Grafik
Grafik
IGN*Geologisk Museum*Institut for Geoscience*GEUS
Om centret
Publikationer og geofakta
Kurser
Projekter
 Til forsiden > Publikationer og geofakta > Geoviden > Geoviden 2005, nr. 3
Sitemap

Geoviden 2005, nr. 3

Venligst brug pdf-filen (geoviden-3-2005.pdf ) til udskriftsformål.
background image
danmarks kyster
· Kysterne omkring Blåvands Huk
· Finkornet sediment og tungmetaller i Vadehavet
· Sandflugt ved Jyllands vestkyst gennem årtusinder
· Kystproblemer
background image
D
anmarks vestligste punkt er Blåvands
Huk, og fra Blåvands Huk strækker den
højtliggende grund Horns Rev sig 40
km ud i Nordsøen. Kyststrækningerne nord og
syd for Blåvands Huk fremtræder meget for-
skelligt. Nord for Blåvands Huk, på stræknin-
gen op til Nymindegab, er kysten stabil eller
under opbygning, mens den på Skallingen, syd
for Blåvands Huk er under tilbagerykning. Skal-
lingen er en såkaldt barriereodde og her rykker
kystlinjen i gennemsnit 3 m tilbage om året ­
men erosionen sker som regel i forbindelse
med stormfloder, som kan tage op til 40 m af
klitten på en gang.
På baggrund af gamle kort, og støttet af nye
dateringer af sandet ved vi, at Skallingen er en
ung dannelse. På det tidligste kort fra 1654 op-
træder barrieren som et vegetationsløst
højsande, mens de centrale høje klitpartier
(Skalling Knolde og Svenske Knolde) opbygge-
des i god afstand fra kystlinjen under perioden
fra ca. 1830 til 1900.
Den dynamiske natur
Opbygningen af højsandet skete ved, at store
mængder sand blev skyllet ind i forbindelse med
stormfloder. Målinger har vist, at der under så-
danne betingelser sker en landværts rettet trans-
port af sand på strandplanet ud for Skallingen.
Revlerne vandrer landværts og giver et sand-
tilskud til kysten, for eksempel i form af havren-
dinger, som dannes, når havet overskyller høj-
sandet/barrieren. Netop i perioden fra 1830 til
1860 var der mange stormfloder langs Jyllands
vestkyst og i Vadehavet, og sandtilskuddet til
kysten må have været stort.
Når vandstanden bliver normal efter storm-
floder kan sandet blæse ind i vegetationen,
som fanger sandet, og derved opbygges klitter-
ne. Klitvæksten i de centrale, høje gamle klit-
partier ophørte omkring år 1900. Det kan natur-
ligvis skyldes, at stormflodsfrekvensen aftog,
men en væsentlig faktor var, at bønderne i om-
rådet opførte de første diger. Digerne blev byg-
get i perioden 1903­1909 for at forbedre mulig-
hederne for græsning på Skallingen, og derved
..
............................
2
NR. 3 2005
Kysterne omkring
Blåvands Huk
Troels Aagaard
..
..........................................
Lektor, Geografisk Institut
(taa@geogr.ku.dk)
background image
blev der sat en stopper for tilførslen af sand til
de gamle klitknolde. I stedet blev der i perioden
op til ca. 1970 dannet nye forklitter foran diger-
ne hele vejen langs kysten af Skallingen.
I hele denne periode er kystlinjen fortsat
med at rykke tilbage, mens klitpartierne vokse-
de i omfang, men fra midten af 1970'erne blev
den situation ændret og forklitterne og digerne
er nu under nedbrydning. Nye havrendinger op-
står i klitrækken. Det er der forskellige årsager
til. For det første er klitrækken, på grund af di-
gebyggeriet, blevet rumligt fikseret ­ og den er
nu `i vejen' for kystlinjens tilbagerykning. For det
andet er transporten af sand langs med kysten,
langstransporten, øget stærkt.
Mennesket griber ind
I dag eroderes der årligt ca. 600.000 kubikme-
ter sand fra Skallingen, og dette sand transpor-
teres sydpå ned i Grådyb, ved indsejlingen til
Esbjerg Havn. Herfra fjernes sandet, som sejles
ud og dumpes på dybt vand. Men beregninger
tyder på, at for 100 år siden var langstransporten
måske kun 50.000 til 100.000 kubikmeter/år,
mindre end den mængde sand, der tilføres gen-
............................
..
NR. 3 2005
3
Strandene på (A) Skallingen og ved (B) Vejers. Bemærk den stejle,
vegetationsløse klitfront med nedskridninger på Skallingen.
Det er en klar indikator på erosion og tilbagerykning af klitten.
Ved Vejers er klitten dækket af vegetation og har en meget ens-
artet højde ­ et tegn på stabilitet.
Fotos: Troels Aagaard, Geografisk Institut.
Videnskabernes Selskabs kort fra
1804. De to centrale klitpartier,
Skalling Knolde og Svenske Knolde
ses i et meget ungt stadie og i
øvrigt er barrieren vegetationsløs.
Bemærk den afrundede langstrak-
te form af randen af klitpartierne,
som kan være et tegn på havren-
dinger.
background image
nem de landværts vandrende revler. Så Skallin-
gens sedimentbudget er ændret fra at have
været positivt til nu negativt.
Denne ændring i langstransporten, og der-
med `sandhusholdningen', skyldes i meget høj
grad menneskets indgriben. Esbjerg Havn an-
lagdes i 1868 og blev Danmarks vigtigste eks-
porthavn. Det var et krav, at store skibe skulle
kunne anløbe Esbjerg, og derfor er der siden
1895 sket en uddybning af Grådyb fra en natur-
lig dybde på 4 m til en dybde på 10,3 m.
Når man graver sådan en dyb rende, sker
der to ting: Dels skrider sand ned fra siderne,
således at havbunden sænkes i et område om-
kring renden ­ og dels afbryder man transpor-
ten af sand langs med kysten. Det første har re-
sulteret i, at de lavvandede områder ved
Skalling Ende, som tidligere gav læ for bølger-
ne, nu er væk. Her er bølgerne derfor blevet
større, hvilket har resulteret i et øget sediment-
tab. Afbrydelsen af langstransporten har stop-
pet et naturligt tilskud af sand til Skallingen fra
Fanø og Rømø under sydlig vindretning.
Hvor bliver sandet af?
Udfra Skallingens oddeform vil det være natur-
ligt at antage, at der også blev tilført noget sand
længere nordfra ­ fra den anden side af
Blåvands Huk. Kystdirektoratet har anslået, at
der ved Nymindegab er en sydgående sand-
transport i størrelsesordenen 2,3 millioner ku-
bikmeter pr. år. Igennem tiderne har denne sto-
re transport opbygget kysten nord for Blåvand ­
men beregninger foretaget af Dansk Hydraulisk
Institut har vist, at sandet ikke kan passere
Horns Rev. Grunden er, at bølgefronterne bøjes
rundt om revet, uanset vindretning. Horns Rev
fungerer som en kæmpemæssig naturlig høfde
­ og meget lidt sand passerer revet og kommer
de sydligere kyststrækninger til gode.
Det interessante er, at indenfor de sidste 35
år har man ikke kunnet spore nogen kystopbyg-
ning nord for Blåvands Huk. Kystdirektoratets
pejlinger viser, at på strækningen fra Børsmose
ned til Blåvands Huk har kystlinjen været stabil,
og kystprofilet har ikke ændret sig væsentligt si-
den 1969. Spørgsmålet er, hvor sandet fra den
sydgående transport så bliver af?
Pejlinger af profillinjer på tværs af kysten viser
også, at revlerne nord for Blåvands Huk be-
væger sig søværts, i modsætning til revlerne på
Skallingen. Beregninger viser, at den søværts
flytning ved Vejers i gennemsnit repræsenterer
et tab på 50 til 60 kubikmeter sand pr. meter
kystlinje pr. år. Ekstrapolerer man denne mæng-
de over kyststrækningen fra Nymindegab til
Blåvands Huk opnås et samlet sedimenttab på
omkring 1,7 millioner kubikmeter om året ­ hvil-
ket stort set svarer til den mængde sand, der
bringes ind i området ved langstransporten.
I de kommende år er det hensigten at af-
dække årsagerne til, at revlerne opfører sig dia-
metralt modsat nord og syd for Blåvands Huk,
revlernes betydning for sedimentbudgettet, samt
at undersøge hvor sandet fra de søværts van-
drende revler ved Vejers bliver af.
..
............................
4
NR. 3 2005
Generalstabens kort over Skallingen fra 1910.
Omfanget af Skalling Knolde og Svenske Knolde
svarer stort set til udstrækningen i dag og klit-
partierne giver nu læ. Bag klitterne ses begyn-
dende indvandring af marskvegetation. Bemærk
udformningen af Skalling Ende.
background image
Det skønnede antal stormfloder per årti langs Vadehavskysten i perioden fra 1500
til 1980. Data fra Gram-Jensen 1991: Stormfloder. Dansk Meteorologisk Institut
Scientific Report 91-1.
Kystprofiler ved Vejers (profil 6200) og Horns Rev (profil 6270). På trods af
det store sydgående sedimenttilskud til området kan der ikke spores nogen
nettoaflejring af sand i profilerne.
Revlepositioner ved Vejers (profil 6200) og midt på Skallingen
(profil 6420).
Positionerne af revletoppe gennem tiden er plottet med blå prik-
ker og blå linje. Kystlinjens beliggenhed (0 m) og den ydre del af
strandplanet (henholdsvis ­8 og ­5 m) er plottet med røde prik-
ker og røde linjer. Det ses at revlerne bevæger sig bort fra kysten
ved Vejers og ind mod kysten på Skallingen. Kysten trækker sig til-
bage på Skallingen, mens den er stabil ved Vejers.
............................
..
NR. 3 2005
5
Illustrationer: Troels Aagaard, Geografisk Institut.
Foto i baggrunden: Peter Warna-Moors, GEUS.
background image
I
Vadehavet holder aflejringen af finkornet
sediment på marskoverfladerne trit med
havspejlsstigningen. Flere steder vokser
marskengene kraftigere ­ op til ca.10 mm pr. år.
Materialet kommer hovedsageligt fra Nord-
søen. Det finkornede sediment transporteres
ind i Vadehavet via et kompliceret mønster be-
stående af tidevandskontrollerede cykler af
transport i suspension, aflejring og resuspensi-
on (genophvirvling). Miljøfremmede stoffer,
som fx kviksølv, bindes til det finkornede mate-
riale, og følger dettes vej gennem miljøet. Her-
ved kan marskområder, som fx de der findes i
den nordlige del af Ho Bugt, fortælle om forti-
dens miljøsynder og medvirke til at øge vores
forståelse for, hvordan miljøfremmede stoffer
spredes i naturen.
Flokker
Vadehavet fyldes og tømmes for vand i takt med
tidevandet. Det bringer ikke bare vand men og-
så store mængder suspenderet finkornet sedi-
ment med frem og tilbage i udveksling med
Nordsøen. Dette sediment består typisk af små
partikler, der er kittet sammen til større partik-
ler ­ såkaldte `flokker'. Ved højvande og lav-
vande, når vandet står stille, kan disse flokker
aflejres på bunden. Efter en tid, når strømmen
bliver stærkere, kan de atter blive suspenderet
i vandet. På den måde flyttes store mængder
finkornet sediment frem og tilbage i takt med ti-
devandet. Men denne bevægelse foregår ikke
symmetrisk. Med tiden bliver materialet bragt
længere og længere ind mod de inderste dele af
Vadehavet, hvor de til sidst kan ende som dele
af mudderbanker eller marsk. Ho Bugt udgør et
sådant område. Her har importen af sediment
fra Nordsøen bevirket, at marskområderne er
bygget op til et niveau, der ligger over middel-
højvandslinjen. I bunden af bugten ligger den
største mudderflade i det danske Vadehav som
et resultat af netop denne import, der blandes
med tilskuddet fra Varde Å.
Den indadrettede bevægelse skyldes flere
faktorer. To væsentlige forhold har med vand-
dybde og strøm at gøre: 1) Vadehavets middel-
..
............................
6
NR. 3 2005
Finkornet sediment
Jesper Bartholdy
..
..........................................
Lektor, Geografisk Institut
(jb@geogr.ku.dk)
Jørn Bjarke Torp Pedersen
.....................................
PhD-studerende, Geografisk Institut
(jtp@geogr.ku.dk)
background image
og tungmetaller
i vadehavet
Landsat satellit billede fra den 9. maj 2001 i såkaldte falske farver af den
nordlige del af Vadehavet. I billedet nederst til venstre ses den nordligste
del af Ho Bugt fra en flyvemaskine, den 2. april 2003. Længst til venstre
er vandet på vej op, under oversvømmelse af mudderfladen. Til højre i bil-
ledet nederst til venstre, ses marskengene ved Kjelst, hvori den under-
søgte marskkerne er indsamlet.
Fotos: Jesper Bartholdy, Geografisk Institut.
..............................
NR. 3 2005
7
background image
vanddybde er mindst ved højvande (når vader-
ne er oversvømmet) og størst ved lavvande (når
kun de dybe render er fyldt med vand). En ops-
læmmet partikel har derfor større sandsynlig-
hed for at kunne nå helt ned til bunden under
aflejring ved højvandsstrømstille, når vandet `er
inde', end ved lavvandsstrømstille når vandet
`er ude'. 2) Vandbevægelsen er mindst i de in-
derste dele af et tidevandsområde. Helt inde vil
vandet i princippet kun bevæge sig op og ned.
Det betyder blandt andet, at strømmen er svag i
længere tid når vandet `er inde' ved højvande,
end når det `er ude' ved lavvande. Det giver på
samme måde en større tendens til aflejring over
de indre lavvandede vadeområder end ude i
dyb og Nordsø. Hertil kommer, at en partikel,
der bringes langt nok ind, kan komme til at bli-
ve liggende, fordi strømmen her aldrig bliver
stærk nok til at suspendere den igen. Et andet
vigtigt forhold har med egenskaber ved finkor-
net materiale at gøre. Det har en tendens til at
klæbe til omgivelserne. Når partiklen først er
`landet' på bunden, er det af den grund vanske-
ligt for strømmen at rive den løs igen. Det for-
stærker den tendens til indadrettet transport af
sediment, som tidevandets ændringer i vand-
dybde og strøm er skyld i. Studiet af netto re-
sultatet af sådanne komplekse cykler af trans-
port og aflejring er en vigtig del af forskningen
ved Geografisk Institut.
..
............................
8
NR. 3 2005
Illustration af det paradoks at middeldybden i Vadehavet
er mindst ved højvande (A) og størst ved lavvande (B).
De største strømhastigheder i Vadehavet optræder længst ude i
dybene. Længere inde skal der transporteres mindre vand frem og
tilbage i løbet af en tidevandsperiode. Helt inde bevæges vandet
i princippet kun lodret op eller ned.
Tilførslen af kviksølv til marskengene ved Kjelst Enge i den nordlige del af Ho
Bugt i perioden fra 1915 til år 2000. Man ser tydeligt virkningerne af Grind-
stedværkets forurening i 1960'erne og 70'erne.
Illustrationer: Jesper Bartholby og Jørn Bjarke Torp Pedersen, Geografisk Institut.
Foto i baggrunden: Niels Nielsen, Geografisk Institut.
background image
Tungmetaller
De meget små partikler, som flokkerne består
af, har den egenskab, at tungmetaller sætter sig
og bindes meget kraftigt til deres overflade.
Denne egenskab er så udtalt, at transport af
tungmetaller (som fx kviksølv) i områder som
Vadehavet næsten udelukkende finder sted i
form af transport af finkornet sediment. For at
kunne forstå og forholde sig til disse strømme
af miljøfremmede stoffer er det derfor af af-
gørende betydning, at vi lærer at forstå trans-
portvejene for finkornet materiale så godt som
muligt. Den tidsmæssige variation i tilførslen
kan måles ved at analysere marskens indhold
af miljøfremmede stoffer fra overfladen og ned-
efter, og datere sedimenterne.
I Vadehavet er koblingen mellem transport
af finkornet materiale og kviksølv undersøgt i
marskområdet Kjelst Enge i den nordlige del af
Ho Bugt. Datering og dermed bestemmelse af
aflejringsraten er foretages ved hjælp af den na-
turligt forekommende radioaktive isotop bly-
210, som henfalder når sedimentet er aflejret.
Marskengene blev kraftigt forurenet med kvik-
sølv i perioden omkring 1970. Det skyldes
Grindstedværkets forurening af Varde Å syste-
met i disse år. Udløbet af Varde Å i Vadehavet
finder sted gennem åens tidevandsprægede
flodmunding (estuarium), som befinder sig i
den nordlige del af Ho Bugt. Det er langt væk fra
Grindsted. Undervejs har forureningen præget
hele åsystemet og dele af Vadehavet. Vi kan
derfor i dag finde og studere disse lag, og deri-
gennem blive bedre til at forstå, hvordan spred-
ningen af tungmetaller fra miljøforureninger af
denne type foregår.
...........................
..
NR. 3 2005
9
Eksempel på udtagning af kerne. Kernen tages forsig-
tigt ud af sampleren og arkiveres i en trækasse, der for-
sejles med plastik for at hindre fordampning og deraf
følgende skrumpning. Herefter opbevares kernen i kø-
leskab indtil den røntgenfotograferes for check af even-
tuel bioturbation. Endelig skæres kernen op i en cm tyk-
ke skiver, der analyseres for tør rumvægt, bly-210 akti-
vitet, afbrændingsrest, kornstørrelse og tungmetaller.
Fotos: Jesper Bartholdy og Jørn B. T. Pedersen, Geografisk Institut.
background image
K
ystområderne langs Jyllands vest-
kyst præges af nogle af Europas
mest imponerende klitlandskaber.
Klitterne dannes når vinden transporterer
tørt sand fra stranden ind i land. Denne
proces kaldes sandfygning eller sand-
flugt. Klitlandskaberne er i dag ­ bortset
fra de yderste havklitter og enkelte ind-
landsklitter som Råbjerg Mile ­ dækket af
tæt vegetation og helt inaktive. Dette skyl-
des i stor udstrækning den løbende til-
plantning af klitterne. Sandflugt er et uøn-
sket naturfænomen i Vestjylland. Og me-
get forståeligt. Går vi 200 til 300 år tilba-
ge var hovedparten af disse klitlandska-
ber særdeles aktive. Sandflugten hærge-
de og store vandreklitter bevægede sig
flere steder 6 til 10 km ind i land. Sand-
flugten udviklede sig mange steder til en
egentlig naturkatastrofe. God landbrugs-
jord blev dækket med flyvesand, beboel-
ser måtte forlades og tilsandede kirker
blev nedlagt. Historiske kilder og nye da-
teringer viser, at sandflugten især rasede
mellem 1550 og 1850 eller under Den lille
Istid. Dette var en periode med kølige
somre og kolde vintre. Hyppige storme
ramte vestkysten og var uden tvivl en med-
virkende årsag til den omfattende sand-
flugt. At klitområdernes sparsomme plan-
tedække samtidig blev hårdt udnyttet til
kreaturgræsning med mere gjorde kun
sandflugten værre.
Sandflugt i ældre tider
Indtil for ganske nylig havde vi kun ringe kend-
skab til sandflugt og klitdannelse i forhistorisk
tid. Nye sedimentologiske undersøgelser af ud-
valgte klitområder ved Jyllands vestkyst har
imidlertid afsløret, at klitdannelsen allerede
satte ind for omkring 7000 år siden. Under-
søgelserne har vist, at de yngste klitaflejringer
flere steder underlejres af en 8 til 12 m tyk lag-
serie af flyvesand og tørveholdige jorbundsho-
risonter. Dette gælder fx i området ved Vejers i
Sydvestjylland.
..
............................
10
NR. 3 2005
Lars Clemmensen
..
..........................................
Lektor, Geologisk Institut
(larsc@geol.ku.dk)
ved jyllands
vestkyst gennem
årtusinder
Sandflugt
background image
.............................
NR. 3 2005
11
Foto: Peter Warna-Moors, GEUS.
background image
Kystaflejringerne er opmålt med georadar og
der er indsamlet prøver til dateringer. De tørve-
holdige lag er blevet kulstof-14 dateret, mens
de vindaflejrede sandlag er blevet daterede ved
hjælp af luminescens-teknik. Området ved Ve-
jers blev overskyllet af havet for omkring 7000
år siden, og i perioden derefter opstod de første
kystklitter langs den daværende kystlinje. End-
nu var der ikke tale om storskala sandflugt og
de første kystklitter var kun omkring 2 m høje.
For omkring 5000 år siden ændrede billedet sig
imidlertid. Sandflugten tog til og en bagved lig-
gende strandsø blev udfyldt med flyvesand. Ef-
ter en periode med stabilisering af landskabet
satte en ny sandflugtsperiode ind for omkring
4200 år siden, i slutningen af Stenalderen. Land-
skabet blev ændret markant, idet flyvesandet
trængte længere ind i land og opbyggede en ud-
strakt sandslette med små klitformer.
Perioder med stærk sandflugt har været den
almindelige tilstand i området siden da. Kun i
korte perioder har sandflugten været så reduce-
ret, at plantedækket kunne brede sig i området
og stabilisere landskabet. Dette skete fx for om-
kring 3500, 2800, 2650, 1700 og 800 år siden.
Perioden med sandflugt, der begyndte for om-
kring 800 år og sluttede omkring år 1850­1900
var den periode, hvor sandflugten fik det største
omfang. Det var også i denne periode, at de sto-
re parabelklitter blev dannet og vandrede langt
ind i land.
...
...........................
12
NR. 3 2005
Klitlandskab opmåles med georadar.
To logs af boringer ved Vejers med dateringer.
Illustrationer: Lars Clemmensen, Geologisk Institut.
Foto og Illustration: Lars Clemmensen, Geologisk Institut.
Georadarprofil ved Vejers.
Området omkring Grovsø ved Vejers i Sydvestjylland er
i dag dækkket af en udbredt vindskabt (æolisk) sand-
slette. Georadarkortlægning af området har vist, at der
under sandsletten findes op til 12 m tykke flyvesands-
aflejringer (A-E) med tørveholdige jordbundshorison-
ter (a-e).
Flyvesandslagene blev dannet i perioder med forøget
stormhyppighed, mens jordsbundshorisonterne (land-
skabsstabilisering) blev dannet, når stormene aftog i
antal og styrke.
GVN=grundvandsniveau.
background image
Luminescens-datering
af klitsedimenter
Forfatter: Lars Clemmensen, Geologisk Institut.
Luminescens-metoden er meget anvendt til at datere klit-
aflejringer. Hovedparten af klitsedimentet består af sands-
korn af kvarts. Når kvartskornene ligger begravet i klitten
opsamler de energi fra radioaktiv stråling. Energien, der
opsamles i kvartskornene, stammer fra naturligt forekom-
mende radioaktive isotoper. Det drejer sig især om Uran og
Thorium. Jo længere tid kvartskornene ligger begravet, jo
mere energi opsamles der. Udsættes kvartskornene for sol-
lys fx under en periode med fornyet sandflugt tømmes
kvartskornene for opsamlet energi. Når klitsedimentet da-
teres i laboratoriet, måler man energien i kvartskornene i
form af et lys- (luminescens-) signal og man får dermed be-
stemt, hvornår sedimentkornene sidst har været transpor-
teret (belyst). Dateringer af de danske klitaflejringer er fo-
retaget ved Nordisk Laboratorium for Luminescens-datering
ved Risø.
Foto: Lars Clemmensen, Geologisk Institut.
.............................
NR. 3 2005
13
background image
Betegnelsen parabelklit blev første gang anvendt af den
danske geolog K.J.V. Steenstrup i en artikel om klitternes
vandring i 1894. Parabelklitten består af et højt midterpar-
ti og to arme eller rimmer. På topografiske kort har klitten
form som en parabel med åbningen pegende mod vinden.
Langs Jyllands vestkyst vender alle parabelklitterne såle-
des åbningen mod vest. Parabelklitterne er nu bevoksede
og inaktive, men under Den lille Istid, fra 1550 til 1850, var
hovedparten af dem aktive. Råbjerg Mile nær Skagen er
den sidste aktive parabelklit. Studier af denne klit viser, at
klitten vandrer ved at bevæge sit midterparti i vindretnin-
gen. Midterpartiet er opbygget af løst sand, der nemt sæt-
tes i bevægelse, når det blæser. Armene holdes tilbage af
bevoksning og bliver således længere og længere med ti-
den. Råbjerg Mile har en højde på omkring 20 meter over
det omgivende terræn og dækker alt under sin vandring
mod nordøst. Vandringen udgør omkring 10 m om året og
får klitten lov til at fortsætte sin vandring vil den om ca. 500
år ende sit liv i Kattegats bølger.
Foto: Lars Clemmensen, Geologisk Institut.
Parabelklitter
Forfatter: Lars Clemmensen, Geologisk Institut.
..............................
14
NR. 3 2005
Eksempler på parabelklitter, som de fremtræder
på gamle målebordsblade med 5 fods ækvidistance.
A: Kysten ved Blåvands Huk.
(Efter Steenstrup 1894).
B: Parti af Skagen odde.
C: Kysten fra Bulbjerg til Svinkløven.
background image
Årsager
Men hvad var årsagen til disse tilbagevendende
perioder med kraftig sandflugt afbrudt af korte-
re perioder med reduceret sandflugt og land-
skabsstabilisering? Arkæologer har ment, at sand-
flugten i stor udstrækning var et resultat af, at
mennesket ødelagde plantedækket i kystområ-
derne, således at sandlag blev blotlagt for vin-
dens virke. Bøndernes udnyttelse af klitområ-
derne har uden tvivl spillet en rolle og kan fx
forklare, at de seneste sandflugtsepisoder blev
så meget mere omfattende end de tidligste. De
nye dateringer viser imidlertid, at flere vigtige
sandflugtsperioder startede samtidig med, at
der indtraf en markant klimaændring i hele det
nordatlantiske område. Dette gælder fx i slut-
ningen af Stenalderen for omkring 4200 år si-
den og ikke mindst i flere perioder på overgan-
gen mellem Bronzealder og Jernalder for omkring
2800­2650 år siden. Klimaet i disse perioder er
blevet sammenlignet med det, der kendetegne-
de Den lille Istid, og vi formoder, at disse perio-
der var præget af øget stormhyppighed især i
sommerhalvåret. De hyppige storme satte san-
det i bevægelse og førte til klitdannelse, og i
områder hvor vegetationen var sparsom kunne
klitter og flyvesand trænge langt ind i land.
Mens sandflugten de seneste 200 år har været
bekæmpet med alle midler langs Jyllands vest-
kyst er vi måske nået dertil i dag, at det er ønske-
ligt med en naturlig udvikling af klitsystemerne
i udvalgte områder. Den moderne turist kræver
oplevelser, og aktive klitter er mere betagende
naturelementer end tilvoksede klitformer, der
ofte er dækket af nåletræsplantager.
...........................
..
NR. 3 2005
15
Råbjerg Mile, Danmarks største vandreklit, bevæger sig omkring 10 m mod nordøst hvert år. Sand tranporteres fra afblæsningsfladen op over klittens vindside (som her ses)
og videre til klittens læside, som når højder på 10 til 15 m. Afblæsningsfladen er typisk omdannet til lave søer i vinterhalvåret, hvor grundvandet står højest.
Klit i kystklitbæltet nordøst for Sandmilen, Skagen Odde. Det mørke sand er tungsand, det lyse er sandskredsfaner.
Foto: Lars Clemmensen, Geologisk Institut.
Foto: Lars Clemmensen, Geologisk Institut.
background image
D
er er næppe tvivl om, at vore kyster
er kommet stadig oftere i medier-
nes fokus i løbet af de seneste årti-
er. Problemer med vores kyster er talrige;
men er de egentlig flere, end de har været
tidligere? Og skyldes de udelukkende na-
turens rasen? Eller er de måske snarere et
resultat af vores egen brug og misbrug af
naturen?
Der er ingen tvivl om at stormhyppighed, vind-
drejning og en forøget vandstand, hver for sig
og ikke mindst i fællesskab, mange steder har
medført, at kystlinjen er eroderet tilbage. Og
ved omhyggelige undersøgelser ville vi også
være i stand til at belyse hvor og hvor meget,
det drejer sig om. Men vi ville samtidig opdage,
at størrelsen af de naturbetingede kystændrin-
ger sjældent matcher omfanget af `kystproble-
merne', hvis vi skal tage mediernes udsagn som
mål herfor. Det er der flere grunde til. Dels vil vi
som jordbesiddere, hvad enten vi er landmænd
eller sommerhusejere med økonomiske inter-
esser i kystzonen, påkalde os mediernes op-
mærksomhed, så snart der er `problemer' om-
kring kysten ­ uanset at kystzonen netop er
kendetegnet ved at være den mest dynamiske
natur, vi har, og ved hele tiden at justere sig ind
i forhold til ændrede dynamiske forhold. Dels
ville vi opdage, at en ganske betydelig del af
problemerne er begrundet i misforståede foran-
staltninger til `sikring' af kysten. Her tænkes der
på de traditionelle `hårde' løsninger: Sikring af
skræntfod, høfder og bølgebrydere, der alle tje-
ner til at fiksere kystlinjen ­ i modsætning til
den mere moderne opfattelse af kystbeskyttel-
se, hvor fokus er rettet mod en sikring af ky-
stens dynamiske natur og frie bevægelighed og
hvor sikringsmetoden er blevet erstattet af
sandfodring af stranden og den indre del af hav-
bunden, den såkaldte `bløde' kystsikring.
Nordkysten
Et grelt eksempel på en problemfyldt kyst-
strækning, hvor alle afskygninger af `kystfikse-
ringsmetoder', autoriserede såvel som mere
..
............................
16
NR. 3 2005
Kystproblemer
Merete Binderup
..
...........................................
Seniorforsker, GEUS
(mb@geus.dk)
Niels Nielsen
.....................................
Lektor, Geografisk Institut
(nn@geogr.ku.dk)
background image
fantasifulde, er taget i brug, findes langs kysten
af Nordsjælland. Her har problemerne efter-
hånden vokset sig så store, at der ikke længere
findes hverken lette eller billige løsninger. Store
strækninger af Sjællands nordkyst er klintkyst.
Det vil sige en kysttype, hvis oprindelige relief
på tværs af kysten (initialprofilet) har været for
stejlt i forhold til det dynamiske ligevægtsprofil
under de lokale bølgeforhold. For at udjævne
profilet og skaffe tilstrækkeligt med løse sedi-
menter til at matche bølgernes transportevne,
eroderes der i klinten.
Under naturlige forhold fortsætter erosionen,
indtil bølgerne har udviklet et lavvandet områ-
de, der er bredt nok til at dæmpe bølgernes
energi. Herefter bliver klinten stabil og dækket
af plantevækst. Men denne udvikling inde-
bærer, at mange ejendomme i ikke blot første,
men formentlig også i anden række ville gå tabt
eller alternativt skal flyttes, altså en højst utæn-
kelig situation. I stedet er der et udbredt ønske
om at fastholde, eller fiksere kystlinjen for at
beskytte ejendommene. Trods ihærdige forsøg
med diverse hårde sikringstyper er erosionen
dog fortsat. Sandstrande er blevet til stenstran-
de eller er helt forsvundet. Ejendomme med
stærkere kystværn end naboens rager frem som
bastioner, der ikke længere kan passeres
tørskoet, selv under normal vandstand.
Men sådan behøvede det ikke at være. Man
kunne, ved at tilføre kysten ligeså meget sand,
som der fjernes, på én gang fastholde kystlin-
jen, sikre ejendommene og samtidig have en
indbydende sandstrand. Der er imidlertid flere
årsager til, at der ikke for længst er iværksat en
...........................
..
NR. 3 2005
17
Eksempler på traditionelle "hårde" løsninger til sikring af kysten. Øverst til
højre ses en massiv skræntfodssikring, en betonvæg. Det lille billede i
midten viser stenhøfder, samt en skræntfodssikring af store sten og blok-
ke. På det store billede ses en enkelt stenhøfde, to gamle træhøfder og en
lang række kystparallelle bølgebrydere.
Alle tre fotos er fra kysten ved Tisvildeleje i Nordsjælland.
Fotos: Merete Binderup, GEUS.
background image
sandfodring i området. Dels er det bekosteligt
at gennemføre sandfodring i denne størrelses-
orden, dels er det en tilbagevendende udgift,
fordi der skal fodres med få års mellemrum. Og
hvordan skal regningen fordeles mellem grund-
ejerne i de første rækker, amt og kommune?
Endelig er der en helt anden grund til, at sand-
fodring ikke er iværksat i området: Nok er grund-
ejerne interesserede i at få sikret deres ejen-
domme, men ikke nødvendigvis med en løsning
der skaber attraktive badestrande, som uvæger-
ligt vil tiltrække badegæster fra et stort opland!
En løsning med sandfordring kunne for-
mentlig være spiselig for langt de fleste grund-
ejere, hvis deres andel af udgifterne blev redu-
ceret markant. I Danmark er stranden offent-
lig tilgængelig ­ når der altså er en. Etablerin-
gen af en strand kunne finansieres af amt og
kommuner. Men i Danmark er kystgrundejeren
selv medansvarlig for sikring af sin ejendom
imod eventuel kysterosion.
..
............................
18
NR. 3 2005
Sedimenterne ved kysten er i stadig
bevægelse. Der kan ske transport af
materiale langs kysten, eller vinkelret
på kysten.
Illustration: Carsten E Thuesen, GEUS.
Omtegnet efter Niels Nielsen 1988.
Huse ved Liseleje i Nordsjælland er tæt ved
at styrte i havet efter storm i 1985. Bemærk
den brede vifte af løsninger til sikring af ky-
sten, som man har forsøgt sig med.
Fotos: Niels Nielsen, Geografisk Institut.
De tOFotos viser den samme strand ved
Hald i Nordsjælland. Billedet ovenfor er
taget kort tid efter man havde strandfodret
med 25000 m
3
sand. Nederst ses den "nor-
male" situation på kysten forud for og få
år efter sandfodringen.
background image
Vindklimaet under forandring
En del kystproblemer skal sandsynligvis tilskri-
ves effekten af, at det stormer kraftigere og of-
tere end tidligere. En kraftig storm med store
bølger og høj vandstand medfører erosion på
`udsatte' kyststrækninger. Sådan har det altid
været, det er der ikke noget nyt i. Med mindre
de seneste 30 års hyppigere forekomst af erosi-
ve hændelser har betydet, at kysten ikke når at
rehabilitere sig tilstrækkeligt i de mellemliggen-
de, mere rolige perioder. Og det er der noget,
der tyder på. Men flere storme gør det ikke ale-
ne. Værre er det, at der i den samme periode er
sket en drejning af den dominerende vindret-
ning på 10 til 20 grader fra vest mod sydvest.
Når de dominerende bølger løber skråt ind mod
en kyst, der har stabiliseret sig i forhold til den
`normale' bølgeindfaldsretning, bliver der trans-
porteret materiale langs med kysten.
Fremspringende kystpartier eroderes tilba-
ge og bugter fyldes ud. Først når den domine-
rende bølgeretning igen er parallel med kysten,
ophører den langsgående transport af materia-
le og dermed ændringer af kystens orientering.
Havspejlsstigningen
En tredje faktor, som nok er den vi oftest præ-
senteres for i medierne, er stigningen af hav-
spejlet, der er en følge af den generelle tempe-
raturstigning, der medfører at vandet udvider
sig. Globalt er vandstanden gennem de seneste
100 år gennemsnitlig steget mellem 1,2 og 1,5
mm pr år. I den centrale og nordlige del af Dan-
mark har stigningen imidlertid været mindre,
fordi landet stadig hæver sig ganske langsomt
som følge af bortsmeltningen af istidens tunge
ismasser. I den sydlige del af landet har vand-
standsstigningen stort set fulgt den globale
stigning. Da man som en tommelfingerregel si-
ger, at kystlinjen viger 5 til 10 cm ved en hav-
spejlsstigning på 1 mm er det en faktor, der er
så beskeden, at den næppe lader sig udskille
fra alskens andre påvirkninger.
Hvis man i stedet beregner gennemsnit for
perioder, der er kortere end 100 år, vil resulta-
terne blive noget anderledes. Fra midten af
1940'erne og frem til begyndelsen af 1970'erne
skete der et fald i den globale middeltempera-
tur. Danske havspejlsdata fra den samme peri-
ode viser, at havspejlet var stabilt eller endog
svagt faldende. Fra begyndelsen af 1970'erne
og frem til i dag har der derimod været en kraf-
tig stigning i den globale middeltemperatur, og
havspejlsdata fra Syddanmark i samme periode
viser da også en gennemsnitlig havspejlsstig-
ning på mellem 4 og 5 mm pr år. Ved brug af
ovennævnte tommelfingerregel betyder det, at
kystlinjen gennemsnitlig er veget 1/4 til 1/2 m
pr år, og så er det blevet en størrelse, der er til
at få øje på.
I de beskrevne eksempler på `kystproble-
mer' er det kun nogle få aspekter af mange for-
skellige problemstillinger, der er blevet berørt.
Selv om vi har mere end 7000 km kystlinje i
Danmark, er der alligevel et stort pres på ky-
sten. Interesserne i kystzonen er talrige, ofte di-
rekte uforenelige og fulde af modsætninger. På
den ene side står de økonomiske interesser,
ønsker om at bruge kysten, og på den anden si-
de står ønsket om at bevare kystnaturen. Kysten
er den mest naturlige naturtype, vi har ­ men
kun så længe, den er sikret fri bevægelighed.
...........................
..
NR. 3 2005
19
Binderup, M. 1994:
Kystens geologi.
I: Naturen ved kysten (red. Sten Asbirk), s. 13­22.
Miljø- og Energiministeriet, Skov- og Naturstyrelsen.
Bjørnsen, M. & Clemmensen, L.B 2003:
De røde miler på Anholt. I Axel Jessens fodspor.
Varv, Nr. 1, 2003.
Christiansen, C., Bartholdy, J. & Kunzendorf, H. 2000:
Tungmetaller i marsken.
Vand & Jord 7(1), 28­30.
Clemmensen, L.B. 1997:
Klitaflejringer.
Geologisk Tidsskrift, hefte 1, 1­30
Gravesen, P., Jakobsen, P.R., Binderup, M. & Rasmussen, E.S. 2004:
Geologisk Set ­ Det sydlige Jylland. Geografforlaget.
Madsen, P.P. & Bartholdy, J. 1990:
Tungmetaller i Grådybs tidevandsområde.
Vand & Miljø 2, 58­61
Nielsen, N. 1995:
Havet æder vores kyster ­ ønsker man naturbeskyttelse, så velbekomme.
Geografisk Orientering 3, 100­107.
her kan man læse videre
Bølgebrydere ved Tinkerup.
Foto: Niels Nielsen, Geografisk Institut.
background image
Ny bog om Grønlands geologi
270 sider populærvidenskab, 570 illustrationer, 280 fotos, 60 faktabokse.
Grønlands fjelde afspejler Jordens geologiske udviklingshistorie gennem 3800 millioner år. Denne bog ta-
ger os med hele vejen - tilbage i tiden og rundt langs denne verdens største ø. Det er den fascinerende hi-
storie om bjergkæder, der skød op og blev slidt ned, om buldrende vulkaner og tropiske koralrev.
Bogen sammenfatter mere end 60 års geologiske undersøgelser på land og til havs, og den forklarer de
geologiske processer og belyser hvilke økonomiske ressourcer, der forekommer i Grønlands undergrund.
Bogen henvender sig til de, der er interesseret i naturen og menneskers udnyttelse af Jorden, og der vil
være inspiration at hente for de, der underviser i geologi og geografi.
Pris:
290 kr. plus forsendelse
Udgivet af:
Danmarks og Grønlands Geologiske Under-
søgelse (GEUS)
Læs mere om bogen på:
www.geus.dk
Bestilling:
bogsalg@geus.dk
Grønlands
geologiske udvikling
fra urtid til nutid
Geocenter københavn
Er et formaliseret samarbejde mellem de fire selvstændige institutioner Danmarks og Grønlands Geolo-
giske Undersøgelse (GEUS) samt Geologisk Institut, Geografisk Institut og Geologisk Museum ­ alle tre
en del af Københavns Universitet. Geocenter København har til formål at skabe et center for geoviden-
skabelig forskning, undervisning og rådgivning på højt internationalt niveau.
udgiver
Geocenter København
Redaktion
Geoviden - Geologi og Geografi er redigeret af geolog Ole
Bennike (ansvarshavende) fra GEUS i samarbejde med re-
daktionsgrupper på institutionerne.
Geoviden - Geologi og Geografi udkommer fire gange om
året og abonnement er gratis. Det kan bestilles ved hen-
vendelse til Finn Preben Johansen, tlf.: 38 14 29 31, e-mail:
fpj@geus.dk og på www.geocenter.dk hvor man også kan
læse den elektroniske udgave af bladet, eller hos Geograf-
forlaget, tlf.: 63 44 16 83, e-mail: go@geografforlaget.dk
ISSN 1604-6935
(papir)
ISSN 1604-8172
(elektronisk)
Redaktion af dette nummer: Merete Binderup, GEUS.
Produktion: Annabeth Andersen, GEUS.
Tryk: Schultz Grafisk A/S.
Forsidebillede: Læsø, sydvest for Vesterø Havn.
Foto: Merete Binderup, GEUS.
Reprografisk arbejde: Benny Schark, GEUS.
Illustrationer: Forfattere og Grafisk, GEUS.
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.
Danmarks og Grønlands
Geologiske Undersøgelse
(GEUS)
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 38 14 20 00
E-mail: geus@geus.dk
Geologisk Institut
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 35 32 24 00
E-mail: info@geol.ku.dk
Geografisk Institut
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 35 32 25 00
E-mail: info@geogr.ku.dk
Geologisk Museum
Øster Voldgade 5-7
1350 København K
Tlf: 35 32 23 45
E-mail: rcp@snm.ku.dk
Grafik
© Geocenter Danmark Øster Voldgade 10, 1350 København K Tlf.: 38 14 20 00 E-mail:
Sidst ændret : Tirsdag 22. Nov., 2005
* Valid HTML 4.01!Valid CSS!