikke fordamper, ligger de tilbage på over
fladen af isen, efterhånden som den fordamper.
En anden stor fordel ved at søge efter me-
teoritter på Antarktis er, at det er meget let at få
øje på en sort meteorit på en blank isoverflade.
Små meteoritter kan let ses på 50­100 m afstand,
og det er derfor muligt at afsøge meget store
områder fra en snescooter. Endelig er Antarktis
også et godt sted at opbevare meteoritter ­ dem
der findes i dag, har typisk ligget i isen i 100.000
år ­ og ligner stadig friskfaldne meteoritter.
...........................
NR. 3 2006
17
Tværsnit af De Transantarktiske Bjerge. Isen kommer flydende fra venstre og blokeres af bjergene. Den is der strander på
forsiden af bjergene fejes ren for sne af vinden og vil så langsomt fordampe, så den indhold af meteoritter blotlægges.
Illustration: Annabeth Andersen, GEUS.
Omtegnet efter Henning Haack, Geologisk Museum.
Findesteder for meteoritter i Antarktis.
Illustration: Annabeth Andersen, GEUS.
background image
Meteoritter på
Grønlands Indlandsis?
Når der findes så mange meteoritter i Antarktis,
kunne man så forestille sig, at der også er me-
teoritkoncentrationer på klodens andet isskjold
­ Indlandsisen? Ligesom i Antarktis har vi i
samarbejde med amerikanske forskere og for-
skere fra DTU ved hjælp af satellitbilleder og fly-
fotos fundet områder med blåis i 2000 til 2500
meters højde i det nordøstligste Grønland. Om-
råderne har betydelig lighed med de områder i
Antarktis, hvor der er fundet meteo-
ritter. En canadisk pilot fandt i slutnin-
gen af 80'erne en meteorit på Indlandsisen i
Nordgrønland. Han smuglede meteoritten ud af
Grønland, men siden er den blevet indleveret til
Universitetet i Bern i Schweiz.
I august 2003 afsøgte vi sammen med ame-
rikanske forskere igennem tre uger mange af de
mest lovende blåisfelter, men fandt desværre
ikke en eneste meteorit. Forklaringen er tilsy-
neladende, at selvom det også er meget koldt og
blæsende på Indlandsisen i Nordøstgrønland,
så er der sommerdage, hvor temperaturen sni-
ger sig op over frysepunktet. Under de forhold
synker meteoritterne ned i isen, hvor de bliver
skjult. Samtidig nedbrydes meteoritterne også
hurtigere, når vejret veksler mellem tø og frost.
...........................
18
NR. 3 2006
Findesteder for meteoritter i Grønland. Meteorijagt i
blåisfeltet i Nordøstgrønland resulterede desværre
ikke i fund.
Findesteder for meteoritter i Thule-området-
Cape York meteorit-bygen.
Illustrationer: Annabeth Andersen, GEUS.
Omtegnet efter Henning Haack, Geologisk Museum.
Meteoriteftersøgning i Grønland.
Telte og slæder i Antarktis.
Fotos: Henning Haack, Geologisk Museum.
background image
Meteoritjagt i ørkenområder
Det er ikke kun i de kolde hvide ørkener, såsom
på blåisen i Antarktis, man kan finde meteorit-
ter. Varme ørkener har også vist sig at være go-
de steder at søge efter meteoritter. Ligesom i
Antarktis er der ingen vegetation til at skjule
meteoritterne, og samtidig kan de overleve læn-
ge i det tørre klima. Det evigt bevægelige sand i
ørkenområderne kan også spille en rolle. Tilsy-
neladende kan der ske det, at meteoritterne
dækkes med fygesand efter de er faldet. De kan
så ligge i årtusinder, godt beskyttet under et lag
sand. Hvis sandet begynder at fyge væk, vil me-
teoritter og andre større sten ligge tilbage. Det
er netop sådanne områder, der afsøges af me-
teoritjægere med et godt øje for sten, der skiller
sig ud fra omgivelserne. Mange meteoritter fin-
des i områder med lyse bjergarter, hvor de mør-
kfarvede meteoritter skiller sig ud.
I 1986 til 1987 opdagede et tysk hold olie-
geologer omkring 65 meteoritter i Libyen, og i
1989 blev der fundet omkring 100 meteoritter i
Algeriet. I dag findes der årligt flere tusinde me-
teoritter i Sahara, ikke mindst i Marokko og
Oman, men også andre ørkenområder bidrager.
I Australien begyndte systematiske eftersøgnin-
ger i 1971, og siden er der fundet hundredvis af
meteoritter. I Atacama Ørkenen i Chile er der si-
den 1983 fundet snesevis af meteoritter, og ved
hjælp af en kraftig metaldetektor er der fundet
meteoritter helt ned til 1,7 m under terrænover-
fladen. Ørkenområder i USA har været genstand
for meteoritjagt i de sidste årtier.
Mange meteoritter bliver fundet af private
folk og solgt til museer og planetarier. Men i de
senere år er der også etableret en række priva-
te meteoritsamlinger.
...........................
NR. 3 2006
19
Sayh al Uhaynir 169 er en månemeteorit,
som blev fundet i Oman i 2002.
Foto: Beda Hofmann.
Eksempler på findesteder for
meteoritter i ørkenområder.
Illustration: Grafisk, GEUS.
background image
Hvis du vil vide mere om emnet kan du besøge Geologisk Museums
nye permanente udstilling:
Solsystemet ­ Fra altings oprindelse til livets opståen.
Her vil du kunne se masser af meteoritter, bl.a. fra Månen og Mars.
Læs mere på
www.geologiskmuseum.dk
Geocenter københavn
Er et formaliseret samarbejde mellem de fire selvstændige institutioner Danmarks og Grønlands Geolo-
giske Undersøgelse (GEUS) samt Geologisk Institut, Geografisk Institut og Geologisk Museum ­ alle tre
en del af Københavns Universitet. Geocenter København er et center for geovidenskabelig forskning,
undervisning og rådgivning på højt internationalt niveau.
udgiver
Geocenter København
Redaktion
Geoviden - Geologi og Geografi er redigeret af geolog
Ole Bennike (ansvarshavende) fra GEUS i samarbejde
med redaktionsgrupper på institutionerne.
Geoviden - Geologi og Geografi udkommer fire gange
om året og abonnement er gratis. Det kan bestilles ved
henvendelse til Finn Preben Johansen, tlf.: 38 14 29 31,
e-mail: fpj@geus.dkog på www.geocenter.dkhvor man også
kan læse den elektroniske udgave af bladet, eller hos
Geografforlaget, tlf.: 63 44 16 83, e-mail: go@geograf-
forlaget.dk
ISSN 1604-6935
(papir)
ISSN 1604-8172
(elektronisk)
Produktion: Annabeth Andersen, GEUS.
Tryk: Schultz Grafisk A/S.
Forsidebillede: Dele af den planetariske tåge Helix.
Copyright: NASA/ESA.
Reprografisk arbejde: Benny Schark, GEUS.
Illustrationer: Forfattere og Grafisk, GEUS.
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.
Danmarks og Grønlands
Geologiske Undersøgelse
(GEUS)
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 38 14 20 00
E-mail: geus@geus.dk
Geologisk Institut
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 35 32 24 00
E-mail: info@geol.ku.dk
Geografisk Institut
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 35 32 25 00
E-mail: info@geogr.ku.dk
Geologisk Museum
Øster Voldgade 5-7
1350 København K
Tlf: 35 32 23 45
E-mail: rcp@snm.ku.dk
VIL DU VIDE MERE ?
Grafik
© Geocenter Danmark Øster Voldgade 10, 1350 København K Tlf.: 38 14 20 00 E-mail:
Sidst ændret : Søndag 12. Nov., 2006
* Valid HTML 4.01!Valid CSS!