Grafik
Grafik
IGN*Geologisk Museum*Institut for Geoscience*GEUS
Om centret
Publikationer og geofakta
Kurser
Projekter
 Til forsiden > Publikationer og geofakta > Geoviden > Geoviden 2007, nr. 2
Sitemap

Geoviden 2007, nr. 2

background image
Små-skala guldminedrift
i udviklingslande
· Små-skala minedrift
· Lovgivning og koblinger i Ghanas minesektor
· Fra mineskakt til vielsesring
· Rejse- og guldfeber
· Kviksølv og helbred
· Retorten
background image
I
november 2005 startede et projekt fi-
nansieret af Geocenter København om
de miljømæssige og socioøkonomiske
aspekter omkring små-skala guldminedrift
i Tanzania. Projektet er et samarbejde mel-
lem kulturgeografer ved Institut for Geogra-
fi og Geologi og GEUS. I denne artikel intro-
duceres fænomenet små-skala minedrift
samt dets omfang og udbredelse globalt.
Små-skala minedrift er en form for lavteknolo-
gisk minedrift, der er udbredt i udviklingslande.
Denne form for minedrift er med meget få und-
tagelser drevet af fattige folk. For millioner af
mennesker er det en måde at få mad på bordet,
mens det kun i sjældne tilfælde er en genvej til
rigdom. International Labour Organisation skøn-
ner, at omkring 100 millioner mennesker er af-
hængige af små-skala minedrift. Heraf er om-
kring 20 millioner direkte engagerede i mine-
drift, og af disse er omkring fem millioner kvin-
der og børn. Antallet af små-skala minearbejde-
re er stadigt stigende. Eksempelvis var der in-
gen små-skala minearbejdere i Mongoliet i 1995.
Ti år senere var der mere end 100.000.
Hvad er små-skala minedrift ?
Populært kan man sige, at små-skala minedrift
er tre mand og en trillebør. I praksis spænder
begrebet dog vidt. Fra et enkelt individ, en grup-
pe eller familie, der med hammer og mejsel ar-
bejder sig ind i fjeldet for at finde guld, til del-
vist mekaniserede operationer eller koopera-
tiver med flere hundrede minearbejdere, der
benytter semi-mekaniserede metoder til at ud-
nytte malmforekomster. Der er store forskelle i
antallet af små-skala minearbejdere fra konti-
nent til kontinent. I Europa og Nordamerika er
der stort set ingen små-skala minedrift, mens
det er udbredt i Asien, Afrika og Sydamerika.
Små-skala minedrift har været bedrevet i
tusinder af år. En af de ældste historier om
små-skala minedrift er historien om Jason
med det gyldne skind. I mange år var man ik-
ke rigtig klar over, hvad legenden henviste til.
Agricola forklarede imidlertid i
De re metallica
..............................
2
NR. 2 2007
Små-skala minedrift
background image
Global distribution af
små-skala minedrift.
Talangivelserne er fra
1990'erne.
Kilde: A. J. Gunson,
(http://www.casmsite.org/regional.html).
Også kvinder er involveret
i små-skala minedrift.
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
Peter W. U. Appel
.........................................................
Seniorforsker, GEUS
(pa@geus.dk)
Jesper Bosse Jønsson
.........................................................
Ph.D. studerende, Institut for Geografi og Geologi
(jbj@geogr.ku.dk)
..............................
NR. 2 2007
3
background image
(Metallernes natur) fra 1556, hvordan hyrder i
bjergrige egne lagde vædderskind ud i elvene
ved forårstid. Efter en måneds tid blev skindene
taget ud af vandet, og hvis der var guld i områ-
det, fandt man ofte talrige guldkorn i skindene.
Jasons gyldne skind var altså virkelig gyldent af
guld. Den dag i dag benytter enkelte hyrder i de
fjerneste egne af Kirgisistan den samme metode.
Små-skala minedrift i dag
Små-skala minearbejdere bryder en lang række
metaller og mineraler, og for en række af disse
er små-skala minedrift den dominerende leve-
randør til verdensmarkedet. For eksempel bliver
verdens behov for beryllium og flusspat stort
set dækket af små-skala minedrift, mens stor-
skala kommerciel minedrift er totalt domineren-
de for kobber og fosfat.
Der findes to hovedformer for små-skala mi-
nedrift: Brydning på primært og på sekundært
leje. Brydning på primært leje vil sige, at mal-
men brydes direkte fra klipperne. Brydning på
sekundært leje vil sige, at malmen findes i grus-
og sandaflejringer i floder og elve. Udvinding af
guld fra kvartsårer er et eksempel på brydning
på primært leje. I sin simpleste form arbejder
små-skala minearbejderen sig ind i fjeldet med
hammer og mejsel. Imens forsøger han at følge
den guldførende kvartsåre.
Efter brydningen bliver guldmalmen knust,
og de tunge mineraler, heriblandt guld, koncen-
treres ved hjælp af en gammeldags vaskepande.
Guldet adskilles derefter fra de øvrige tungmi-
neraler. Dette sker oftest ved den såkaldte amal-
gamering, en proces hvor der hældes kviksølv i
vaskepanden til tungmineral-koncentratet. Med
hænderne blandes kviksølv og mineraler grun-
digt, og guldet amalgamerer med kviksølv. Po-
pulært kan man sige, at guldet opløses i kvik-
sølvet. Når alt guld er opløst i kviksølvet, får
amalgamen en dejagtig konsistens og lægges i
en jernkop, der anbringes over et bål. Dér fordam-
per kviksølvet, og guldet ligger tilbage. Amalga-
mering er en effektiv metode til at uddrage gul-
..............................
4
NR. 2 2007
Vædderskind brugt til at fange guldstøv og guldkorn i
en flod.
Eksempler på metaller og mineraler, som små-skala mi-
nearbejdere bryder. Søjlerne angiver, hvor stor procent-
del små-skala minearbejdere bryder af de forskellige
metaller og mineraler i forhold til verdensproduktionen.
Kilde: De re metallica.
background image
det. Desværre er processen ødelæggende for
miljø og mennesker, fordi kviksølv er meget gif-
tigt. I modsætning til mange andre gifte nedbry-
des kviksølv ikke og det forbliver derfor i mil-
jøet, hvor det har en ødelæggende virkning på
menneskers helbred i generationer. Der er ingen
sikre opgørelser over, hvor meget kviksølv der
ad denne vej bliver ledt ud i miljøet, men der er
tale om mange hundrede tons per år.
Brydning på sekundært leje omfatter mate-
riale, der er forvitret ud af klipper og derefter af
vind og vand er transporteret væk og senere af-
lejret i lag af sand eller grus. Som eksempler her-
på kan nævnes guld, ædelsten og tin. Gennem
forvitring, transport og aflejring kan mineralerne
blive opkoncentrerede i sand eller gruslag. Her
kan koncentrationerne blive så høje, at det bliver
lønsomt at bryde for små-skala minearbejdere.
I Kirgisistan arbejder små-skala minearbej-
derne i små grupper højt oppe i bjergene for at
udvinde sekundært aflejret guld. Hvert forår,
når sneen smelter, bringes store mængder sand
og grus med smeltevandet ned ad bjergsiderne.
Guldet bliver i form af små og store guldkorn
koncentreret bestemte steder i elve og floder.
En rutineret små-skala minearbejder kan med
stor sikkerhed finde disse steder. Her graver
han sand og grus op, og hælder det i en såkaldt
sluse. Slusen er en kasse på op til et par meters
længde og tyve til fyrre centimeters bredde.
Bunden er dækket af gamle tæpper eller gum-
mimåtter fra kasserede biler. Slusen stilles i
elven, således at vandet strømmer gennem den
med lav fart. Det strømmende vand transporte-
rer sandet og gruset gennem slusen og de tun-
ge mineraler som fx guld bliver så hængende i
tæpperne eller gummimåtterne.
Lovgivning
Små-skala minearbejdere er i langt de fleste
lande uden for loven, forstået på den måde at
de ikke kan få en officiel godkendelse i form af
en licens til arbejdet. I enkelte lande er begrebet
små-skala minedrift dog indført i minelovgiv-
ningen, eksempelvis i Tanzania, Ghana, Etiopien
og Zimbabwe. I disse lande kan man således
opnå licens som små-skala minearbejder. På
trods af dette er det de færreste små-skala mi-
nearbejdere i disse lande, der er i besiddelse af
en licens. Tanzanias lovgivning giver plads til
tilstedeværelsen og udviklingen af en små-skala
minesektor og lover bl.a. øget støtte til små-
skala mineforetagender gennem adgang til råd-
givning og træning, kredit, billigt udstyr og spe-
cielt reserverede mineralholdige områder. Men i
..............................
NR. 2 2007
5
En guldgraver hugger en guldførende kvartsåre ud i en
tunnel i Filippinerne.
Kviksølv tilsættes den knuste guldmalm.
Guld opløst i kviksølv bliver opvarmet over et bål hvor-
ved kviksølvet fordamper og guldet ligger tilbage.
Fotos: Peter W. U. Appel, GEUS.
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
background image
realiteten er der en stor kløft mellem lovgivnin-
gen og den reelle situation, hvor store minesel-
skaber ofte presser små lokale operationer ud
af mineralrige områder.
I de fleste udviklingslande betragter rege-
ringerne i bedste fald små-skala minedrift som
et nødvendigt onde, mens fænomenet i andre
til-fælde bliver bekæmpet. Således har Mongo-
liets regering ved flere lejligheder sendt politi
og militær ud for at rydde områder med små-
skala minearbejdere. Nogle gange har denne
rydning været begrundet i generel utilfredshed
med de lovløse små-skala minearbejdere. An-
dre gange har det været for at favorisere kom-
mercielle mineselskaber. I Tanzania fik tusinder
af små-skala minearbejdere i 1996 et døgn til at
forlade et område, hvor de havde drevet mine-
drift i årtier, efter et stort mineselskab havde
fået licens til området.
Det er almindeligt anerkendt, at små-skala
minedrift kan bidrage til den økonomiske ud-
vikling af de områder, hvori den finder sted.
Sektoren giver arbejde til tusinder af menne-
sker, der ofte har kort eller ingen uddannelse.
Penge tjent på minedriften bliver oftest brugt
og/eller investeret lokalt, hvilket fører til positive
økonomiske effekter for lokalsamfundet. Endvi-
dere fører jobmulighederne i små-skala mine-
sektoren til nedsat migration fra land til by, som
er et udbredt fænomen i mange udviklingslande.
Men samtidig skaber sektoren sociale, politi-
ske og miljømæssige problemer, som forhin-
drer den i at indfri sit fulde potentiale.
Konflikter
Konflikter mellem store mineselskaber, eksiste-
rende lokalsamfund og små-skala minearbej-
dere over bl.a. jord- og minerettigheder, kom-
pensationer og betaling af afgifter til staten fore-
kommer hyppigt og fører regelmæssigt til volde-
lige konfrontationer. Problemet er stigende på
grund af det voksende antal personer, som ser
sig nødsaget til at gå ind i små-skala minedrift
for at opretholde eller forbedre deres levevilkår.
Den største miljømæssige omkostning er for-
urening med kviksølv i forbindelse med udvin-
ding af guld. Derudover fyldes hullerne ikke op,
når en udgravning forlades, hvilket medfører
jorderosion og ulykker, og skove fældes for at få
tømmer til understøtning af minegange.
Kun få små-skala minearbejdere prioriterer
en sikker arbejdsplads. Særligt farligt er arbejde
under jorden i tunneller eller lodrette skakter.
Det sker ofte, at tunneller og skakter styrter sam-
men. Udover arbejdsulykker og kviksølvforgift-
ning, er en af de væsentligste sundhedsmæs-
sige skader af små-skala minedrift stenlunger.
Denne sygdom skyldes indånding af kvarts-
støv. Det dannes når de guldholdige kvartsårer
knuses, og det indåndes når man ikke bruger
åndedrætsværn. Men også HIV er udbredt i mine-
områder på grund af kombinationen af mænd
langt fra hjemmet og mange prostituerede, der
følger i kølvandet på mange større guldfund.
Desuden stiger kriminaliteten i små-skala mine-
miljøer betydeligt.
Det er således på den ene side vigtigt at fast-
holde, at små-skala minedrift har en positiv ef-
fekt på et lands økonomiske udvikling. Men
samtidig kan det have store omkostninger for
den enkelte, for lokalsamfundet og for miljøet.
Hvis små-skala minesektorens udviklings-
potentiale skal materialisere sig, er en institu-
tionel, organisatorisk og teknologisk opgrade-
ring derfor nødvendig.
..............................
6
NR. 2 2007
Arbejdet ligger stille under en heftig regnbyge.
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
Guldudvinding i en elv i Kirgisistans bjerge. Guldhol-
digt sand og grus hældes i den hjemmelavede sluse
hvor vandet løber igennem. Det tunge guld bliver lig-
gende og resten skylles væk.
Foto: Peter W. U. Appel, GEUS.
background image
..............................
NR. 2 2007
7
background image
I
de senere år er minelovgivningen i
Ghana og andre afrikanske lande ble-
vet lempet, således at landene får
mindre kontrol over minesektoren. Det har
ført til øget interesse fra transnationale
mineselskaber, der har åbnet eller gen-
åbnet en række guldminer. Staten har ak-
tier i disse miner, og får derved en lille ind-
tægt. Lokale firmaer leverer simple reser-
vedele og fødevarer, men der er ingen for-
bindelse mellem de transnationale sel-
skaber og små-skala minedrift.
I slutningen af 2006 blev en ny minelovgivning
godkendt af Ghanas præsident. Parlamentet hav-
de vedtaget den i 2005, og forarbejdet med at
ændre den eksisterende lovgivning startede fle-
re år forinden, idet det ansvarlige ministerium
fremlagde loven allerede i 2002. Den lange be-
handlingstid skyldes, at der måtte føres langva-
rige, svære politiske forhandlinger. Der er nemlig
store interessekonflikter mellem de internatio-
nale mineselskaber, lokale ghanesisk ejede fir-
maer, lokalsamfund og politikere. Sagt lidt fir-
kantet er problemet først og fremmest, hvordan
gevinsten ved minedrift skal fordeles. I Ghana
drejer det sig primært om udvinding af guld.
Hvordan sikres et `tilfredsstillende' afkast til de
internationale selskaber, som investerer betyde-
lige summer i etablering og drift af minerne?
Hvorledes skal de berørte lokalsamfund kom-
penseres for de ulemper, både miljømæssige og
socioøkonomiske, som minedriften påfører dem?
Hvordan sikres det, at erhvervsinteresser i Ghana
får mulighed for at gå ind i aktiviteterne enten
direkte eller som leverandører af varer og tjene-
ster til de egentlige mineoperatører? Og ende-
lig, hvordan sikres en `rimelig' indtægt til stats-
kassen, så nationale naturressourcer kommer
hele befolkningen til gode?
Det var en betydelig nedgang i de udenland-
ske investeringer i slutningen af 1990'erne og li-
ge efter århundredeskiftet, som satte gang i re-
videringen af den Ghanesiske minelovgivning.
Hensigten med den nye lov var at lokke mere
udenlandsk kapital til landet ved at tilbyde for-
bedrede betingelser for udenlandske selskabers
aktiviteter. Skatten er halveret, og der er åbnet
for individuelle aftaler mellem staten og det en-
kelte mineselskab, som sikrer selskabet kon-
stante arbejdsvilkår i op til 15 år. I særlige tilfælde,
hvis investeringen er større end 500 millioner
US$, kan staten fravige andre krav i lovgivningen,
herunder krav til miljøhensyn og løsning af kon-
flikter med lokalsamfund. Hertil kommer en
række fordelagtige finansielle ordninger, som
allerede eksisterede i den gamle lovgivning (så
som gunstige afskrivningsregler, fritagelse for
importafgifter og tilladelse til at tilbageholde
udenlandsk valuta).
Ghana og andre lande i Afrika
Minelovgivningen i Ghana er nu på de væsent-
ligste områder identisk med nyere lovgivning i
andre afrikanske lande. Der er tale om et `race to
the bottom'. I konkurrencen om at tiltrække uden-
landsk kapital kappes afrikanske lande om at til-
byde gunstige betingelser for de internationale
mineselskaber. Det betyder i realiteten, at sta-
terne får mindre indflydelse og færre indtægter.
Set over en 20-årig periode er der tale om
betydelige ændringer i de afrikanske landes
lovgivning og dermed af den statslige regule-
ring af mineaktiviteterne. Ændringerne er kom-
met gradvist og i flere faser siden begyndelsen
af 1980'erne. På dette tidspunkt startede om-
fattende ændringer af den økonomiske politik i
mange gældstyngede afrikanske lande. Det ske-
te ved gennemførelse af de såkaldte strukturtil-
pasningsprogrammer, som primært var desig-
net og finansieret af Verdensbanken. Program-
merne indeholdt en liberalisering af de nationale
økonomier og privatisering af størstedelen af
de statslige aktiviteter.
Strukturtilpasningsprogrammerne fik særlig
stor betydning for minesektoren i Afrika. Efter
uafhængigheden fra de tidligere kolonimagter
blev mange miner nationaliseret og staten over-
tog driften. National kontrol over naturressour-
cerne blev betragtet som helt afgørende for finan-
siering af en selvstændig udviklingsstrategi,
som også sigtede mod at opbygge koblinger
mellem minedriften og andre erhverv. Af for-
skellige årsager var disse bestræbelser sjæl-
dent succesfulde. De statsdrevne mineselskaber
havde store tab, og investeringer i nye maskiner
og øvrigt udstyr var lave. Men med starten af li-
beralisering, privatisering og nye lovgivnings-
mæssige rammer for minesektoren skete der en
voldsom vækst i udenlandske investeringer.
Ghanas nyere udvikling
Udviklingen i Ghana er meget illustrativ. Efter
den første ændring af mineloven i 1986 be-
gyndte internationale selskaber langsomt men
sikkert at investere i landet. Gamle miner blev
genåbnet og nye guldminer blev åbnet. Produk-
tion og eksport steg hastigt. I starten af 1990'er-
ne produceredes omkring 500.000 ounces guld
(1 ounce = 31,1 gram), mens produktionen var
på godt 2.500.000 ounces i slutningen af sam-
me årti. Siden er produktionen faldet noget igen,
og der er sket en reduktion i antallet af mine-
selskaber. Kun fem internationale selskaber fra
Sydafrika, Australien og USA er nu aktive, idet
mange mindre mineselskaber er blevet overta-
get eller lukket. De fem selskaber står tilsam-
men for ca. 90 procent af Ghanas guldeksport,
som udgør mellem halvdelen og to tredjedele af
landets totale eksport.
Skatteindtægten fra guldminedriften er dog
lille. Ifølge mineloven har staten en aktiebe-
holdning på 10 procent i de internationale sel-
skabers afdelinger i Ghana. Staten får således
et afkast som alle andre aktionærer. Men mine-
industrien er fortsat udenlandsk domineret, og
bidrager kun i meget ringe omfang til landets
udvikling. Det diskuteres derfor ofte, hvordan
denne tilstand kan ændres. Specielt peges på
betydningen af koblinger mellem stor-skala mine-
sektoren og andre erhverv, herunder små-skala
minedrift. Loven indeholder faktisk krav om, at
mineselskaberne skal involvere lokale firmaer.
Mulighederne er dog meget begrænsede og
afhænger desuden af det mineral, der er tale
om. For eksempel er der i guldmineindustrien
en tendens til, at de store mineselskaber, som
står for indkøb og drift af knusnings- og udvin-
..............................
8
NR. 2 2007
Lovgivning og koblinger
i Ghanas minesektor
background image
Niels Fold
.........................................................
Professor, Institut for Geografi og Geologi
(nf@geogr.ku.dk)
Marianne Nylandsted Larsen
.........................................................
Adjunkt, Institut for Geografi og Geologi
(mnl@geogr.ku.dk)
dingsanlæg, nu også indkøber udstyr til selve
brydningen af malmen. For ganske få år siden
blev brydningen som regel overdraget til andre
internationale firmaer, som havde specialiseret
sig i malmudvinding. Disse firmaer udførte
brydning af malm i mange forskellige lande og
opnåede derved betydelige stordriftsfordele og
ophobede stor teknisk erfaring. De senere års
høje guldpriser, lave renter og de omtalte æn-
dringer i de nationale minelovgivninger har
imidlertid fået mineselskaberne til at samle de-
res aktiviteter. Men under alle omstændigheder
giver industrien ikke mange muligheder for lo-
kale selskaber ­ dertil er investeringer i udstyr
og maskiner for omfattende og de teknologiske
krav for høje.
Heller ikke andre led i `guld-kæden' åbner
store muligheder for lokale selskaber. Udforsk-
ning og kortlægning af nye forekomster foreta-
ges af specielle selskaber, som stort set alle er
udenlandsk ejet og hvis medarbejdere mest be-
står af højt kvalificerede geologer og teknikere.
Disse selskaber opererer enten selvstændigt el-
ler i samarbejde med de store mineselskaber,
som ser en fordel i at dele udgifterne med spe-
cialiserede partnere. Raffinering af guld er så
kapital- og teknologikrævende, at det kun fore-
går ganske få steder i verden, fx i Sydafrika,
Schweiz og Australien. Maskiner og andet ud-
styr, dvs. alt fra gravemaskiner, bulldozere, bor
til måleudstyr, kommer fra andre dele af verden,
da intet ghanesisk firma råder over den fornød-
ne produktionskapacitet. Også kemiske analy-
ser af jord og bjergarter foregår hos interna-
tionale firmaer, som har etableret laboratorier i
udvalgte afrikanske lande.
Selv mere basale ydelser som drift af kanti-
ner, rengøring og sikkerhedsovervågning er ud-
liciteret til internationale firmaer. Det samme
gælder for revisionsopgaver samt miljøkonse-
kvensberegninger, som internationale konsu-
lentfirmaer varetager. Kun ganske få og simple
varer og tjenester leveres af lokale firmaer, som
fx simple reservedele, brændstof og fødevarer.
Koblinger til små-skala udvinding af guld er
om muligt endnu mere beskedne. Forskellen
mellem de to grene af minesektoren med hen-
syn til teknologi, tilrettelæggelse af arbejdsgan-
ge, logistik, samt primær forarbejdning af mal-
men, er simpelthen for store. Selv den lovlige
del af små-skala minesektoren (dvs. aktiviteter
baseret på en lovlig minekoncession) arbejder
med meget simple redskaber og udbyttet bliver
solgt til mere eller mindre uformelle opkøbere.
Der eksisterer således ikke nævneværdige
koblinger mellem de to grene af guldminesek-
toren. Og der er ikke udsigt til, at sådanne kob-
linger med positive spin-off effekter kan etable-
res. Men på trods af deres indbyrdes isolation
er der dog ofte konflikter mellem de store inter-
nationale mineselskaber og udøverne af små-
skala minedrift, særligt de store grupper af om-
rejsende mænd, som arbejder uden licens eller
koncession i de områder, hvor de slår sig ned.
Hvis udbyttet ikke svarer til anstrengelser og
forventninger, flytter aktiviteterne til andre ste-
der, hvor forventningerne til guldfund er større.
.............................
NR. 2 2007
9
Forskellene på små- og stor-skala minedrift er enorme.
Fotoet til venstre viser en lastvogn fra en stor-skala guldmine.
Fotoet til højre viser en små-skala guldgraver på arbejde.
Foto: Jesper B. Jønsson, Institut for Geografi og Geologi.
Foto: Clement Msalangi, Geita Gold Mine i Tanzania.
background image
F
or små-skala guldminedrift i Tan-
zania er 'guldkæden' markant for-
skellig fra 'guldkæden' for stor-
skala minedrift. I små-skala minedrift ud-
vindes guldet enten fra klipper eller fra
flodaflejringer. I klipperne sprænges små
minegange, mens der fra flodaflejringerne
graves sand eller grus op nær jordover-
fladen, hvorefter det vaskes.
Guldet renses lokalt og sælges til guld-
opkøbere. En stor del af guldet ender som
smykker i Indien og Mellemøsten.
`Guldkæden' for små-skala minedrift i Tanzania
er uafhængig af varekæden for guld fra de store
mineselskaber, og relationerne mellem de to
sektorer er, ligesom i Ghanas tilfælde, yderst
begrænsede. Det sidste år har verdensmarkeds-
prisen for guld været over 600 US$ pr. ounce,
hvilket er det højeste i 25 år. Væksten i prisen
på guld skyldes dels internationale økono-
miske strukturændringer, dels en øget efter-
spørgsel på guld til smykker i Indien og Kina. På
grund af den øgede efterspørgsel har guld-
gravere ingen problemer med at afsætte deres
guld. I dag følger guldpriserne i selv de fjerneste
guldgraversamfund i Tanzania verdensmarkeds-
prisen. På grund af Internettet, hvor den daglige
verdensmarkedspris for guld fremgår, er det i
dag sværere for guldopkøberne at snyde med
prisen. Dog er det stadig langt de færreste små-
skala minearbejdere, der har direkte adgang til
Internettet.
Men intern udbytning i små-skala guldmine-
områderne foregår stadig. Prisen guldgraverne
får for deres guld er mellem 50 og 90 procent af
verdensmarkedsprisen alt efter, hvem de sæl-
ger til, og hvem de arbejder for. Hvis man arbej-
der i andres mineskakter, får man ikke løn, men
mad og medicin samt provision af, hvad der ud-
vindes. Hvis man har sine egne mineskakter på
andres områder, betales provision af udbyttet
til licensholderen. Licensholderen kræver end-
videre ofte, at folk der arbejder i området, sælger
deres guld til licensholderen til en pris, som lig-
ger under prisen hos den lokale guldopkøber.
..............................
10
NR. 2 2007
Fra mineskakt
til vielsesring
Tømmer er vigtigt til sikring af små-skala mineskakter.
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
background image
Ofte udvinder licensholdere ikke selv guld,
men de indkasserer en provision (ofte 30 pro-
cent) fra de folk, som har skakter i licensområ-
det. Desuden får de profitten på det guld, der
købes op under den gældende guldpris i mine-
samfundet. Licensholderen køber eksempelvis
guldet fra skakthaverne for 100 kroner pr. gram
og sælger det til den lokale guldopkøber for 110
kroner. Mellem minearbejderne og skakthaverne
og mellem skakthaverne og licensholderne fin-
des ingen kontraktlige forpligtelser, og forhol-
det kan i realiteten afsluttes når som helst.
Guldgravere der arbejder uden for andres
mineskakter og licensområder, får en bedre pris
for deres guld, da de kan sælge det til højeste
bud. Grunden til at guldgravere alligevel vælger
at arbejde i andre folks mineskakter, er at selv
små-skala guldminedrift på primært leje kræver
investeringer. Dynamit, udstyr, tømmer til afstiv-
ning af minegange samt mad og medicin til ar-
bejderne koster penge, som kun et fåtal af guld-
graverne kan stable på benene. I visse områder
findes guldet langt nede i jorden, og det tager
tid og penge at nå derned. Desuden skal man
have licens til at grave efter guld. Disse licenser
er på ti hektar (0,1 kvadratkilometer), og det er
kun de mest fremsynede og heldige minearbej-
dere, der får en licens til områder med guld-
bærende klipper. De senere år er det blevet sta-
digt sværere at få en licens, da størstedelen af
de guldholdige områder i Tanzania er blevet
overdraget til store mine- eller investeringssel-
Jesper Bosse Jønsson
.........................................................
Ph.D. studerende, Institut for Geografi og Geologi
(jbj@geogr.ku.dk)
.............................
NR. 2 2007
11
Verdensmarkedsprisen
for en ounce guld i peri-
oden fra 1985 til 2007.
kilde: www.kitco.com
Guldmalmen hejses op fra en 50 meter dyb mineskakt i Londoni i Tanzania.
Foto: Jesper B. Jønsson, Institut for Geografi og Geologi.
background image
skaber. I de fleste tilfælde er der tale om li-
censer til prospektering, dvs. eftersøgning af fo-
rekomster. I andre tilfælde er der tale om li-
censer til at udvinde kendte forekomster.
Minedrift på sekundært leje gennemføres
ofte af enkelte personer eller af grupper. Specielt
i regntiden koncentrerer mange guldgravere sig
om denne form for minedrift, da der kræves store
mængder af vand til at udvinde guldet. En und-
tagelse er guldklumper aflejret tæt på overfladen.
Her kan en metaldetektor nemlig bruges med
stor succes og uden brug af vand. Guldudvin-
ding på sekundært leje er attraktivt da guldet
ofte er renere end guld udvundet fra fast fjeld.
Da banklån stort set er umulige at få for
guldgravere, giver de lokale guldopkøbere ofte
lån til de guldgravere, som de stoler på. Lånene
tilbagebetales i guld og renterne betales ved, at
låntagerne skal sælge deres guld til långiveren.
I visse tilfælde får låntagerne også en lidt dårli-
gere pris for guldet, men da lånerenten i de lo-
kale banker er 22 procent, betaler det sig alligevel.
Guldopkøbere
Hvert guldmineområde af en vis størrelse har
dets guldopkøber(e), som igen har deres net-
værk af underopkøbere, som guldopkøberen fi-
nansierer. Deres job er at tage rundt i de lidt
mindre mineområder og `støvsuge' for guld.
Guldopkøberne tager typisk til en af landets
store byer, oftest millionbyen Dar es Salaam, for
at sælge deres guld, da guldprisen i Dar es Sa-
laam ligger højere end i de ofte fjerntliggende
guldminesamfund. Hovedparten af guldop-
køberne i Dar es Salaam er indiske guldsmede.
Før guldet købes, brændes det meste af uren-
hederne, specielt kviksølv, væk og guldets ren-
hed testes. Således betales guldopkøberne fra
minesamfundene for det reelle indhold af guld,
og en uerfaren opkøber, der har købt guld med
for lav renhed, kan miste penge. Derefter raffi-
neres guldet igen, først ved brænding ved høj
varme, siden med salpetersyre, indtil det har en
En guldopkøber i Matundasi guldmine-
samfund i Tanzania.
Foto: Jesper B. Jønsson,
Institut for Geografi og Geologi.
I Chunya-distriktet i Tanzania benytter mange guldgravere sig af metaldetektorer.
..............................
12
NR. 2 2007
Kun få små-skala minearbejdere når at sikre sig mine-
licenser.
Fotos: Dorthe Friis Pedersen.
background image
renhed på mellem 99,6 og 99,9 procent. I denne
tilstand er guldet stort set umuligt at skelne fra
det guld, som er udvundet af store mineselska-
ber og renset på certificerede guldraffinaderier.
Noget guld eksporteres rent, men det meste
blandes op med kobber og sølv og bruges til
smykker, der som regel bliver fremstillet af
guldsmede bragt over fra Indien af de tanzani-
anske indere. En del af disse smykker sælges i
Dar es Salaam. Men en stor del af dem ekspor-
teres til Indien og i særdeleshed til guldhan-
delscenteret Dubai for videresalg. For at undgå at
betale skat og eksportafgifter, smugles største-
delen af guldet, ifølge kilder fra det tanzanian-
ske mineministerium, ud af Tanzania gennem
Zanzibar af kvinder, som bærer guldet som
smykker. I Dubai ligger det ene juvelerstrøg ef-
ter det andet, og mange guldopkøbere og guld-
smede fra hele verden, men specielt fra Mellem-
østen og Indien, køber smykker her. Udviklings-
lande udgør i dag omkring to tredjedele af ver-
dens guldefterspørgsel og specielt i Indien,
hvor guld har stor kulturel betydning, er efter-
spørgslen stor.
Hovedparten af guldopkøberne i Dar es Salaam i Tan-
zania er indere, som også ejer juvelerbutikker.
Fotos: Dorthe Friis Pedersen.
En indisk guldsmed tester
guldets renhed.
En stor del af guldet fra Tanzanias små-skala guldmine-
sektor eksporteres som smykker.
Mange af de ansatte hos de store guldsmede i Dar es Sala-
am er indere som de tanzanianske indere har bragt til Tan-
zania på grund af deres evner som guldsmede.
.............................
NR. 2 2007
13
background image
I
løbet af de sidste ti år er Tanzania ble-
vet Afrikas tredje største eksportør af
guld. Små-skala minearbejderne rej-
ser land og rige rundt på jagt efter guld og
rigdom. Nu og da er de heldige og tjener
store penge på kort tid. Men som regel for-
svinder pengene hurtigt og kun sjældent
lykkes det at investere dem.
Tanzanias undergrund er rig på en række værdi-
fulde mineraler og minesektoren domineres af
guldudvinding. På ti år er landet gået fra at være
en uanseelig guldeksportør til at være Afrikas
tredjestørste efter Sydafrika og Ghana. Der eks-
porteres årligt 50 tons guld svarende til omkring
700 millioner US dollars. I dag findes der seks
store guldminer i Tanzania, styret af internationale
selskaber. Desuden er der omkring 300.000 lo-
kale guldgravere, som arbejder med små-skala
minedrift. Foruden disse guldgravere er omkring
250.000 tanzanianere involverede i udvinding
af en lang række ædelsten, hvoraf diamanter,
tanzaniter, rubiner, safirer og smaragder er de
mest kendte.
Det er drømmen om forbedrede leveforhold
og i bedste fald rigdom, der får tusinder af tan-
zanianere til at rejse land og rige rundt på udkig
efter guld og ædelstene. Men vejen til rigdom er
lang og usikker, og mens kun få er heldige, skal
mange arbejde hårdt for blot at tjene penge til
busbilletten hjem. I bestræbelserne på at for-
bedre deres levevilkår udviser små-skala mine-
arbejderne en høj grad af mobilitet. Siden år
2000 har Tanzania oplevet ti store guldfebre
med guldfund, der på ingen tid trækker tusinder
af mennesker til. I kølvandet på guldgraverne er
der en tilstrømning af folk, som lever af guldgra-
vernes udbytte. Denne gruppe omfatter alt fra folk,
der åbner interimistiske butikker, barer og hotel-
ler til guldopkøbere, prostituerede og kriminelle.
I forbindelse med et igangværende projekt
om guldgraveres mobilitet i Tanzania er 120 guld-
gravere fra to guldmineområder blevet inter-
viewet omkring deres mobilitet, liv og forhåb-
ninger. Det ene område, Londoni, var i mange år
en lille landsby med under 200 indbyggere,
som hovedsageligt levede af kvægdrift og sub-
sistenslandbrug. Men i juli 2004 fandt en lokal
indbygger guld. Rygterne om guldfundet kom hur-
tigt andre for øre, og guldfeberen var en realitet.
I løbet af et par uger var mellem ti og femten tu-
sinde mennesker samlet i området.
Masaka Kisena
En af disse var 37 årige Masaka Kisena, der i
1985, i en alder af 14 år, løb hjemmefra for at fin-
de lykken i de nærliggende guldminer. Her tjen-
te han på få måneder 2000 danske kroner, hvil-
ket var en mindre formue. Pengene bragte han
stolt hjem til forældrene, der brugte dem til at
købe kvæg. Siden da har han gravet efter guld,
rubiner, safirer, turmaliner, spinel og granater
på over 45 lokaliteter i Tanzania, Burundi og
Mozambique. Han har prøvet lidt af hvert: At an-
komme til et nyt område, grave en dag og være
heldig. Eller grave i flere måneder uden at finde
noget som helst. Han har arbejdet som guldop-
køber og har forsøgt sig med køb og salg af alt
fra ris og bananer til medicin og pesticider. Hver
gang mistede han i sidste ende pengene, efter
hans egen mening på grund af manglende ud-
dannelse, og tog derfor tilbage til minerne.
I 1996 blev han fjernet fra sine velproduce-
rende guldskakter i Kahama-distriktet, da om-
rådet blev solgt til et svensk mineselskab. Det-
te selskab solgte senere licensen videre til Bar-
rick Gold, verdens største guldproducent, som i
dag driver en stor guldmine i området. I Mozam-
bique blev han overfaldet og skudt i ryggen af
røvere som stjal 730 gram guld, som det havde
taget ham et halvt år at opkøbe. Det er langtfra
den eneste gang han har prøvet at blive overfal-
det og berøvet. Kriminalitet og mangel på sik-
kerhed følger i kølvandet på alle store guld- og
ædelstensfund.
Selv mener han, at det er hans troværdig-
hed, hans store netværk af minefolk og kend-
skab til alle aspekter af små-skala minedrift,
der i flere omgange har hjulpet ham til at tjene
forholdsvis mange penge på mineaktiviteterne.
Men lige så meget som hans stærke sider har
hjulpet ham til at tjene penge, har hans svage
sider, især hans naivitet og manglende evne til
at investere sine penge ordentligt, betydet at
han har tabt dem lige så hurtigt som de blev
tjent. I 1999/2000 tjente han 150.000 og i 2004
55.000 kroner. Men bortset fra et lille hus, 40
køer og noget land, som er lige så spredtlig-
gende, som hans færden de sidste 22 år, ejer
han i dag kun lidt gammelt mineudstyr. I Lon-
doni tjente han godt nok 100.000 kroner den
første måned, men de blev brugt på dynamit,
udstyr, mad og medicin til hans arbejdere på tre
mineskakter, som han finansierer. Disse har ik-
ke produceret tilnærmelsesvist så meget som
han regnede med, og mangel på geologisk vi-
den har endnu engang vist sig som et stort pro-
blem.
I Londoni formåede han at sende 15.000
kroner hjem til sine forældre. Pengene blev
blandt andet brugt på skolepenge til hans to
..............................
14
NR. 2 2007
Rejse- og guldfeber
Masaka Kisena viser hvor han blev ramt af en kugle un-
der et overfald i et guldgraverområde i Mozambique.
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
background image
børn, som bor hos forældrene. Børnene har han
fået med to kvinder i tOForskellige minesam-
fund. Det er ikke unormalt, at minearbejdere
øger familien i de mineområder, de arbejder i.
Ofte forbliver konen i det forrige område, eller
det sted hun nu har valgt at bo. Samtidig til-
trækker mineområdernes mange mænd med
penge på lommen et stort antal kvinder. Disse
ender ofte som minearbejdernes samleversker,
men bliver mange gange ladt tilbage, når mine-
arbejderne tager hjem eller videre til næste sto-
re fund. Således har nogle minearbejdere ko-
ner, kærester og børn spredt ud over flere for-
skellige minesamfund.
På trods af, at Masakas liv har været præget
af op- og nedture, synes han selv, at han har
været forholdsvis succesrig. Han har været vidt
omkring, fået mange venner, set steder han ik-
ke havde drømt om, prøvet diverse forretnings-
eventyr, og han er stadig sund og rask og lider
hverken af stenlunger, kviksølvsforgiftning eller
andre følger af livet i minerne. I marts 2007 for-
lod han Londoni og tog til distriktet Handeni,
hvor den seneste guldfeber raser. Han havde da
300 kroner på lommen.
Han er træt af det omstrejfende liv, fortæller
han. Hans drøm er at starte et landbrug med
grønsagsproduktion. For at realisere dette har
han brug for 100.000 kroner til en traktor og et
vandingsanlæg. Jorden har han allerede købt
for flere år siden. Pengene regner han med at
tjene på en tur, han planlægger til Congo, hvor
guldpriserne er helt i bund. Han regner således
med at tjene masser af penge ved at købe guld
i Congo og sælge det i Tanzania. Men som så
mange andre små-skala minearbejdere er Ma-
sakas udfordring at stoppe, mens legen er god.
Troen på, at store fund altid efterfølges af nye
fund, er dybt forankret i mange minearbejdere.
Det betyder, at flere af dem, efter flere gange i
deres liv at have haft flere penge mellem hæn-
derne end den gennemsnitlige bonde nogen-
sinde har drømt om, ender livet i dyb fattigdom,
sommetider uden mulighed for at rejse penge
til en billet tilbage til deres hjemegn.
Rige guldgravere?
Et tidligere forskningsprojekt vurderede, at
små-skala minearbejdere har en gennemsnitlig
indkomst, der er seks gange større end bøn-
ders. Dog er leveomkostningerne i minesam-
fund højere end i andre områder både som følge
af minesamfundenes ofte fjerne beliggenheder,
og fordi minearbejderne generelt har forholds-
vis mange penge på lommen. Men mange
mandlige minearbejdere præges af en kultur,
hvor penge bruges hurtigt; til spiritus, fest, spil
og kvinder. `Ukipata tumia, ukikosa jutia' og
`Ponda mali, kufa kwaja' betyder på swahili
henholdsvis `Brug hvis du får, græd hvis du mis-
ser' og `Brug pengene, døden kommer'. Disse
mottoer bruges af små-skala minearbejdere
over hele Tanzania.
I Londoni var en minearbejder i 2006 utrolig
heldig, da der i hans mineskakt blev fundet
guld til en værdi af omkring én million kroner.
Efterfølgende købte han en bil og lejede alle
værelserne på det dyreste hotel i Singida, en
nærliggende by, hvortil han inviterede sine ven-
ner til at spise og drikke gratis så længe de ly-
stede. I dag er han tilbage i Londoni, har solgt
bilen, skylder folk penge og har ikke en øre på
lommen. En mere fornuftig person ville have
sikret fremtiden for hele sin storfamilie. Blandt
minearbejderne findes der da også mennesker,
der har skabt velstand fra de penge de har tjent
i minerne. For dem er det mottoet `Fanya kazi
kama mtumwa, uishi kama mfalme', der bety-
der `Arbejd som en slave i dag, lev som en kon-
ge i morgen', der gælder.
.............................
NR. 2 2007
15
Jesper Bosse Jønsson
.........................................................
Ph.D. studerende, Institut for Geografi og Geologi
(jbj@geogr.ku.dk)
Fantasien fejler ikke noget for de mange børn i Londoni.
Guldfeberen tiltrækker også mange kvinder.
Fotos: Jesper B. Jønsson, Institut for Geografi og Geologi.
Det lokale `Casino' i Londoni.
Fotos: Dorthe Friis Pedersen.
background image
N
..............................
16
NR. 2 2007
ormalt bruger små-skala guld-
graverne kviksølv til at ekstrahere
guldet. Det giver store problemer,
da kviksølv er særdeles giftigt og ikke
nedbrydes. Det kan føre til kviksølvforgift-
ning af minearbejderne, og en del arbej-
dere er døde. Det værste er dog, at kvik-
sølvet kan føre til, at børn i mineområder-
ne fødes med hjerneskader ­ skader som
de skal leve med hele livet.
Under afbrænding af guld-kviksølv blandingen
(amalgamen) i forbindelse med guldudvinding
indåndes dele af det fordampede kviksølv af ar-
bejderne eller beboerne i det lokalsamfund,
hvor amalgameringen foregår. Det kviksølv, der
ikke indåndes, fortættes og falder ned på jor-
den. Når kviksølvet først er i jorden, optages det
af planter og dyr, eksempelvis af græs, der bli-
ver spist af kvæg. Eller dele af det optages af
høns og kyllinger, der går rundt og pikker i jor-
den på pladser, hvor der arbejdes med kviksølv.
Senere finder kviksølvet vej til drænings-
systemet. I bække og åer bliver det metalliske
kviksølv omdannet til methyl-kviksølv af bakte-
rier. Methyl-kviksølv er endnu giftigere end me-
tallisk kviksølv. Det farlige ved denne form for
kviksølv er, at methyl-kviksølv lettere bliver op-
taget af organismer, og dermed kommer til at
indgå i fødekæden. Undersøgelser af fisk fra Vic-
toriasøen i Tanzania i nærheden af Mugusu, der
er et center for små-skala guldminedrift, har
påvist op til 0,41 mg kviksølv per kg fisk. Dette
kviksølvindhold er under faregrænsen for indta-
gelse af forurenede fisk, såfremt fisk ikke spi-
ses hver dag. Imidlertid udgør fisk en så stor del
af de lokales føde, at det samlede kviksølvind-
tag kommer langt over faregrænsen. Således er
der påvist op til 3,54 mg/kg legemsvægt kvik-
sølvindtag for kvinder i Geita-distriktet ved Vic-
toriasøen, hvilket ligger over den anbefalede
øvre grænse på 3,3 mg/kg legemsvægt.
Kviksølv og helbred
En ung dreng holder varmen oppe under guldudvindingsprocessen mens han uvidende indånder kviksølvholdige gasser.
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
background image
Victoriasøen
I flere områder omkring Victoriasøen lever folk
på et eksistensminimum, og deres diæt er i vid
udstrækning baseret på, hvad de kan fange. Da
fiskene er forurenede med kviksølv vil de lokale
indbyggere således konstant overskride de
fastsatte øvre grænser for indtag af kviksølv-for-
urenede fødevarer. Til sammenligning kan næv-
nes, at fisk fra Østersøen for få år siden var så
kviksølvforurenede, at danskerne højst måtte
spise fisk en gang om ugen. Kviksølvforgiftning
giver en lang række symptomer, hvoraf de vig-
tigste er nævnt nedenfor. Disse er afhængige af,
hvor længe man har været udsat for kviksølv, i
hvilken form og i hvilke koncentrationer.
·
·
Kort eksponering ved indånding af
kviksølvdampe giver kraftig lunge-
betændelse.
·
·
Længere tids eksponering giver uro i
kroppen. Man kan ikke holde hænderne
stille. I begyndelsen ryster de kun, når pa-
tienten bliver observeret ved eksempelvis
at skulle drikke et glas vand. Ved længere
tids eksponering ryster de hele tiden, og
ved yderligere eksponering ryster hele
kroppen ukontrollerbart.
·
·
Der kan også opstå mentale forstyrrelser
kaldet eretisme. Patienten bliver irritabel,
abnormt genert og overreagerer ofte ved
kritik.
·
·
Ved kroniske forgiftninger bliver tandkødet
blåfarvet og patienten har en metallisk
smag i munden.
·
·
Kikkertsyn og kraftige hjerneskader opstår
ved længere tids eksponering af høje kvik-
sølvdoser.
·
·
Gravide kvinder udgør et specielt problem.
Fostret kan opkoncentrere moderens kvik-
sølvindhold med en faktor på op til ti. Det
vil sige, at barnet kan blive født med per-
manente hjerneskader til trods for, at mo-
deren kun har ganske svage forgiftnings-
symptomer.
For at undersøge hvilken effekt lang tids ekspo-
nering af kviksølv kan have på en befolkning,
har der været gennemført en række undersøgel-
ser af befolkninger, der primært lever af fisk og
havpattedyr. Gennem de sidste 20 år er der gen-
nemført undersøgelser af kviksølvindholdet
hos befolkningerne i Grønland, Færøerne, New
Zealand og Seychellerne. I disse områder har
havdyr et forhøjet indhold af kviksølv, og de
befolkninger, der lever af disse dyr, indtager
derfor høje doser af kviksølv. Undersøgelserne
på Færøerne har vist, at børn født af mødre med
forhøjet kviksølvindhold i blodet, har reduceret
mental kapacitet. Det er derfor vigtigt, specielt
for kvinder i den fødedygtige alder, at undgå
omgang med kviksølv eller indtagelse af store
mængder føde med forhøjet kviksølvindhold.
Små-skala minearbejderes helbred
Der har aldrig været gennemført regionale sy-
stematiske undersøgelser af små-skala minear-
bejderes sundhedstilstand. Men spredte lokale
undersøgelser af små-skala minearbejdere har
vist, at de ofte har et højt indhold af kviksølv i
blod, urin og hår. Der er ligeledes rapporteret en
del kviksølvrelaterede sygdomme samt enkelte
dødsfald efter kviksølvforgiftning stammende
fra små-skala minedrift. Det er sjældent at små-
skala minearbejdere, og folk der lever i nærhe-
den af deres aktiviteter, dør af kviksølvforgift-
ning. Det kritiske ligger i, at deres børn fødes
med hjerneskader.
På baggrund af disse undersøgelser kan det
undre, at systematiske undersøgelser aldrig har
været gennemført i udviklingslande. Det er dels
et ressourceproblem og, dels et resultatet af
mangel på læger og sygeplejersker med kend-
skab til symptomerne på kviksølvforgiftninger.
Endvidere kan det ofte være svært at skelne
symptomer på kviksølvforgiftninger fra sympto-
mer på andre sygdomme som fx HIV/AIDS. Der
er også mangel på instrumenter, så som appa-
rater til analyse af blod- og urinprøver for metal-
lisk kviksølv og methyl-kviksølv.
.............................
NR. 2 2007
17
Raphael Chibunda
.........................................................
Dyrlæge, Sokoine University of Agriculture
(chibunda@yahoo.com)
Peter W. U. Appel
.........................................................
Seniorforsker, GEUS
(pa@geus.dk)
Fotoet til venstre:
Peter W. U. Appel tager hårprøver til testning af
kroppens kviksølvindhold og Jesper B. Jønsson
noterer i Londoni guldminesamfund.
Fotoet til højre:
Raphael Chibunda tager jordprøver i en ud-
tørret flodseng for at teste kviksølvforurenin-
gen tæt på guldminesamfundet Mugusu ved
Victoriasøen.
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
Foto: Jesper B. Jønsson, Institut for Geografi og Geologi.
background image
D
..............................
18
NR. 2 2007
et er uhyre vigtigt, at brugen af
kviksølv begrænses. Dels på
grund af de store problemer med
helbredet, dels fordi kviksølv er dyrt. Det
kan gøres meget let, ved hjælp af den
såkaldte retort. Den er billig og kan frem-
stilles af nogle stykker jernrør. Der gøres
derfor meget for at lære de lokale guldgra-
vere om retorten.
I forrige afsnit er det beskrevet hvordan små-
skala minearbejdere udvinder guld ved hjælp af
kviksølv og hvorledes denne proces fører til, at
de sammen med deres familier og nærliggende
lokalsamfund bliver forgiftede, samtidig med at
miljøet bliver forurenet. Det er derfor af vital be-
tydning at begrænse og i bedste fald forhindre
at kviksølvet ledes ud i miljøet. Det er paradok-
salt nok meget let. Med tre-fire stykker vandrør
af typer, som findes hos enhver blikkenslager
eller smed, kan man fremstille en såkaldt retort,
der kan genindvinde 95 procent af kviksølvet.
Retorten, som er billig, let at transportere og
utrolig holdbar, fremstilles i forskellige størrel-
ser. Den er oprindelig konstrueret i Sydamerika,
men brugen af den breder sig langsomt over an-
dre kontinenter.
Enhver kan efter et par forsøg arbejde med
retorten. Når alt guldet er opløst i kviksølv, er
amalgamen klar til `afbrænding'. Amalgamen
placeres i retorten, der varmes op. Der bruges
normalt et trækulsbækken, men brænde eller
en bunsenbrænder kan også bruges. Inde i re-
torten fordamper kviksølvet, og dampen be-
væger sig gennem det lange kølerør, der holdes
afkølet af en våd klud eller lignende. Røret en-
der i en skål med vand, hvor kviksølvet falder
ned som små perler og senere kan genbruges.
Når processen er slut afkøles retorten og skilles
ad. Inde i retorten ligger guldet tilbage.
På trods af retortens indlysende fordele har
det vist sig at være svært at overtale guldgravere
til at bruge den. I forbindelse med tidligere pro-
jekter, hvor retorten blev forsøgt introduceret,
argumenterede visse guldgravere for, at den var
besværlig at bruge, at det tog for lang tid for
kviksølvet at fordampe, og at guldet til tider
blev misfarvet. Nogle guldgravere i Tanzania
nægtede at bruge retorten, fordi de ikke kunne
se, hvad der foregik inde i den. De var bange for
at miste noget af guldet. Som en konsekvens
heraf forsøgte man at fremstille retorter i glas,
men disse var for dyre for minearbejderne (om-
kring 2500 kroner hvor jernretorten koster 50 til
100 kroner) og gik endvidere let i stykker. Gene-
relt har de fleste forsøg på at introducere retor-
ten i udviklingslande undladt at involvere guld-
graverne tilstrækkeligt i processen. Der er blevet
Retorten opvarmes over et trækulsbækken.
Fotos: Dorthe Friis Pedersen.
Retorter fås i flere forskellige størrelser, hvoraf de to
ses på billedet.
Retorten
Efter at kviksølvet er fordampet og genindvundet
ligger guldet tilbage inde i retorten.
Foto: Peter K. Warna-Moors, GEUS.
background image
lagt vægt på teknisk-orienterede tilgange uden
at tage hensyn til den socioøkonomiske og kul-
turelle kontekst, som små-skala minedrift fin-
der sted i.
Gode resultater
Ved Geocenterprojektet har det imidlertid vist
sig, at udvalgte guldgravere har været særdeles
interesserede i at bruge retorten. Projektet har
undersøgt minearbejdernes holdning og mod-
tagelighed over for retorten samt dens anven-
delighed og fremtidsmuligheder. For at undgå
tidligere introduktionsforsøgs triste skæbner,
har projektet vægtet grundig og deltager-orien-
teret forberedelse, ud fra en erkendelse af guld-
graversamfunds særlige karakter. Der er blevet
lagt vægt på at skabe et godt forhold til guld-
graverne og de lokale ledere i de to guldgraver-
samfund, hvor projektet er blevet implementeret.
Det var således i samråd med disse, at to træ-
ningsseminarer blev arrangeret og 20 guldgra-
vere udvalgt, til hver at modtage en retort. Se-
minarerne, som blev afholdt i oktober 2006 med
omkring 500 deltagere, inkluderede foruden in-
troduktion, demonstration og distribution af
retorterne, også information om kviksølv og kvik-
sølvsrelaterede helbredsproblemer. Siden disse
seminarer er retortmodtagerne blevet besøgt i
flere omgange over en periode på seks måneder.
Projektets resultater er meget opmuntrende.
Atten af de 20 retortmodtagere bruger retorten
regelmæssigt og tilsammen havde de indtil
midten af marts genindvundet omkring ti kg
kviksølv ­ og det tilmed i regntiden hvor guld-
udvindingen er begrænset. En af retortmodta-
gerne, Mushi Mussa, fra Londoni, brugte førhen
2 kg kviksølv om måneden. I dag bruger han på
grund af retorten kun omkring 250 gram. Såle-
des sparer han ca. 1000 kroner månedligt på
kviksølv. Stort set alle retortmodtagerne roser
retorten for dens evne til at genindvinde kvik-
sølvet og derigennem spare dem for størstede-
len af deres normale kviksølvsudgifter. Hel-
breds- og miljøhensyn nævnes også af de fleste
retortmodtagere som grunde til, at de jævnligt
bruger retorten, men det økonomiske incita-
ment vejer tungest. Ingen af retortmodtagerne
klagede over ikke at kunne se, hvad der foregik
inde i retorten. Flere retortmodtagere har lånt
retorten ud til andre guldgravere, som alle var in-
teresserede i selv at erhverve sig en retort. En
anden retortmodtager, Faustin Babolia fra Mat-
undasi guldminesamfund, blev så begejstret for
retorten, at han konstruerede sin egen retort
med kølesystem i en nærliggende smedje. De ti
genindvundne kilo kan virke ubetydelige, hvis
man tager i betragtning, at den årlige globale
kviksølvsudledning fra små-skala guldminedrift
er flere hundrede ton. Men man må huske, at de
ti kilo er opnået blandt 20 guldgravere i et land,
hvor omkring 300.000 mennesker har små-ska-
la guldminedrift som deres levebrød.
I Tanzania har retorten, til trods for at den si-
den 1998 har været lovpligtig, været stort set
ukendt. På en rundtur til 15 guldgraversamfund
i seks forskellige regioner i Tanzania, observe-
redes kun to retorter, hvoraf ingen blev brugt.
Ikke desto mindre har projektet vist, at tanzani-
anske guldgravere er parate til at bruge retor-
ten, og at denne kan bidrage til at reducere de-
res kviksølvsforbrug markant.
Projektets resultater har betydning for frem-
tidige strategier til at takle kviksølvsrelaterede
problemer i guldgraversamfund. I modsætning
til tidligere retortprojekters manglende succes
viser dette projekt, at det kan lade sig gøre at få
guldgravere til at anvende retorter forudsat for-
arbejdet, implementeringen og moniteringen
gennemføres hensigtsmæssigt, og den lokale
kontekst tages i betragtning. Det synes således
formålstjenligt at anbefale en strategi, der in-
troducerer retorter til guldgraverssamfund i ud-
viklingslande, mens der ventes på en mere miljø-
mæssig sund udvindingsteknik, der ikke om-
fatter kviksølv. På nuværende tidspunkt virker
guldudvinding ved brug af kviksølv stadig som
den mest effektive metode, når man tager guld-
gravernes teknologiske kapacitet i betragtning.
Således vil et forbud mod brug af kviksølv i
guldgraversamfund blot føre til mere ulovlig mi-
nedrift og således forstørre skellet mellem guld-
graverne og landenes regeringer.
.............................
NR. 2 2007
19
Peter W. U. Appel
........................................................
Seniorforsker, GEUS
(pa@geus.dk)
Jesper Bosse Jønsson
........................................................
Ph.D. studerende, Institut for Geografi og Geologi
(jbj@geogr.ku.dk)
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
Josefu John demonstrerer for sine kollegaer
hvordan retorten bruges korrekt.
Foto: Jesper B. Jønsson, Institut for Geografi og Geologi.
Faustin Babolia har konstrueret sin egen retort.
background image
Geocenter københavn
Er et formaliseret samarbejde mellem de tre selvstændige institutioner
De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS),
Institut for Geografi og Geologi og Geologisk Museum ­ de to sidste en del
af Københavns Universitet. Geocenter København er et center for geovidenskabelig
forskning, undervisning og rådgivning på højt internationalt niveau.
udgiver
Geocenter København
Redaktion
Geoviden - Geologi og Geografi er redigeret af geolog
Ole Bennike (ansvarshavende) fra GEUS i samarbejde
med redaktionsgrupper på institutionerne.
Geoviden - Geologi og Geografi udkommer fire gange
om året og abonnement er gratis. Det kan bestilles ved
henvendelse til Finn Preben Johansen, tlf.: 38 14 29 31,
e-mail: fpj@geus.dk og på www.geocenter.dk hvor
man også kan læse den elektroniske udgave af bladet,
eller hos Geografforlaget, tlf.: 63 44 16 83,
e-mail: go@geografforlaget.dk
ISSN 1604-6935
(papir)
ISSN 1604-8172
(elektronisk)
Produktion: Annabeth Andersen, GEUS.
Tryk: Schultz Grafisk A/S.
Forsidebillede: Guldgravere på arbejde.
Foto: Dorthe Friis Pedersen.
Reprografisk arbejde: Benny Schark, GEUS.
Illustrationer: Forfattere og Grafisk, GEUS.
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.
De Nationale Geologiske
Undersøgelser for
Danmark og Grønland
(GEUS)
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 38 14 20 00
E-mail: geus@geus.dk
Institut for Geografi og Geologi
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 35 32 25 00
E-mail: info@geogr.ku.dk
eller info@geol.ku.dk
Geologisk Museum
Øster Voldgade 5-7
1350 København K
Tlf: 35 32 23 45
E-mail: rcp@snm.ku.dk
En verden af mineraler
i Grønland
Ny bog om Grønlands mineraler
af Karsten Secher (GEUS), Ole V. Petersen (Geologisk Museum) og Ole Johnsen (Geologisk Museum).
Grønland gemmer en - på verdensplan - enestående rigdom af mineraler. I bogen gives en komplet over-
sigt over alle grønlandske mineraler. For mange af mineralerne er der beskrivelse af historie, systematik
og findesteder. I en særlig liste omtales de 77 mineraler, som er fundet i Grønland og beskrevet for første
gang i verdenshistorien. Let læselige omtaler af 32 udvalgte mineraler viser klart, hvad der har ført til
Grønlands unikke placering inden for geologi- og mineralriget, og de grønlandske mineralers økono-
miske betydning for nutidens Grønland.
Bogen er på 172 sider og den viser os ved hjælp af de næsten 200 illustrationer ­ hvoraf mange som hel-
sides fotos ­ mineralernes mageløse farver og former. Bogen er skrevet af forfattere, der alle har viet det
meste af deres professionelle liv til forskellige sider af udforskningen af Grønlands mineraler.
Bogen henvender sig til dem, der er interesseret i Grønlands ressourcer, i naturens 'byggesten' og menneskers
udnyttelse af Jorden, og der vil være inspiration at hente for dem, der underviser i natur, geografi og samfund.
Pris:
250 kroner plus forsendelse
Udgivet af:
De Nationale Geologiske Undersøgelser
for Danmark og Grønland (GEUS)
Læs mere om bogen på:
www.geus.dk
Bestilling:
bogsalg@geus.dk
go@geografforlaget.dk (Geografforlaget)
Grafik
© Geocenter Danmark Øster Voldgade 10, 1350 København K Tlf.: 38 14 20 00 E-mail:
Sidst ændret : Tirsdag 31. Juli, 2007
* Valid HTML 4.01!Valid CSS!