Grafik
Grafik
IGN*Geologisk Museum*Institut for Geoscience*GEUS
Om centret
Publikationer og geofakta
Kurser
Projekter
 Til forsiden > Publikationer og geofakta > Geoviden > Geoviden 2006, nr. 2
Sitemap

Geoviden 2006, nr. 2

background image
Klima
· Klimaproblematikken og kulstofkredsløbet
background image
D
en stigende koncentration af drivhus-
gasser i atmosfæren vil føre til klima-
forandringer, som kan få dramatiske
effekter for livsbetingelserne i store dele af ver-
den. Derfor er klimaproblematikken et af de
største miljøproblemer. Effekter af drivhusgas-
serne er vanskelige at forudsige, men de er glo-
bale og yderst komplekse. Udslip af drivhus-
gasser hænger sammen med den måde sam-
fundet er indrettet på: elektricitets-, industri-
og varmeproduktion, transporter, landbruget
og markanvendelse. At forandre disse store
træge systemer og mindske udslippet af CO2
og andre drivhusgasser kræver store indsatser
og omstilling over lang tid. Danmark har et stort
forbrug af fossile brændstoffer og er blandt de
lande i verden, som har højest CO2-udslip per
indbygger. Det er gennem Kyoto-aftalen blevet
til en national udfordring at formindske udslip-
pet radikalt. Klimaproblematikken er kommet
til at udgøre en ramme for store dele af miljø-
og energipolitikken og en klimarelateret forsk-
ning, der arbejder på at forbedre kendskabet til
drivhusgasserne, er vokset frem. Vi giver her et
overblik over problematikken set fra et dansk
perspektiv og nogle eksempler på geografers
forskning omkring kulstofkredsløbet.
Drivhuseffekten
Overvågningen af Jordens klima og atmos-
færens kemiske sammensætning er blevet me-
re intensiv i de sidste årtier. Interessen for at
vurdere udviklingen af Jordens klima er også
øget, hvilket gør, at vi i dag har et temmelig godt
billede af den globale temperaturudvikling. I de
sidste årtier er der sket en tydelig stigning i den
globale middeltemperatur. Det skyldes for-
mentlig den stigende koncentration i atmos-
færen af visse gasser, som er en følge af den
globale befolkningstilvækst og industrialise-
ring. Karakteristisk for disse gasser er, at de i at-
mosfæren absorberer en del af den infrarøde
stråling, som fra Jordens overflade er rettet mod
verdensrummet, mens sollyset kan passere
uhindret. Herved forstærkes atmosfærens virk-
ning som drivhus, hvilket fører til øget opvarm-
ning af Jorden og atmosfæren. Derfor kaldes
gasser med denne virkning for drivhusgasser.
Til drivhusgasser regnes oftest kuldioxid (CO2),
metan (CH4), kvælstofoxider (især lattergas
(N2O)) og freoner. Den vigtigste gas er kuldi-
oxid, som er ansvarlig for ca. 55% af drivhusef-
fekten, mens freoner bidrager med 25%. Metan
og kvælstofoxider bidrager med 15 og 5%. Bi-
draget fra ozon, som også kan regnes som en
drivhusgas, er dårligt kendt.
Kuldioxid niveauet i atmosfæren før indu-
strialismen var ca. 280 parts per milliom (ppm).
Med industrialiseringen øgedes koncentratio-
nen, først langsomt frem til 1900-tallets sidste
halvdel, og derefter hurtigere og hurtigere. Si-
den målinger begyndte på vulkanen Mauna Loa
på Hawaii i 1950'erne, er koncentrationen ste-
get fra ca. 315 til over 375 ppm, dvs. med
næsten 20%.
..............................
2
NR. 2 2006
Klimaproblematikken
og kulstofkredsløbet
Koncentrationen af CO2 i atmosfæren fra
1958 til 2005, målt på Hawaii.
Del af Mauna Loa Observatoriet på Hawaii.
Kilde: Mauna Loa Observatoriet, Hawaii.
background image
CO
2
-regnskabet
De globale kuldioxid-strømme er et forsknings-
område, der i skyggen af den voksende bekym-
ring for klimaforandring har fået stigende op-
mærksomhed. Beskrivelsen af disse ligger i
grove træk temmelig fast, men der er flere be-
tydningsfulde mangler i regnskabet, som er ud-
gangspunkt for store forskningsudfordringer.
De største CO2-strømme er koblede til naturlige
processer over kontinenterne. De hænger især
sammen med CO2-optag ved fotosyntese og
CO2-udslip ved ånding og nedbrydning af orga-
nisk kulstof. Disse to store naturlige strømme er
næsten lige store og resulterer i et lille netto-op-
tag, som er langt mindre end det udslip, der
skyldes det menneskeskabte CO2-udslip fra
forbrænding af fossilt kulstof. Dette andrager
omkring 22 gigaton (Gigaton) (109 t) CO2 per år,
mens nettooptaget for landområder er 2,5 Giga-
ton per år.
Eftersom CO2 er fuldstændig opblandet i
den nedre del af atmosfæren, er det relativt let
at beregne hvor meget CO2, der ophobes i at-
mosfæren. Den årlige ophobning er omkring 11
Gt. For at kende CO2-regnskabet for Jorden som
helhed, står der tilbage at vurdere oceanernes
rolle. Gennem fotosyntese i alger sker der et
CO2-optag, ligesom CO2 udveksles rent ke-
misk, men måleteknisk er det ikke muligt at få
fuldt overblik over dette led. Dette medfører, at
oceanernes CO2-optag bestemmes ud fra en
idé om balance mellem de øvrige led, således
at oceanernes optag bliver 22­11­2,5 = 8,5 Gi-
gaton CO2 per år. At det skulle være så stor en
mængde, der bindes i oceanerne er imidlertid
tvivlsomt, idet oceanernes CO2-optag er langt
mindre end landjordens. Man plejer derfor at
tale om `the missing carbon sink' som de
ukendte størrelser i dette regnskab. Det er
yderst tænkeligt, at det ikke er én, men flere
små poster, der mangler i regnskabet. Blandt
de hyppigst nævnte er CO2-fiksering i skovene i
Stefan Anderberg
...........................................
Lektor, Geografisk Institut
(sa@geogr.ku.dk)
Bo Elberling
...........................................
Proffessor, Geografisk Institut
(be@geogr.ku.dk)
Kjeld Rasmussen
...........................................
Lektor, Geografisk Institut
(kr@geogr.ku.dk)
Henrik Søgaard
...........................................
Lektor, Geografisk Institut
(hs@geogr.ku.dk)
Torben Birch-Thomsen
...........................................
Lektor, Geografisk Institut
(tbt@geogr.ku.dk)
Lars Krogh
...........................................
Lektor, Geografisk Institut
(lk@geogr.ku.dk)
..............................
NR. 2 2006
3
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
Foto: National Oceanic and Atmospheric
Administration (NOAA), USA.
background image
kolde klimaer, hvor temperaturen er be-
grænsende for skovenes produktion. En global
opvarmning vil her betyde, at vækstsæsonen
bliver længere, og CO2-optaget forøges. Med
henblik på at bestemme ændringerne i skove-
nes kulstof-opmagasinering investeres der så-
ledes mange kræfter i detaljerede målinger i Eu-
ropa og Nordamerika. Et andet eksempel på en
manglende post er CO2-strømme i forbindelse
med cement, hvor udslippet fra cementprodukti-
onen er kendt, mens det tilsvarende optag, når
cementen ældes, er mindre kendt og ikke or-
dentligt inkluderet. Dette forhold blev man først
opmærksom på i forbindelse med det såkaldte
biome-forsøg i Arizona, hvor det viste sig, at
CO2-optaget i cement udfyldte rollen som `mis-
sing carbon sink'.
De globale kulstofpuljer
I kredsløbet indgår også den store mængde
kulstof i biosfæren som er oplagret i jorden, ve-
getationen, atmosfæren eller verdenshavet i
kortere eller længere tid. De mere tilgængelige
og `aktive' mængde i planter og atmosfæren er
små sammenlignet med de enorme mængder,
..............................
4
NR. 2 2006
Det globale CO2 regnskab. Tal i Gigaton CO2 per år.
Foto: Kjeld Rasmussen, Geografisk Institut.
Kvinder samler brænde i regnskoven. Ved afbrændingen frigives CO2,
svarende til den mængde CO2, som bindes i planten ved fotosyntese.
Illustration: Annabeth Andersen, GEUS.
Omtegnet efter Henrik Søgaard, Geografisk Institut.
background image
der er lagret i oceanerne. Oceanerne er bereg-
net til at indeholde 38.000 gigaton eller 14 gan-
ge mere end atmosfæren, vegetationen og jor-
den sammenlagt. Fra en tilgængeligheds- og
management-synsvinkel er vegetationens og
jordens kulstof-puljer imidlertid mere interes-
sante eftersom mængden, som bindes eller fri-
gøres er koblet til menneskets brug af jorden.
Skovplantning binder fx CO2 fra atmosfæren,
mens opdyrkning og skovrydning kan medføre
store tab. Det øvre jordlag fungerer som en tem-
melig aktiv kilde og dræn for atmosfærisk CO2.
Input af kulstof til jorden sker igennem fotosyn-
tesen, der producerer organisk stof som om-
dannes til humus, der indeholder ca. 58% kul-
stof. Det organiske stof i jorden bidrager der-
igennem til at regulere atmosfærens CO2-ind-
hold. Kulstoffet i det organiske stof er vigtigt for
jordens frugtbarhed, men kan komme ud af jor-
den gennem erosion, udvaskning og nedbryd-
ning af humus.
CO
2
-udslip
Det globale CO2-udslip er steget dramatisk og
relativt kontinuerligt siden den industrielle re-
volution startede for 200 år siden. Udover ud-
slip fra industri kommer udslip fra forbrænding,
skovrydning og ændret brug af jorden.
Der er store forskelle mellem verdens regio-
ner. I-lande står for ca. 60% af udslippene fra
afbrænding af olie, gas og kul samt fra cement-
produktion. Store lande dominerer, således
står USA for næsten 25% af det globale udslip
og sammen med Rusland og Kina for 45%. Dis-
se tre store lande er meget forskellige. USA har
en meget høj levestandard, en stor industri og
et ekstremt højt energiforbrug især baseret på
olie. Rusland har ikke så høj levestandard, men
til gengæld en stor industriproduktion baseret
på fossilt brændstof. Kina har en ekstremt stor
befolkning. De lande, som har højest udslip per
indbygger, karakteriseres alle af meget høj leve-
standard. Små olieproducerende lande har eks-
tremt høje udslip, men også Australien, USA,
Canada og New Zeeland har store udslip per
indbygger. Blandt øvrige i-lande med høje per
indbygger-udslip finder vi lande med tung indu-
stri (fx Tjekkiet, Luxembourg og Finland) og an-
dre, som er ekstremt afhængige af fossilt
brændstof (fx Singapore, Irland, Estland, Belgi-
en og Danmark). De i-lande, som ikke har så
store udslip per indbygger er lande med meget
vandkraft (fx Norge, Sverige og Schweiz) eller
atomkraft (fx Frankrig).
Udviklingen varierer meget mellem forskelli-
..............................
NR. 2 2006
5
·
Tab af kulstof sker via
·
Erosion
·
Udvaskning
·
Omsætning af organisk stof/humus
Udover at regulere atmosfærens indhold af drivhusgassen CO2 bidrager organisk kulstof til jordens fertilitet.
Hvordan kommer kulstof ud af jorden?
Illustration: Annabeth Andersen, GEUS.
Omtegnet efter Henrik Søgaard, Geografisk Institut.
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
background image
ge regioner. Nord- og Vesteuropa har i årtier haft
relativt stabile udslip af CO2, og i Østeuropa er
de mindsket dramatisk siden 1980'erne, som
følge af de politiske og økonomiske forandrin-
ger. Men i alle andre regioner ses en betydelig
forøgelse. Mest dramatisk har den i de seneste
årtier været i Asien, men også i Nordamerika og
Australien er udslippene stigende.
Nutidens store
internationale miljøproblem
Globalisering
Miljøspørgsmål er vokset fra problemer med lo-
kal forurening og sundhed, til en øget bekym-
ring for Jordens fremtid. Drivhuseffekten er pa-
radeeksemplet på miljøproblematikkens `glo-
bale æra'. Det store gennembrud for den mo-
derne miljøproblematik kom i 60'erne. Det var
da, at miljøet for alvor kom ind i billedet. Ord
som `økologi' og `miljø' i deres moderne betyd-
ning blev flittigt brugt, og der blev indført en
miljølovgivning. Siden 70'erne er der oprettet
nogenlunde ensartede miljøbeskyttelsessyste-
mer i i-landene, dog med varierende ambitio-
ner, ressourcer og effektivitet fra land til land.
Der var tidligt en international dimension i
miljøproblematikken. Industrialismens proble-
mer blev opdaget, diskuteret og afhjulpet i
1800-tallet i Storbritannien, og fik efterhånden
også opmærksomhed i andre lande med tilsva-
rende udvikling. I 50'erne blev problematikken
omkring luft- og vandforurening spredt fra indu-
strialiserede storbyer til mere perifere dele af i-
landene. I 70'erne øgedes bekymringen for Jor-
dens langsigtede fremtid. Man begyndte at
indse, at der er mange problemer, som ikke kan
løses på nationalt niveau, og et internationalt
miljøsamarbejde startede. De dominerende pro-
blemer var først `befolkningseksplosionen' og
Jordens begrænsede mineralressourcer, men efter-
hånden blev de afløst af ødelæggelse af regn-
skove, ørkenspredning, eutrofiering, voksende
koncentrationer af giftige stoffer i naturen og
klimaforandringer. Disse problemer er vanskelige
at løse, og har ofte relativt snigende, men dra-
matiske og måske accelererende, virkninger.
Efter skovdød i Europa, opdagelsen af ozon-
hullet over Antarktis og iltsvind i havområder
blev der lagt mere vægt på miljø i 80'erne i poli-
tik, både nationalt og internationalt. I 1987 kom
FN's Brundtlandrapport hvis mest betydnings-
fulde bidrag var den tydelige erkendelse af mil-
jøproblematikken som en global trussel og lan-
ceringen af bæredygtig udvikling som målsæt-
ning. Efter Brundtlandrapporten og Riokonfe-
rencen i 1992 øgedes det internationale samar-
bejde. Og 90'erne blev præget af stor aktivitet
indenfor miljøpolitik på alle niveauer. Der blev
opstillet temmelig radikale målsætninger, og der
blev indgået ambitiøse mål. Målsætningen bære-
dygtig udvikling kom i mange lande til at påvir-
ke områder, hvor miljøspørgsmål ikke tidligere
havde spillet så stor en rolle: handel, transport,
husbygning, byplanlægning og forsvar.
Klimaproblematikkens udvikling
I slutningen af 80'erne blev også klimaproble-
matikken politisk lanceret for alvor. Den blev
det område, som fik størst opmærksomhed i
forbindelse med Riokonferencen og kom til at
spille en central rolle i den internationale mil-
jøpolitik. Klimaproblematikken er et typisk nuti-
digt miljøproblem. Den er global, både når det
gælder årsager og virkninger. Det spiller ingen
rolle, hvor udslippene sker og virkningerne
påvirker hele Jorden. Den er samtidig yderst
kompleks og vanskelig at løse. Årsagerne, ud-
slippene af drivhusgasser, er koblede til sam-
..............................
6
NR. 2 2006
Udslip af CO2 per indbygger i år 2005 i lande med højt
per indbygger udslip. Danmark lå i 2005 på en 24'en-
de plads, med et udslip på 9,5 ton CO2 per indbygger.
Billede fra Eastern Cape i Sydafrika; afbrænding af vegetation om natten - en almindelig
praksis i store dele af Afrika, da afbrænding ofte er forbudt ved lov.
Foto: Torben Birch-Thomsen, Geografisk Institut.
Kilde: World Resources Institute.
background image
fundets grundlæggende systemer: elektricitets- ,
industri- og varmeproduktion, transport og land-
brug, hvilke alle er baserede på fossile brænd-
stoffer, som fører til udslip af kuldioxid. At for-
andre disse store og træge systemer og mindske
udslippene af drivhusgasser er vanskeligt, og
det kræver omfattende indsatser og omstillin-
ger over længere tid. Det er vanskeligt at fastfry-
se udslippene eller mindske forøgelsen. For at
det skal gøre en forskel, er det også nødvendigt
med samordnede internationale indsatser.
Med undtagelse af nogle få store lande som
USA, Kina og Rusland kan ambitiøse indsatser
på nationalt niveau ikke påvirke situationen
nævneværdigt.
Forestillingen om, at industrisamfundets store
forbrug af fossile brændstoffer kan påvirke Jor-
dens økosystemer, er gammel, og var veletable-
ret blandt kemikere langt før den nåede en bre-
dere offentlighed. Allerede i 1896 publicerede
den svenske nobelpristager Svante Arrhenius
en artikel, hvor han advarede om, at det stigen-
de udslip af `kulsyre' til atmosfæren kunne
påvirke klimaet. Han beregnede, at en fordob-
ling af CO2 i atmosfæren ville medføre en øg-
ning af temperaturen på 5­6°C. Dette resultat
adskiller sig faktisk ikke så meget fra dagens
opfattelse, som imidlertid bygger på et meget
større forskningsgrundlag. I 30'erne begyndte
man at vurdere udslip og i 50'erne startede re-
Den geografiske fordeling af CO2 udslippet
skyldes primært afbrænding af fossilt kulstof.
Det globale CO2 udslip fra 1950 til 2003.
Det globale CO2 udslip fra afbrænding af fossile brændstoffer og cement produktion
fra 1750 til 2002.
..............................
NR. 2 2006
7
Kilde: The Carbon Dioxide Information Analysis Center.
Kilde: The Carbon Dioxide Information Analysis Center.
Kilde: The World Namk Group.
background image
gelmæssige målinger af CO2-koncentrationer.
Det var sådanne målinger, fx på Mauna Loa på
Hawaii, som viste en kontinuerligt stigende
koncentration, der udgjorde grundlaget for alar-
men i midten af 70'erne. Her advarede man ik-
ke mindst om effekter af øgede temperaturer i
polaregnene. Disse advarsler førte til stigende
forskningsaktivitet omkring CO2's påvirkning af
klimaet. I 1980 dannedes World Climate Pro-
gramme. Da dette forskningsprogram blev af-
sluttet i 1985, forsøgte man at vække opmærk-
somhed omkring problematikken, men det var
først i forbindelse med en klimakonference i
Toronto og en varm og tør sommer i Nordameri-
ka i 1988 at klimaproblematikken fik sit egentli-
ge gennembrud. Det var her at Intergovernmen-
tal Panel on Climate Change (IPCC) blev dannet
og klimaproblematikken blev lanceret som et af
Riokonferencens hovedemner. IPCC er den vi-
denskabelige organisation, som har ansvar for
at sammenfatte den klimarelaterede forskning
og vurdere udviklingen.
Klimakonventionen
FN's Klimakonvention blev underskrevet ved
Riokonferencen i 1992. Allerede i 1994 trådte
den i kraft, hvilket må betegnes som rekord i in-
ternational miljøsammenhæng. En konvention
er en international aftale, hvor landene define-
rer og erkender et givet problem og forpligter sig
at samarbejde for at løse det. Konventionen be-
skriver generelle målsætninger, samarbejdsfor-
mer og de organer som dannes for at forberede
og træffe beslutninger. En konvention inde-
holder fra starten normalt ikke forpligtigelser
om at mindske udslip eller lignende, men netop
i forbindelse med klimakonventionen forpligtede
i-landene sig til en målsætning om at stabilisere
deres udslip på 1990-niveau. Dette niveau skal
udgøre udgangspunktet for det fortsatte arbejde
med yderligere reduktioner, som specificeres
ved at man tillægger konventionen protokoller.
Alle deltagerlande er forpligtigede til at gen-
nemføre målinger over deres udslip, udarbejde
programmer for at opfylde målsætninger, delta-
ge i videnskabeligt samarbejde og uddannel-
ses- og informationsaktiviteter. I konventionen
inddeler man landene i to grupper. De såkaldte
Anneks 1-lande består af OECD's medlemslan-
de og de såkaldte transitionslande består af det
tidligere Sovjetunionen og Østeuropa. Disse
lande har store drivhusgasudslip per indbygger
og skal reducere deres udslip. OECD-landene
skal betale for Anneks 2-landenes, dvs. ulande-
nes, medvirken i samarbejdet, stimulere tekno-
logioverførsel og finansiere vedtagne reduktio-
ner. Hvert andet år afholdes en kongres med
alle de medvirkende lande, og et sekretariat i
Bonn organiserer det løbende arbejde. Der er
nedsat en række arbejdsgrupper for videnska-
belig og teknisk rådgivning, implementering og
finansiering af initiativer. Den første kongres
blev afholdt 1995 i Berlin og allerede i Kyoto i Ja-
pan var man i 1997 klar til at underskrive Kyoto-
protokollen.
Kyotoprotokollen
I Kyotoprotokollen forpligter i-landene sig til at
reducere deres samlede udslip med 5% af
1990-niveauet frem til 2008­2012. EU lovede at
formindske udslippet med 8%. Denne redukti-
on er blevet fordelt mellem EU-landene og Dan-
mark har forpligtet sig til at reducere med 21%!
Endvidere skal Østeuropa reducere udslippet
..............................
8
NR. 2 2006
Miljøproblematikkens udvikling fra 1900 til i dag.
Foto: Jordprøveudtagning til kulstof studie i Tanzania.
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
Foto: Bo Elberling, Geografisk Institut.
background image
.............................
NR. 2 2006
9
background image
med 8%, USA med 7% og Japan og Canada med
6%. Rusland, Ukraine og New Zealand lovede
kun at stabilisere udslippene, mens Norge, Au-
stralien og Island har tilladelse til at øge deres
udslip. Klimakonventionen har således forskel-
lige målsætninger for forskellige lande, i mod-
sætning til de fleste tidligere konventioner, hvor
alle lande havde samme forpligtigelse.
Protokollen kræver, at reduktionen skal ske
inden for flere sektorer. Det er for at undgå, at
landene vælger at gøre det mindst mulige, så
som at lukke et enkelt kraftværk. Foruden at for-
pligtigelserne er specificerede, indføres de
såkaldte fleksibilitets-mekanismer. Formålet
med disse er at opnå større omkostningseffek-
tivitet, ved at lande kan vælge at bidrage til re-
duktioner i udlandet i stedet for at reducere eg-
ne udslip. Disse mekanismer er af tre typer:
·
Clean Development Mechanism (CDM)
er rettet mod u-lande. Denne mekanisme gør
det muligt, at tilgoderegne CO2-reduktion mod
at bekoste projekter, som bidrager til at for-
mindske udslip.
·
Joint Implementation (JI)
retter sig i praksis mod transitionslandene og
muliggør for i-lande at investere i effektivisering
af fx kulkraftværker i Østeuropa imod formind-
skede reduktionsforpligtigelser i eget land.
·
Emissions Trading Regime (ET)
skal gøre det muligt for i-lande at handle med
udslipsrettigheder. Et land hvor det er meget
dyrt at mindske udslippene kan købe udslips-
rettigheder fra lande, som til lavere omkostnin-
ger kan reducere deres udslip. Også industri-
virksomheder kan handle med udslip under
denne mekanisme.
Før Kyotoprotokollen kunne træde i kraft, var
det vedtaget at mindst 55 lande som repræsen-
terede mindst 55% af udslippene skulle ratifice-
re protokollen. Dette betød, at protokollen ikke
kunne ratificeres før USA eller Rusland god-
kendte den og dette skete først med Ruslands
godkendelse i 2004. Først i februar 2005, mere
end 7 år efter aftalen blev underskrevet trådte
den endelig i kraft.
Det grundlæggende problem i det internati-
onale klimasamarbejde hænger sammen med
USA's afvisende holdning over for Kyotoproto-
kollen. Uden USA's medvirken bliver det ikke
kun mere vanskeligt at nå målsætningerne.
Handelen med udslip er også blevet langt van-
..............................
10
NR. 2 2006
Udtagning af jordprøver til studie af forandring af kulstof i jord som følge af opdyrkning; billederne viser Bo Elber-
ling i det sydlige højland, Iringa regionen, i Tanzania.
Fotos: Torben Birch-Thomsen, Geografisk Institut.
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
background image
skeligere at gennemføre, fordi det var tiltænkt,
at den amerikanske industri ville være den
største kunde for udslipsrettigheder. Mange
problemer måtte i Kyoto afvente fremtidig af-
gørelse. Disse problemer omfatter vigtige detal-
jer i forbindelse med udregning af udslip, dræn
og kontrol. Hvad skal man overhovedet gøre
med skove og skovplanting? Kan man virkelig
med tilstrækkelig sikkerhed udregne, hvor me-
get CO2 de kan absorbere og lagre? Hvorledes
skal udslip og dræn overvåges? I diskussioner-
ne er mange interessemodsætninger kommet
frem. Skal skovrige lande virkelig kunne slippe
for store dele af reduktionsforpligtigelserne?
Når nu aftalen endelig er på plads, har man fået
travlt med at få tingene på plads. Den seneste
kongres i Montreal i november 2005 var en stor
succes, idet det lykkedes at få regelsættet på
plads for alle tre Kyotomekanismer. Dette var
også på tide eftersom den provisoriske udnyt-
telse af JI, CDM og ET med tiden er blevet tem-
melig omfattende og strækker sig langt tilbage i
tiden. Nu hvor Kyotoaftalen gælder, er også in-
teressen for handelen med udslipsrettigheder
dramatisk stigende, om end usikkerheden om
den kommende markedspris er stor, og et geval-
digt problem før man vover sig ud i investeringer.
Succes eller fiasko?
Det er for tidligt at vurdere Kyotoaftalens resul-
tater. Men en stor del af aftaleperioden er gået
og om bare to år starter den såkaldt forpligti-
gelsesperiode. Hvis man kun ser overfladisk på
udviklingen af de totale udslip for Anneks 1-lan-
dene, kan aftalen tolkes som en succes. I 2003
var det totale Anneks 1-udslip 6% under 1990-
udslippet. Der er bare det at Østeuropa, hvor man
har haft en udslipsreduktion med 40% som føl-
ge af den dramatiske økonomiske omstrukture-
ring, er medregnet. Hoveddelen af de øvrige lan-
de er ikke i nærheden af at opfylde aftalen og
mange lande, og ikke kun USA, har haft en stig-
.............................
NR. 2 2006
11
Tømmerstokkene skal anvendes til produktion af trækul (Swaziland).
Fotos: Torben Birch-Thomsen, Geografisk Institut.
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
background image
ning af udslippene langt over det forventede.
Hvis vi ser på EU landene, som lovede at re-
ducere udslippet med 8%, ser det samlet set
nogenlunde godt ud. Udslippet for alle 15 lande
var 4% lavere i 2003 end i 1990. Men næsten
hele EU's samlede resultat afhænger af Tysk-
lands store reduktion, som for den største del er
sket langt før Kyotoaftalen blev underskrevet
gennem af-industrialiseringen af det tidligere
DDR. Med undtagelse af et par lande med en over-
raskende positiv udvikling som Storbritannien,
Sverige og Frankrig, er de fleste lande langt fra
hvad man har lovet i EU's byrdefordelingsaftale.
Finland, Østrig, Danmark og Spanien ser ud til at
have sværest ved at holde deres løfter.
Danmarks Kyotoudfordring
Danmark er stærkt afhængig af fossil energi.
Manglende vandkraft har medført, at elektrici-
tetsproduktionen traditionelt er baseret på fos-
sile brændstoffer. Dette har gjort Danmark til et
af de lande i verden, som slipper mest drivhus-
gas ud per indbygger. I 1990 var Danmark num-
mer 16 i verden mht. CO2-udslip per indbygger.
Det var indenfor EU kun Luxembourg, Tyskland,
Finland og Storbritannien, hvor udslippene lå
højere.
I EU's byrdefordelingsaftale, 1998, accepte-
rede Danmark sammen med Tyskland den hår-
deste Kyotoreduktionsforpligtigelse af alle lan-
de i verden. Man lovede at mindske udslippet af
drivhusgasser med 21%. Baggrunden for denne
ekstremt ambitiøse forpligtigelse er især at fin-
de i miljøpolitikkens centrale rolle i 90'erne.
Den danske miljøpolitik var et af verdens frem-
meste eksempler på den nye miljøpolitik, base-
ret på visionen at økologisk og økonomisk ud-
vikling ikke bare kan forenes, men også
forstærke hinanden. Der blev udviklet planer for
bæredygtig udvikling og økonomiske og infor-
mative styremidler blev flittigt brugt. Man sti-
mulerede alternativ energi, grøn produktion og
forbrug, og selvregulering ved hjælp af grønne
regnskaber, certificering, miljømærkning og
brancheaftaler. Denne aktive miljøpolitik var
også udadrettet i den forstand, at Danmark øn-
skede at fremstå som moderne, miljøbevidst og
som et internationalt foregangsland. I interna-
tional sammenhæng så Danmarks høje udslip
af drivhusgasser imidlertid dårligt ud. Den am-
bitiøse politik på miljø- og energiområdet, den
hurtige udbygning af vindkraften, den kontinu-
erlige energieffektivisering og det stabile ener-
giforbrug pegede i den rigtige retning. Derfor
syntes der at være gode grunde for Danmark til
at gribe dette gyldne øjeblik og fremstå som et
internationalt foregangsland. Siden hen er mil-
jøpolitikken under den borgerlige regering ble-
vet mindre central, men selvom devisen `mest
miljø for pengene' har ført til en mindre dyna-
misk miljøpolitik, så ligger klimapolitikken tem-
melig fast og ligeså gør Kyotoforpligtigelsen.
Danmarks udslip
af drivhusgasser
Hvis man ser på udviklingen af de officielle dan-
ske totale menneskeskabte drivhusgasudslip
frem til og med år 2003, som de er rapporteret
til Klimakonventionens vurderingsgruppe, ser
det faktisk rigtigt dårligt ud. Der er visse reduk-
tioner, fx i N2O-udledningen fra landbruget og i
CO2-udslippet fra erhverv og husholdninger,
..............................
12
NR. 2 2006
Drivhusgasudslip i Danmark 1990-2003. Tallene er faktiske tal, som ikke er korrigerede for årsudsving og
import/eksport.
Korrigerede drivhusgasudslip i Danmark 1990-2003. Disse tal er korrigerede for handel (nettoeksport medfører
reduktion af udslippene) og årsudsving.
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser
background image
men en tydelig forøgelse af udslip i forbindelse
med transport og i forbindelse med brugen af
visse industrikemikalier. Men disse forhold har
kun underordnet betydning, idet totaludslippet
følger elproduktionen tæt. Hovedindtrykket er,
at så længe elproduktionens udslip ikke for-
mindskes, vil der ikke ske en radikal forandring.
Dette er desværre det billede, som bliver
spredt i verden, men den danske klimapolitik
bygger på den forudsætning, at man kan frareg-
ne eksporten af elektricitet produceret i hjemli-
ge fossil-fyrede kraftværker. Hvis man `korrige-
rer' det danske drivhusgasudslip for eksporten
og for temperaturudsving, så fremkommer der
et helt andet billede. Der ses nu en nedgang i
udslippene fra 1990 til 2003 med 15% - helt på
linje med Kyotoaftalen. El-nettene er i dag sam-
menkoblede over grænserne og ikke mindst
mellem de nordiske lande er udvekslingen øget
dramatisk ­ det gælder også den danske eks-
port. Importen sker især fra norsk og svensk
vandkraft og atomkraft, som ikke giver udslip af
drivhusgassser. Nettohandelen varierer kraftigt
fra år til år, og afhænger af bl.a. nedbøren i Nor-
ge og vintertemperaturen. Eksporten til Sverige
er i de senere år øget efter lukningen af Barse-
bäckværket. I 2003 eksporteredes næsten 1/5
af den danske elproduktion
Danmarks energiforbrug
Med eller uden elproduktionens eksport er det
energianvendelsen, som spiller hovedrollen for
det danske drivhusgasudslip. Danmarks energi-
forbrug er totalt set forbavsende stabilt over de
seneste tre årtier. Men bag dette ligger en kraf-
tig dynamik, som kendetegner udviklingen de
seneste 10 til 15 år. Dynamikken gælder dels
energikilder, hvor olie og kul i øget grad er ble-
vet erstattet med naturgas og vedvarende energi.
Vedvarende energi består for størstedelen af
vindkraft, men også af biomasse, biogas og
brændbart affald. Det er biomasse, som i de sid-
ste ti år har været den energikilde, som er vok-
set mest, og den svarer i dag til ca. 1/4 af vind-
energiens bidrag. Med undtagelse af transport-
sektoren som kendetegnes af stærk vækst, har
alle sektorer (industri, service og husholdninger)
et relativt stabilt energiforbrug totalt set. Elfor-
bruget er øget i alle samfundssektorer, men her
er der samtidig foregået en øget effektivisering.
Konklusion
Det er for tidligt fuldt ud at vurdere den danske
Kyototilpasning, men det virker som om Dan-
mark har gode muligheder for at opfylde målet,
Bruttoenergiforbrug i Danmark 1980-2004, i petajoule, korrigeret for årsudsving.
.............................
NR. 2 2006
13
Trafikken på de danske veje er steget kraftigt i de senere år.
Kilde: POLFOTO / Jens Dresling.
Kilde: Danmarks Miljøundersøgelser
background image
selvom det ikke ser sådan ud i de internationa-
le oversigter. Måden at opfylde Kyotoforpligti-
gelsen er ikke helt idealisk. Det ville bestemt se
bedre ud, hvis vi kunne klare det uden at korri-
gere tallene. Danmark er stadigvæk stærkt af-
hængig af fossile brændstoffer. som er forbun-
det med store CO2-udslip. Danmarks eleksport
bidrager til CO2-udledningen, selvom det er
Sveriges eller Norges udslipsandele, der bela-
stes. Udviklingen i anvendelsen af vedvarende
energi er imidlertid meget positiv. En kontinuer-
lig vækst over en lang periode har i de sidste år
også resulteret i en dramatisk vækst i vedvaren-
de energi både i absolutte tal og i dens andel af
den totale energiproduktion. I 2004 dækkede
vedvarende energi 36% af elforbruget og stod
for 15% af det totale energiforbrug.
Kulstof i dansk jord
I Danmark findes størstedelen af den terrestri-
ske kulstofpulje i jordbunden. Med henblik på
klimaproblematikken og Kyotoaftalen er det vig-
tigt at være bevidst om denne pulje. For at kun-
ne håndtere den er det væsentligt at få et bedre
billede af denne pulje, hvor stor den er, hvor til-
gængelig den er og hvordan den påvirkes af for-
skellige typer arealanvendelse.
Eftersom kulstoffet i jorden er koblet til hu-
mus findes den største del af jordens kulstof-
pulje i det øverste jordlag. I en dansk normal-
jord vil lidt mere end 60% af kulstofpuljen
findes i de øverste 30 cm af jorden. En bereg-
ning af kulstofpuljen i dansk jordbund er blevet
gennemført ved hjælp af jordprofildatabasen,
som blev etableret 1987­1991 og som bliver ad-
ministreret af fødevareministeriet. Denne data-
base indeholder data om 837 jordbundsprofi-
ler, jævnt fordelt over landet, med information
om bl.a. andelen af kulstof og arealanvendelse.
Ved hjælp af en enkel opskalering, baseret på
kulstofindholdet i de 837 punkter, kan man be-
regne, at den samlede kulstofmængde i jorden
i Danmark er 586 Megaton (106 ton). Dette tal
kan sammenlignes med de danske udslip på
ca. 16 Megaton kulstof. Mere interessant er det
at se på fordelingen af kulstofindholdet ved for-
skellige arealanvendelser. Eftersom landbruget
er den klart dominerende arealanvendelse, er
det ikke overraskende, at den største del af
kulstofpuljen, 69%, findes i landbrugsjorder,
mens 18% findes i skov og områder med natur-
Det meste af jordens kulstof findes i de øverste lag.
..............................
14
NR. 2 2006
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
Kilde: Kjeld Rasmussen, Geografisk Institut.
Foto: Vindmøller ved Brovst.
Foto: Peter Warna-Moors, GEUS.
background image
lig vegetation og 12% i moser. Moserne er rige
på kulstof og deres andel af kulstofpuljen er
næsten fem gange større end deres arealandel.
Skove har også en større andel af kulstofpuljen
end af arealanvendelsen, mens landbruget har
lavere kulstofindhold og dermed en lavere an-
del af kulstofpuljen end af arealanvendelsen.
Fordelingen af jordens kulstofindhold i dyb-
den adskiller sig en del mellem forskellige areal-
anvendelsestyper. Skov og naturlig vegetation,
har den største andel med 70 hhv. 77% i de
øverste 28 cm. Men også landbrugsjordernes
kulstof er relativt lettilgængeligt med 57% i det
øverste lag.
Sammenfattende kan det konstateres, at
landbruget gennem sin dominerende betyd-
ning for arealanvendelsen, er den primære for-
valter af kulstof i jorden i Danmark. Dette bety-
der også, at den danske jordkulstofpulje er
mere tilgængelig end i de fleste andre lande.
40% af puljen findes i pløjelaget, som er om-
sætteligt og den lettest tilgængelige del af pul-
jen. På globalt plan er det kun 6% af kulstofpul-
jen som er i landbrugsjorder og dermed måske
kun 3­4% i pløjelaget.
Det organiske kulstof i jorderne repræsente-
rer en stor mængde. Danmarks Kyotoforpligti-
gelse til at reducere CO2-udledningen med 21%
i forhold til 1990 modsvarer en meget lille del af
den samlede kulstofpulje i jord. Imidlertid vil
det desværre ikke være muligt at verificere en
så lille forandring. Jordens kulstofpulje er heller
ikke så let omsættelig. Gennem skovplanting
og naturgenopretning er der indikationer for, at
kulstofpuljen i danske jorder øges. Men hvis
man mere bevidst skal forsøge at øge oplagrin-
gen, bør man også være bevidst om sideeffek-
ter, som at tungmetaller kan udvaskes fra skov-
jord, og at selvom moser binder CO2 kan de
bidrage til udslip af andre drivhusgasser.
CO
2
-budget for Øresundsregionen
Til forskel fra mange af de andre stoffer der le-
des ud i luften opblandes CO2 fuldstændigt i at-
mosfæren. CO2-indholdet bliver på den måde
vores fælles ejendom og problem, hvilket un-
derstreger nødvendigheden af internationale
aftaler. Den koncentration vi måler i København
er derfor også underlagt den samme globale
tendens, men det friholder os ikke fra et ansvar
med hensyn til, hvordan vi påvirker strømmen
af CO2 til og fra atmosfæren. For at kunne sætte
tal på vores påvirkning af omgivelserne, er det
formålstjenligt at opstille et CO2-budget. Dette
er ofte gjort for lokale økosystemer med brug af
præcise måleinstrumenter til at måle CO2-ud-
vekslingen, eller på landsplan på baggrund af
statistiske opgørelser. Hvis man vil opstille et
CO2-regnskab for en region med både byer,
marker, skov og natur er der imidlertid ingen af
disse to metoder som alene er tilstrækkelige.
Der findes en række faktorer i budgettet, som
ikke kan bestemmes ud fra energiforbruget. Se-
nere års målinger har vist, at der er tæt forbin-
delse mellem arealanvendelse og CO2-udveks-
ling. Det mistede CO2-optag i forbindelse med
omdannelse af grønne arealer til byområder
kan have en effekt på CO2-budgettet.
Ved at gå på tværs af landegrænsen for en
analyse af CO2-strømmene, sikres en større
bredde i analysen med flere landskabstyper og
med repræsentation af forskellige typer af øko-
Udslip af CO2 fra forskellige kilder i Øresundsregionen.
.
............................
NR. 2 2006
15
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
Kilde: Henrik Søgaard, Geografisk Institut.
background image
..............................
16
NR. 2 2006
nomisk og energipolitisk udvikling. Øresunds-
regionen er over den senere tid kendetegnet
ved en stærk dynamik med udbygning af trafi-
kale forbindelser og byområder. Det er også to
delregioner som kan forventes at ville hænge
mere og mere sammen, når det gælder bolig- og
arbejdsmarkedet. Ikke mindst er der sket en
dramatisk udvikling af et fælles boligmarked ef-
ter åbningen af Øresundsbroen.
CO2-budgettet i Øresundsregionen, som her
omfatter Hovedstadsregionen og Region Skåne
er blevet estimeret ved hjælp af CO2-målinger
ved 3 målestationer, ved hjælp af statistik for
bl.a. energiforbrug og befolkningstal, og ved
hjælp af kort over arealanvendelse og en tabel-
leret sammenhæng mellem arealanvendelse og
CO2-flux. For at kunne udbrede de direkte
målinger til større områder er der gennemført
en klassifikation af arealanvendelsen i syv klas-
ser i hele regionen, baseret på Landsat-satellit-
billeder.
De vigtigste udslipskilder i regionen er
transport, kraftvarmeproduktion og industri.
Det geografiske mønster af udledningerne for-
mes især af befolkningen, idet den største ud-
ledning ikke overraskende forekommer i Køben-
havn og Malmø. Men store kraftværker som
Avedøreværket og lufthavne, især Kastrup, spil-
ler også ind.
CO2-fluxene målt over tre forskellige overfla-
der (skov, landbrug og by) og deres sæson-
mæssige funktion viser markante forskelle. By-
områder er udslipskilder hele året rundt, mens
det åbne land, marker og skove skifter funktion
igennem året. For både skov og landbrugsarea-
ler er der et betydeligt CO2-optag om somme-
ren, mens der er udslip om vinteren. Hvor løv-
skoven har et stort CO2-optag helt frem til
efteråret, så sker der et hurtigt fald i landbrugs-
arealernes optag når afgrøder modnes og
høstes i sensommeren. Målingerne i Køben-
havn bekræfter det generelle bymønster, at der
er udslip året igennem, men også at der er års-
tidsvariationer. Udslippet er betydeligt større
om vinteren som følge af opvarmning, og byer-
nes grønne områder opvejer i nogen grad som-
merens udslip.
For det årlige optag betyder det, at skov og
åbent land ender på et årligt optag på 300­400
g CO2 per m2, mens byerne har et årligt CO2-ud-
slip på ca. 7000 g CO2 per m2. En overslagsbe-
regning siger altså, at det grønne areal skal
dække et areal som er ca. 20 gange så stort som
det bebyggede, for at der skal være balance i
det regionale regnskab.
For at opnå den geografiske fordeling i CO2-
udvekslingen er regionens arealanvendelse ble-
vet klassificeret, og hver af disse klasser er ble-
vet tildelt typiske værdier, enten målt direkte i
området eller fra tilsvarende målinger andet-
steds i de nordiske lande. Karakteristisk er, at
størstedelen af regionen har et nettoudslip.
Massive udslip forekommer i de tætbefolkede
områder langs Øresund. Det er kun skovklædte
områder med lav befolkningstæthed, der har et
nettooptag af CO2. Sådanne områder er pri-
mært lokaliseret i regionens periferi, især det
nordøstlige Skåne.
CO2 flux fra forskellige områder i løbet af et år. København domineres af bymæssig bebyggelse, Store Bøgeskov
af løvskov og Illstorp af landbrugsområder.
Kilde: Stefan Anderberg, Geografisk Institut.
Kilde: Henrik Søgaard, Geografisk Institut.
background image
Arealanvendelse og
kulstof-puljer i u-lande
Set over de sidste par hundrede år er CO2 kon-
centrationen i atmosfæren steget markant, og
omkring 25­30% af denne stigning menes at
være forårsaget af ændringer i arealanvendelse.
Det hævdes, at effekten af ændringer i arealan-
vendelse og brug af brande kan spores mange
tusinder af år tilbage i tiden. Det er derfor klart,
at mulighederne for at vende denne udvikling er
kommet i fokus i forbindelse med FNs klima-
konvention og Kyoto-protokollen. IPCC har i de-
res rapport `Land Use and Land Cover Change'
beregnet potentialer for forøgelse af kulstofpul-
jerne i vegetation og jord, som følge af ændrin-
ger i arealanvendelse, landbrugsmetoder og
skovforvaltning. Disse beregninger viser et be-
tydeligt potentiale, og at ændringerne i arealan-
vendelse i troperne og subtroperne gennem
1900-tallet har fået øget betydning. I de seneste
årtier har arealanvendelsesændringer, især af-
skovning i tropiske og subtropiske u-lande do-
mineret de globale arealanvendelses-relatere-
de netto-udslip. I Kyoto-protokollen, og de aftaler
og regelsæt der er fulgt i dens kølvand, er der
derfor specificeret en række virkemidler, der
sigter på at reducere kulstof-tabet forbundet
med disse arealanvendelses-ændringer gen-
nem projekt-aktiviteter inden for rammerne af
'Clean Development Mechanism' (CDM). Dette
har ført til stærkt stigende interesse for størrel-
sen af kulstof-puljerne i vegetation og jord i tro-
perne, og for hvorledes disse puljer kan beskyt-
tes og forøges.
Geografisk Institut har, i samarbejde med lo-
kale institutioner, gennemført undersøgelser af
disse forhold i Senegal, Tanzania og Vietnam med
henblik på at vurdere (1) størrelsen og tidsfor-
løbet af de typiske ændringer i kulstof-puljerne,
(2) potentialerne for at forøge puljerne gennem
ændringer i arealanvendelse og (3) mulighederne
for at realisere disse potentialer gennem CDM-
projekter.
CDM-projekter indebærer, at lande med re-
duktionsforpligtigelser, fx Danmark, betaler for
kulstof-kreditter, baseret på projekter der inde-
bærer opbygning af kulstof-puljer i vegetation
og jord i u-lande, der ikke har reduktionsforplig-
telser. Sådanne projekter har endnu kun spillet
en lille rolle, og det er uvist, hvor stor effekt de
vil få i fremtiden. IPCC's beregninger viser, at de
teoretisk opnåelige forøgelser af kulstof-puljer-
ne er meget store, men at økonomien i denne
type projekter er usikker, og at der er store prin-
cipielle og praktiske problemer forbundet med
Den geografiske fordeling af CO2 regnskabet
i Øresundsregionen.
.............................
NR. 2 2006
17
Små-skala trækulsproduktion i Iringa regionen i Tanzania.
Foto: Torben Birch-Thomsen, Geografisk Institut.
Kilde: Henrik Søgaard, Geografisk Institut.
background image
dem. Den mest almindelige type af disse så-
kaldte dræn-projekter er skovplantnings-projek-
ter, der sigter på at opbygge kulstofpuljerne i træer
og i jorden under træerne. En række spørgsmål
knytter sig til skovplantnings-CDM-projekter:
·
Hvor store kulstof-puljer drejer det sig om,
og hvor lang tid tager det at bygge puljer-
ne op?
·
Til hvilken pris vil forskellige u-lande kun-
ne tilbyde denne slags kulstof-kreditter?
·
Hvilke typer af u-lande vil kunne tilbyde
kreditter billigst?
·
Hvordan kontrolleres puljerne?
·
Og hvad hvis skoven siden hen fældes el-
ler brænder ved et uheld?
·
Skal det pågældende land så tilbagebetale?
·
Kan det undgås at opbygning af puljer in-
den for rammerne af et projekt modsvares
af tab uden for projektområdet, fx fordi
bønder der ikke længere kan rydde skov
for at dyrke jorden i projektområdet, bare
gør det uden for?
·
Hvad bliver de mere langsigtede konse-
kvenser for u-landenes befolkninger?
·
Vil de blive berøvet adgang til landbrugs-
jord, fordi den skal anvendes til skov
plantnings-projekter?
·
Eller vil de i stedet få en ny indtjenings
mulighed ved at sælge kulstof-kreditter?
Svarene på disse spørgsmål er langt fra afklare-
de, men vores undersøgelser i Afrika og Asien
giver nogle indikationer. I Senegal har vi under-
søgt et semi-aridt område i det relativt intensivt
dyrkede `jordnødde-bassin'. Her viser analyser-
ne, at der ved rydning og efterfølgende semi-
permanent opdyrkning af den naturlige savan-
neskov tabes i størrelsesordenen 20 t kulstof
per ha (det meste under jorden) over en periode
på mindst 40 år. Dyrkning af jordnødder regnes
som en af de værste former for landbrug set i et
kulstof-jord-perspektiv, idet hele planten inklu-
siv rødderne høstes.
I Tanzania har vi ligeledes undersøgt et se-
mi-aridt område, hvor der primært dyrkes majs.
..............................
18
NR. 2 2006
background image
Her viser analyserne af jordbunden, at kulstof-
puljen i de øverste 50 cm er halveret over 50 år
(svarende til 20 t kulstof per ha). Dette kulstof-
tab er primært sket i de øverste 10 cm.
I Vietnams højland vil rydning af ung skov og
permanent opdyrkning medføre tab i størrel-
sesordenen 7 t kulstof per ha over jorden. Hvis
der er tale om rydning af ældre skov er tallet
snarere 50 t kulstof per ha, og genopbygningen
af puljen tager tilsvarende tid, formodentlig
50­100 år. Vi har endnu ikke tal, der gør det mu-
ligt at beregne ændringer i kulstofpuljer i jorden.
For disse lande gælder, at beregninger viser,
at tabene der er forbundet med at afsætte land-
brugsjord til skovplantning er så store, at prisen
for kulstof-kreditter skal være langt højere end
den aktuelle verdensmarkedspris, før det kan
betale sig at sætte landbrugsland til side til
kulstof-lagring. Der er ingen tvivl om, at forhol-
dene for kulstoflagring i Vietnams monsunsko-
ve er langt de mest favorable, så Vietnam vil ha-
ve fordele i forhold til savanneskove i Afrika,
hvis CDM-projekter af denne type engang bliver
aktuelle. Vores studier viser imidlertid også, at
hvis myndighederne udnytter indtægtsmulig-
hederne fra skovplantnings-projekter kombine-
ret med interessen for at øge skovdækket, så
kan den lokale befolkning meget let blive taber-
ne. Selvom der på sigt kan tjenes penge på op-
bygningen af kulstofpuljer, og selvom disse ind-
tægter på kort sigt betyder at de lokale bønder
holdes tabsfri, så vil det på lang sigt fratage de
lokale bønder mulighederne for at opretholde
og udvide deres marker. Reglerne omkring CDM
projekter indeholder et krav om, at CDM-projek-
ter skal være `bæredygtige'. Man kan stille
spørgsmålstegn ved, om det vil være muligt at
garantere `social bæredygtighed' af skovplant-
ningsprojekter, der tilsigter at forøge kulstof-
puljerne på bekostning af bøndernes mulighe-
der for at dyrke jorden.
.............................
NR. 2 2006
19
background image
Geocenter københavn
Er et formaliseret samarbejde mellem de fire selvstændige institutioner Danmarks og Grønlands Geolo-
giske Undersøgelse (GEUS) samt Geologisk Institut, Geografisk Institut og Geologisk Museum ­ alle tre
en del af Københavns Universitet. Geocenter København er et center for geovidenskabelig forskning,
undervisning og rådgivning på højt internationalt niveau.
udgiver
Geocenter København
Redaktion
Geoviden - Geologi og Geografi er redigeret af geolog
Ole Bennike (ansvarshavende) fra GEUS i samarbejde
med redaktionsgrupper på institutionerne.
Geoviden - Geologi og Geografi udkommer fire gange
om året og abonnement er gratis. Det kan bestilles ved
henvendelse til Finn Preben Johansen, tlf.: 38 14 29 31,
e-mail: fpj@geus.dkog på www.geocenter.dkhvor man også
kan læse den elektroniske udgave af bladet, eller hos
Geografforlaget, tlf.: 63 44 16 83, e-mail: go@geograf-
forlaget.dk
ISSN 1604-6935
(papir)
ISSN 1604-8172
(elektronisk)
Produktion: Annabeth Andersen, GEUS.
Tryk: Schultz Grafisk A/S.
Forsidebillede: Afbrænding af vegetationen i Botswana.
Foto: Torben Birch-Thomsen, Geografisk Institut.
Reprografisk arbejde: Benny Schark, GEUS.
Illustrationer: Forfattere og Grafisk, GEUS.
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.
Danmarks og Grønlands
Geologiske Undersøgelse
(GEUS)
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 38 14 20 00
E-mail: geus@geus.dk
Geologisk Institut
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 35 32 24 00
E-mail: info@geol.ku.dk
Geografisk Institut
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 35 32 25 00
E-mail: info@geogr.ku.dk
Geologisk Museum
Øster Voldgade 5-7
1350 København K
Tlf: 35 32 23 45
E-mail: rcp@snm.ku.dk
her kan man læse videre
Djurhuus, S., Krogh, L. & Greve, M.H. 2004:
Kulstofpuljen i moser i Danmark.
Vand & Jord bind 11, side 9­12.
Jørgensen, A.M.K., Halsnæs, K. & Fenger, J. 2002:
Den globale opvarmning ­ Bekæmpelse og tiltag.
Gads Forlag.
Rasmussen, H. & Elberling, B. 2003:
Kyoto, kulstofkredsløbet og ulandene ­ globale klimaforandringer i et lokalt perspektiv.
I: Agergaard, J. & Winther, L. (red.): Geografiernes globalisering ­ geografi om globalisering.
Akademisk forlag, side 220­237.
Søgaard, H. 2003:
Globaliseringens effekt på jordens klima.
I: Agergaard, J & Winther, L. (red): Geografiernes globalisering ­ geografi om globalisering.
Akademisk forlag, side 207­219.
CO
2
temanummer
Der forskes i mange metoder til
nedbringelse af CO
2
udslippet til
atmosfæren. En af mulighederne er
lagring af CO
2
i undergrunden.
Læs om forskningen og metoderne på
www.geus.dk/co2 hvor du finder
temanummeret:
Geologisk lagring af CO
2
­ et bidrag til fremtidens klimapolitik
Geologi ­ Nyt fra GEUS nr. 2, 2004.
Grafik
© Geocenter Danmark Øster Voldgade 10, 1350 København K Tlf.: 38 14 20 00 E-mail:
Sidst ændret : Tirsdag 25. juli, 2006
* Valid HTML 4.01!Valid CSS!