Grafik
Grafik
IGN*Geologisk Museum*Institut for Geoscience*GEUS
Om centret
Publikationer og geofakta
Kurser3
Projekter
 Til forsiden > Publikationer og geofakta > Geoviden > Geoviden 2007, nr. 1
Sitemap

Geoviden 2007, nr. 1

background image
Landskabets udvikling
i Danmark
· Fra natur- til kulturlandskab
· Vadehavet
· Den dynamiske jordbund
· Bylandskabet
background image
L
andskabets fremtræden på et givet tids-
punkt er resultatet af et samspil mel-
lem naturgrundlaget i bred forstand,
klimaet, planter, dyr og ikke mindst men-
nesket. Når vi i det følgende skal se på
aspekter af det danske landskabs udvik-
ling siden den seneste istids afslutning,
har disse faktorer spillet en meget veks-
lende rolle. I de første 6000 år efter isti-
den var landskabsudviklingen helt styret
af naturlige faktorer. Med landbrugets ind-
førelse for 6000 år siden begyndte men-
nesket at manipulere med omgivelserne,
og har siden da, med tiltagende styrke,
ændret landskabet. I dag er der næppe en
plet i Danmark, som ikke er påvirket af
menneskelig aktivitet. På basis af lag-
serier fra aflejringsmiljøer hvor der sker
en kontinuerlig afsætning af sediment, fx
søer og moser kan vi gennem undersøgel-
ser af sedimenterne og deres indhold af
plante- og dyrerester belyse landskabets
udvikling gennem årtusinder.
Viden om landskabets og miljøets langtidsud-
vikling er med til at kaste lys over vores fælles
natur- og kulturhistorie, og herudover er det en
viden som vi kan drage nytte af inden for mo-
derne naturforvaltning. Den systematiske over-
vågning af naturen er først påbegyndt indenfor
de sidste 20­30 år, hvilket for mange af natu-
rens processer er alt for kort tid til at opnå en dy-
bere indsigt. Det er for eksempel mindre end en
generation for skovens træer. Gennem under-
søgelser af sedimenter og deres indhold af
plante- og dyrerester (palæoøkologiske under-
søgelser) kan tidshorisonten udvides betyde-
ligt, så økosystemer kan `overvåges' gennem
lange tidsrum. Derved kan systemernes lange
udviklingstendenser og baggrundstilstand (dvs.
tilstanden før større menneskelig påvirkning)
belyses. Miljøets respons på tidligere tiders kli-
maændringer kan også undersøges, for der
igennem at vurdere de mulige konsekvenser af
fremtidige klimaændringer. Palæoøkologien kan
med andre ord tilvejebringe en målestok mod
hvilken nutidige og fremtidige ændringer af
økosystemerne kan vurderes.
Der findes i dag en lang række metoder,
hvorved den fortidige udvikling af miljøet kan
udledes fra geologiske aflejringer. Dels via se-
dimenternes indhold af plante- og dyrerester,
som fx pollen, frø, frugter, blade, alger, zoo-
plankton, dansemyg, fiskeskæl og dels via
sedimenterne selv, det være sig deres sam-
mensætning, geokemi og magnetiske egen-
skaber ­ for bare at nævne nogle af undersøg-
elsesmetoderne. Aldersbestemmelse af lagene
er helt afgørende i geologisk-palæoøkologiske
studier. For de ældre aflejringers vedkommende
gøres dette ved kulstof-14 datering af organisk
materiale. Kronologien for de yngste sedimen-
ter fastlægges ved hjælp af bly-210 datering.
Nedenfor skal der berettes om nogle af de
store ændringer i det danske landskab, såsom
træernes indvandringshistorie, der bygger på
mange års palæoøkologiske undersøgelser, men
der skal også berettes om mere specifikke land-
skabsændringer, som kan udledes af detalje-
rede undersøgelser på enkeltlokaliteter.
..............................
2
NR. 1 2007
Fra natur- til
kulturlandskab
Indholdet af plante- og dyrerester fra geologiske lag-
serier kan fortælle om miljøets og klimaets udvikling
gennem årtusinder.
A: Skal af en kiselalge.
Foto: N.J. Anderson, Loughborough University.
B: Pollen af lind.
Foto: Peter Rasmussen, GEUS.
C: Frø af viol.
Foto: Ole Bennike, GEUS.
Gennem analyser af sedimentkerner fra søer eller mo-
ser er det muligt at belyse fortidens miljø og klima. På
billedet ses en boreflåde på Sarup Sø på Sydvestfyn,
hvorfra der er optaget en 15 m lang sedimentkerne.
Fotos: Ole Bennike og Peter Warna-Moors, GEUS.
B)
C)
A)
background image
Træerne indvandrer
Under den seneste istid overlevede de varme-
krævende arter i små områder (refugier) i Syd-
og Sydøsteuropa, hvorfra de begyndte at brede
sig ud over Nordvesteuropa efter den hurtige og
kraftige temperaturstigning ved istidens afslut-
ning for 11.700 år siden. Tidspunktet for de en-
kelte træarters indvandring til Danmark var især
bestemt af tre forhold: Afstanden til refugierne,
de enkelte arters spredningsevne samt arternes
økologiske krav. De mere hårdføre plantearter
voksede tættest på Danmark, og efter istidens
afslutning var det dem der indvandrede først.
Det første træ som indvandrede, var birk,
der bredte sig ud over landskabet i Præboreal
tid (11.700­10.000 år før nu). Birk danner store
mængder frø som spredes med vinden, og der-
for bredte den sig hurtigt. I pollendiagrammet
fra Avnsø på Midtsjælland, der bruges som ek-
sempel til at illustrere træernes indvandringshi-
storie, var birken tilstede på det tidspunkt, hvor
diagrammet starter. Præborealtidens skove var
i de første århundreder helt domineret af birk
med indslag af bævreasp og buske som ene, pil
og røn. Birkeskoven var lys med en rig bundve-
getation af græsser, halvgræsser, urter og lyng.
Forekomsten af pollen af hassel og fyr skyldes
givetvis fjerntransport sydfra.
Fyr var det næste træ, som indvandrede. Det
ældste fyrretræ i Danmark er en træstub fisket
op fra 30 m vand i Storebælt. Fyrrestubben, der
stod på sit voksested, er dateret til ca. 10.400 år
før nu. Fund af en træstub er et sikkert bevis for
artens tilstedeværelse, men pollenanalyser an-
giver, at fyr sandsynligvis indvandrede op til
600 år tidligere, omkring 11.000 år før nu. Fun-
det af stubbene på bunden af Storebælt viser
sammen med mange andre vidnesbyrd, at hav-
niveauet på dette tidspunkt var meget lavere
end i dag. Præboreal tid benævnes derfor også
fastlandstiden. Med fyrrens ankomst blev skoven
mere tæt og skyggefuld, især på de næringsrige
jorder i Østdanmark, og antallet af plantearter
gik tilbage idet bl.a. ene og flere af de lys-
krævende urter bukkede under i konkurrencen
om lyset. Det var ikke i samme grad tilfældet på
de sandede jorder i Vestjylland.
Hassel bredte sig som det næste træ i Dan-
mark fra omkring 10.700 år før nu, og overtog
dominansen i skoven i Boreal tid (10.000­9000
Peter Rasmussen
.................................................
Seniorforsker, GEUS
(per@geus.dk)
Anne Birgitte Nielsen
.................................................
Projektforsker, GEUS
(abn@geus.dk)
Emily Bradshaw
.................................................
Projektforsker, GEUS
(egb@geus.dk)
..............................
NR. 1 2007
3
Simplificeret pollendiagram fra den lille sø Avnsø nær
Hvalsø på Midtsjælland. Ved beregningen af træarter-
nes hyppighed er der korrigeret for arternes forskellige
pollenproduktivitet. De grønne kurver viser procent, de
gule angiver 10 x overhøjning.
TOFyrrestubbe, hentet op fra 30 m vanddyb-
de i Storebælt, hvor de stod på deres oprin-
delige voksested. Stubbene er kulstof-14 da-
terede til henholdsvis 10.400 og 10.100 år
før nu og er de ældste daterede fyrretræer fra
Danmark.
Illustration: Anne Birgitte Nielsen, GEUS.
Foto: S. Madsen, A/S Storebæltsforbindelsen.
background image
år før nu). Hasselen spredte sig fra Sydeuropa
mod nordøst gennem Europa i løbet af Præbo-
real tid med hastigheder på op til 1,5 km pr. år,
hvorved den overhalede de andre træarter. Det
er et spørgsmål, hvordan denne hurtige spred-
ning kunne foregå. Kan den forklares alene ud
fra spredning af nødder med fugle og egern og
via floder, eller spillede mennesket en rolle?
Endnu er der ikke noget entydigt svar, men der
kan ikke herske tvivl om, at klimaet i denne pe-
riode begunstigede hasselens vækst og blom-
string. Den boreale hasselskov var skyggefuld,
med kun få urter på skovbunden. De mere lys-
krævende træer og buske som birk, bævreasp,
fyr og pil, klarede sig dårligt i konkurrence med
hasselen og gik tilbage. Konkurrencen om lyset
var igen mindre udpræget på de sandede jorder
i Vestjylland. Her gik birken ikke så kraftigt til-
bage, og antallet af plantearter var større.
Mod slutningen af Boreal tid indvandrede
en række nye træarter, som alle kan trives i
skygge og som bliver højere end hassel, hvor-
ved denne efterhånden blev udkonkurreret som
det hyppigste træ. Først kom elm omkring 9500
år før nu, derefter fulgte eg, som tiltog langsom-
mere, da den er mindre skyggetolerant end elm.
Herefter kom el, der etablerede sig på mere fug-
tig jordbund end de andre træarter. Lind ind-
vandrede omkring 9000 år før nu, og til sidst
ankom ask. I Atlantisk tid (9000­5900 år før
nu) steg vandstanden i verdenshavet meget
kraftigt
og
Danmark blev
splittet op i øer.
Klimaet var 2­3°C
varmere end i dag, målt
som årets middeltemperatur,
hvilket bl.a. fremgår af den store pollenproduk-
tion for vedbend og mistelten, fund af frugter fra
den varmekrævende vandplante hornnød, der i
dag vokser i Syd- og Mellemeuropa, samt af at
der på dette tidspunkt ynglede sumpskildpadde
og muligvis krøltoppet pelikan i Danmark. Der
opstod den såkaldte atlantiske urskov, hoved-
sagelig med lind, elm, eg, hassel, el og ask,
men også omfattende birk, bævreasp, fyr og pil.
Urskoven ­ hvor åben var den?
Hvorledes den atlantiske urskov mere præcist
så ud, og navnlig hvor tæt eller lysåben den var,
har været genstand for omfattende debat i de
seneste år. I pollendiagrammerne optræder der
kun få pollen fra åbenbundsurter, hvilket de fle-
ste palæobotanikere tolker som udtryk for, at
skoven var lukket med kun få lysninger. Flere
kvartærzoologer og naturforvaltere har derimod
fremført, at tilstedeværelsen af store græssen-
de dyr som urokse og kronhjort viser, at ursko-
ven må have haft åbne områder.
Spørgsmålet har afstedkommet heftige dis-
kussioner, idet den atlantiske urskovs fremto-
ning er inddraget som belæg for, hvordan nuti-
dens skove bør forvaltes med henblik på
bevaring af den biologiske mangfoldighed. Ar-
gumenterne er linet op fra begge sider i debat-
ten, men for at komme videre trænger spørgs-
målet til en mere grundig forskningsindsats. De
lave andele af pollen fra urter i diagrammerne
taler umiddelbart imod eksistensen af større
lysåbne arealer, men for at tolke dette mere
præcist er der brug for at inddrage forskellene i
pollenproduktion og pollenspredning mellem
træarterne og de dominerende arter af urter.
Bøgens indvandring
Vores nationaltræ, bøgen, er en sen indvandrer
til Danmark, da den fra refugier i Syd- og Syd-
østeuropa først nåede hertil for omkring 3200
til 3300 år siden, formentlig samtidig med avn-
bøgen. Nye undersøgelser i Lille Gribsø i Nord-
sjælland taler imidlertid for, at bøgens indvand-
ringshistorie er en noget anden end vi hidtil har
antaget. Nye dateringer viser, at bøgen efter alt
at dømme har været tilstede allerede omkring
4600 år før nu i form af spredtvoksende individer.
I mange danske pollendiagrammer, herunder
diagrammet fra Avnsø, går bøgen meget kraftigt
frem mod slutningen af Subboreal tid, mens de
fleste andre træer går tilbage. Bøgen er på god
jord et meget konkurrencedygtigt træ, der giver
tæt skygge, som de fleste andre træer ikke kan
spire under, mens den selv kan spire og gro i
skygge. Trods dette havde bøgen under sin spred-
ning nordpå gennem Europa svært ved at etab-
lere sig i allerede eksisterende, tæt skov. Det
har derfor været diskuteret, om bøgens hurtige
fremgang var et naturligt fænomen betinget af
klimaændringer eller et resultat af menneskelig
aktivitet. I mange pollendiagrammer falder skif-
tet til skov domineret af bøg sammen med tegn
på kulturpåvirkning, afspejlet ved forekomst af
kornpollen, pollen af markukrudt, eller øgede
mængder af mikroskopisk trækul, der vidner
om afbrænding. På nogle lokaliteter overlevede
den blandede lindeskov i århundreder efter
bøgens indvandring, indtil balancen blev for-
styrret af mennesket. Da bøg og bønder fore-
trækker de samme næringsrige og naturligt vel-
drænede jorder har bøgen også haft vanskeligt
ved at etablere sig i områder med en intensiv
landbrugsudnyttelse i form af dyrkning eller
kvæggræsning. Den havde størst succes i et skov-
landskab med moderat menneskelig forstyrrelse,
hvilket vi netop ser afspejlet i pollendiagrammet
fra Avnsø, hvor bøgen inden for få generationer
bliver det helt dominerende skovtræ.
Pollen af gran og ædelgran findes kun i de
seneste knap 200 år, hvor disse træer i stor ud-
strækning er blevet plantet i danske skove. I vo-
res mellemistid er de to træer endnu ikke ind-
vandret naturligt til Danmark.
..............................
4
NR. 1 2007
I Draved Skov i Sønderjylland findes i dag områder,
som minder om den atlantiske urskov. Lindeskoven
har her overlevet siden Stenalderen.
Kvist af lindetræ med blade og en blomst. Linden
var det dominerende træ i den atlantiske urskov.
Fotos: Peter Friis Møller, GEUS.
background image
Det første landbrug
Da landbruget blev indført i Danmark var land-
skabet helt dækket af den atlantiske urskov og
havde været det i hen ved tre tusinde år. Om-
kring 6000 år før nu begyndte der imidlertid at
ske store ændringer i den ellers stabile skov-
vegetation. I pollendiagrammerne ses en mar-
kant og pludselig tilbagegang i pollenkurven for
elm, også kaldet `elmefaldet'. Dette elmefald
optræder i store dele af Nordvesteuropa på no-
genlunde samme tidspunkt, og afspejler at el-
metræerne næsten ophørte med at blomstre og
sprede pollen. Årsagen hertil har længe været
diskuteret, men i dag tyder flere undersøgelser
på, at det primært skyldtes, at træerne døde pga.
elmesyge.
Kort tid efter elmefaldet følger en række ka-
rakteristiske ændringer i skovsammensætnin-
gen, samtidig med at flere nye plantearter duk-
ker op. Først får birk et maksimum og derefter
hassel; samtidig går lind, elm og eg tilbage, pol-
len af hvede og byg optræder for første gang og
desuden øges mængden af græs, lancet-vej-
bred og flere andre åbenbundsurter. Fund af
korn og lancet-vejbred, der er en indikator for
græsning, udgør de sikreste vidnesbyrd om, at
korndyrkning og græsning har fundet sted. Ved
at kombinere analyser fra søaflejringer med
analyser fra jordbunde under de ældste stenal-
derbønders gravanlæg, dysser og jætte-
stuer, er det muligt at belyse selve landbrugs-
formen. Den markante fremgang for birk og der-
næst for hassel afspejler tilstedeværelsen af
kratskove, der opstod efter rydninger i den op-
rindelige urskov. Kratskovene eksisterede i en
periode på 500 år eller længere, hvilket viser, at
der er foretaget jævnlig foryngelse. For birke-
kratskovene er det sket gennem en regelmæs-
sig afbrænding, og for hasselkratskovenes ved-
kommende ved en kombination mellem
afbrænding og husdyrgræsning. Dette peger på,
at det tidligste danske landbrug var et svedje-
brug baseret på en jævnlig fældning og af-
brænding af birke- og hasselkratskove. I et
svedjebrug sker afbrænding for at tilføre jorden
næringsstoffer. Efter dyrkning i det svedjede
område i en kortvarig årrække flyttes der til et
nyt skovareal, hvor processen gentages. Det er
således en omflyttende og meget arealkræven-
de landbrugsform. Under dysserne og jættestu-
erne er der fundet jordbunde fra datidens mar-
ker med spor efter det anvendte pløjeredskab,
den såkaldte ard, som ikke vender jorden men
blot ridser furer i den. Helt frem til Middelalderen
var arden den eneste plovtype.
..............................
NR. 1 2007
5
Pollendiagram fra Gudme Sø på Sydøstfyn dækkende perioden omkring landbrugets indførelse i Danmark.
Til venstre et oversigtsdiagram, som viser udviklingen i forholdet mellem mængden af pollen fra træer og
buske versus mængden af pollen fra græs og urter. Ændringer i relationen mellem de to grupper af pollen af-
spejler i grove træk ændringer i forholdet mellem skovland og åbent land. Efter oversigtsdiagrammet følger
pollenkurver for udvalgte træer og urter. Tidspunktet for `elmefaldet' er angivet med en vandret linie.
Finland er det land i Norden
hvor svedjebrug var i brug
længst op i tid, indtil omkring
midten af 1900-tallet. Bille-
derne er taget i 1949 i det øst-
lige Finland.
Fældet birkebevoksning, som skal svedjes.
Svedjen tændes med brændende birkebark.
Svedjebranden i fuld gang.
Pløjning med ard på Historisk-
Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre.
Foto: Ole Malling, HAF.
Illustration: Peter Rasmussen, GEUS.
Fotos: J. Troels-Smith, Nationalmuseet.
background image
Skov-, hede- og agerland
Efter de første stenalderbønders arealkræven-
de landbrug gik udviklingen mod en stadig me-
re specialiseret brug af landskabet, styret af de
datidige samfunds skiftende behov og teknolo-
giske formåen. Senere i bondestenalderen, i den
såkaldte Enkeltgravskultur (4800­4400 år før
nu) opstod på sandede jorder i Vestjylland de
første store lyngheder, der blev holdt ved lige
som græsningsområder ved afbrænding. På de
mere frugtbare jorder i Nordvest- og Østjylland
samt på Øerne opstod i visse egne store græs-
dominerede overdrev, men størstedelen af Øst-
danmark var præget af skov og øjensynligt tyndt
befolket. Agerbruget var ikke længere et svedje-
brug og korndyrkningen synes at have spillet en
underordnet rolle i forhold til kvægavlen.
I løbet af Ældre Bronzealder (3700­3000 år
før nu) fortsatte landskabets opsplitning i skov-,
hede- og agerland. Omkring overgangen til Yngre
Bronzealder (3000 år før nu) skete der i store
dele af landet omfattende skovrydninger med
efterfølgende udvidelse af ager-, hede- og
græsarealer. De pollenanalytiske undersøgel-
ser viser, at de egne af landet, der på daværen-
de tidspunkt var præget af enten skov-, hede-
eller agerland, er de samme egne som helt frem
til moderne tid har været domineret af de
pågældende landskabstyper. Landets geografi-
ske opdeling i skov, hede og ager dominerede
egne har således været præget af en forbavsen-
de stabilitet, og det moderne kulturlandskabs
overordnede struktur har med andre ord æld-
gamle rødder, som kan føres 3000 år tilbage, til
midten af Bronzealderen. Igennem dette lange
tidsrum har de skovbevoksede områder især
været knyttet til kuperet og vanskeligt opdyrke-
ligt terræn, bl.a. i Gribskov-området, Rold Skov
området og Hvalsø-skovene syd for Roskilde.
Lyngheden har været fremtrædende i flade land-
skaber med sandede og næringsfattige jorder i
Vestjylland mens agerbrugs- og græsningsom-
råder har været knyttet til landskaber med et
jævnt terræn og en mere leret og frugtbar jord-
bund bl.a. i Thy, på den Nordfynske slette, i
Vest- og Nordvestsjælland samt i området mel-
lem København, Roskilde og Køge. Denne sta-
bilitet i landskabets udnyttelse betyder natur-
ligvis ikke, at arealerne med skov, hede og ager
har været uforandret siden Bronzealderen; den
betyder, at de tre landskabstypers overordnede
geografiske fordeling i det danske landskab har
ligget rimeligt fast siden da.
I Jernalderen (2500­1000 år før nu) intensi-
veredes den landbrugsmæssige udnyttelse af
landskabet; især øgedes agerdyrkningen, og ud
over de tidligere dyrkede hvede- og bygsorter
dyrkedes nu også rug, hør, hamp m.m. I Yngre
Jernalder mellem 1600 og 1400 år før nu bredte
skoven sig over store arealer i det østdanske
område som tidligere udnyttedes til græsning.
Denne ekspansion af skovene, som ses mange
steder i Nordvest- og Centraleuropa, skyldes
formentlig en omlægning af landbruget mod
større vægt på dyrkning af afgrøder. Tidligere
ekstensivt udnyttede græsningsområder blev
opgivet og sprang i skov.
I tidlig Middelalder (1000­700 år før nu)
gennemgik det danske landskab på ny store
ændringer, idet omfattende skovområder blev
ryddet og nye, store markarealer etableret. Hi-
storikerne taler om `Middelalderens landbrugs-
revolution', da der på dette tidspunkt skete et
veritabelt spring i teknologien med indførsel af
bl.a. hjulploven og højryggede agre. Den nye
plovtype gjorde det muligt at dyrke langt større
..............................
6
NR. 1 2007
Det danske landskabs opdeling i skov-,
hede- og ager-dominerede egne kan
føres tilbage til Bronzealderen
Fotos: Peter Friis Møller. GEUS.
background image
Sammenhængen mellem landskabstyper for henholdsvis 3000 og 200 år siden. Kortet viser fordelingen af skov, hede og åbent land på Videnskabernes Selskabs kort fra
omkring år 1800. Cirkeldiagrammerne viser andelen af pollen (i procent) fra træer, lyng og urter i søaflejringer fra Yngre Bronzealder (ca. 3000 år før nu). Det ses, at søer-
ne i egne med meget hede omkring år 1800 (Vestjylland) har en høj andel af lyngpollen i Yngre Bronzealder. Dengang har der altså også været hede omkring disse søer.
Tilsvarende er andelen af træpollen i Yngre Bronzealder højest i de egne, hvor der også omkring år 1800 var mest skov (Nord- og Midtsjælland, Østjylland, Midtfyn). An-
delen af urtepollen i Yngre Bronzealder var højest i de egne, der omkring 1800 var helt domineret af åbent ager- og græsland (Thy, Vestsjælland, Nordfyn og egnen syd-
vest for København).
..............................
NR. 1 2007
7
Illustration: Anne Birgitte Nielsen, GEUS.
background image
områder end tidligere, herunder tunge lerjorde.
I modsætning til arden kunne hjulploven vende
jorden og dermed effektivt pløje gødning ned i
jorden, hvilket var af stor betydning for udbyt-
tet. De højryggede agre betød en mere effektiv
dræning af markerne og dermed mindsket risiko
for misvækst.
Historikerne har anslået, at 20­25 % af lan-
det var opdyrket ved Reformationen i 1536, men
med en meget uens fordeling. I de hede-domi-
nerede egne var 15 % af arealet agerjord, i de
skov-dominerede 29 % og i de ager- og græs-
nings-dominerede landskaber 48 %. I 1682 var
der på landsplan 29 % opdyrket jord med høj-
ryggede agre. I historisk tid nåede hederne de-
res maksimale udbredelse og skovene deres
minimale. Indenfor blot én generation mellem
1770 og 1805 reduceredes det samlede danske
skovareal fra ca. 8 %, som er aftegnet på Viden-
skabernes Selskabs kort til ca. 4 % omkring
1805. I løbet af de sidste 200 år er det traditio-
nelle mønster af skov- hede- og ager-dominere-
de egne til dels blevet brudt, særlig med he-
dens opdyrkning, og plantningen af store
nåleskovsarealer i traditionelt skovfattige egne.
Arealanvendelse
og tab af næringsstof
Rydning af skov, dyrkning af marker, husdyr-
hold og andre kulturaktiviteter har betydning
for miljøet, ikke alene på land, men også i de
ferske vande, idet disse aktiviteter fører til øget
tab af næringsstoffer, som via afstrømning og
erosion føres ud i søer og vandløb. Vor tids inten-
sive landskabsudnyttelse har ført til nærings-
stofberigelse (eutrofiering) af vandmiljøet med
fosfor og kvælstof i et sådant omfang, at hoved-
parten af de danske søer og vandløb i dag er i
en dårlig miljøstilstand. Konsekvenserne er vel-
kendte: Opblomstring af alger med deraf føl-
gende uklart vand og tilbagegang eller forsvin-
den af undervandsplanter, perioder med ilt-
svind, tilbagegang af bunddyrene og fiskedød.
Den kulturbetingede eutrofiering af de ferske
vande antages almindeligvis at være af nyere
dato, især forbundet med de sidste 100 års be-
folknings- og landbrugsudvikling. Men vi ved
meget lidt om den historiske udvikling af vand-
miljøets næringsstofniveau og sammenhæn-
gen med menneskets aktiviteter. På bunden af
vore søer ligger der imidlertid et `arkiv', som
kan belyse dette.
Vores længste analyserede tidsserie for op-
lysninger om næringsforholdene i danske søer
stammer fra Dallund Sø på Nordfyn, hvor kon-
centrationen af fosfor i søvandet gennem de
sidste 7000 år er beregnet ud fra analyser af se-
dimenternes indhold af kiselalger. Gennem det-
te tidsrum har søens miljøtilstand og fosforkon-
centration varieret betydeligt afhængig af land-
skabsudnyttelsen i oplandet, som vi kender fra
pollenanalyser. De ældste oplysninger om miljøet
i søen er fra Ældre Stenalder, dvs. tiden før land-
brugets indførelse. På dette tidspunkt var søen
næringsfattig og omgivet af urskov. Samtidig med
det første landbrug, svedjebruget, i Yngre Sten-
alder steg søens fosforindhold ganske svagt.
Rydning af store skovarealer og ekspansion
af græs- og agerland i slutningen af Bronzealde-
ren førte til en øget erosion fra oplandet, der vi-
ser sig som et større indhold af ler, silt og sand
(minerogent materiale) i søens sedimenter. Ero-
sionen førte næringsstoffer ud i søen, hvor fos-
..............................
8
NR. 1 2007
Erosion som følge af afstrømmende regn- og smeltevand fører næringsstoffer ud i søer og vandløb. Koncentratio-
nen af fosfor i vand som strømmer af fra marker kan være 10 gange højere end i vand fra skove og naturarealer.
Højryggede agre ved Loddenbjerg på
Mols. Oppløjning af agerryggene sik-
rede en overfladedræning af jorden.
Foto: Grith Lerche, Københavns Universitet.
Foto: Merete Binderup, GEUS.
background image
forkoncentrationen steg; tilstedeværelsen af
grønalgen
Pediastrum fra og med dette tids-
punkt er også tegn på et øget indhold af
næringssalte. I tidlig Middelalder blev der på
kort tid fældet store skovarealer i søens opland;
de ryddede arealer blev for størstepartens ved-
kommende anvendt til dyrkning af korn og an-
dre afgrøder. I kombination med middelalde-
rens nye landbrugsteknologi, hjulploven og de
højryggede agre, førte udvidelsen af markarea-
lerne til en stærkt øget afstrømning og erosion
til søen, som er fortsat frem til i dag. Meget over-
raskende viser analyserne, at fosforbelastnin-
gen af søen i tidlig Middelalder har været lige så
høj som i dag. Forurening af søer er ikke kun et
problem der hører vor tid til.
At den kulturbetingede forurening af vand-
miljøet trods alt er mere alarmerende i dag end
for 1000 år siden fremgår af, at eutrofieringen
først inden for de sidste 50­100 år har fået et
sådant omfang og en sådan karakter, at det har
ført til undervandsplanternes forsvinden fra
størsteparten af de danske søer.
Historien i landskabet
Som det forhåbentligt er fremgået af denne
kortfattede fremstilling af det danske land-
skabs udvikling siden sidste istid, giver det lan-
ge tidsperspektiv os undertiden mulighed for
bedre at forstå fænomener og sammenhænge i
landskabet. Vi har bl.a. set, at det relevante
tidsrum for at forstå den overordnede struktur i
nutidens landskab ikke er årtier, eller århundre-
der, men årtusinder. Derfor skal vi have det lan-
ge tidsperspektiv med, når der skal forvaltes i
kulturlandskabet, således at vi kan planlægge
med og ikke mod natur- og kulturarven. Et andet
eksempel er næringsstofberigelsen af vore
søer, som vi troede var en moderne foreteelse,
men hvor palæoøkologiske undersøgelser vi-
ser, at den fandt sted allerede for 1000 år siden,
og måske endnu tidligere. Denne indsigt er med
til at nuancere vores forståelse af nutidens miljø-
problemer og giver os desuden et solidt grund-
lag for at definere baggrundstilstande i vand-
miljøet, som kan danne basis for opstilling af
miljømål i forvaltningen af dagens vandmiljø.
Man kommer ikke uden om, at det er kort-
synet at afskrive det lange perspektiv. Derfor er
det også vigtigt, at vi tager vare på det kilde-
grundlag, som gør det muligt at belyse de lange
linjer i landskabs- og naturudviklingen, nemlig de
lagserier, som findes i søer, vandhuller og moser.
De små vandhuller er i dag de mest truede, da
de blandt andet som led i naturgenopretning of-
te er genstand for oprensning og uddybning.
Herved fjerner man med et snuptag uerstatteli-
ge arkiver, som det har taget naturen årtusinder
at danne. Der er et klart behov for en bedre be-
skyttelse af disse naturlige arkiver, end det er
tilfældet i dag.
.............................
NR. 1 2007
9
På grundlag af analyser af pollen, al-
ger og sedimenter i en borekerne fra
Dallund Sø på Nordfyn er det muligt
at følge de sidste 7000 års ændringer
i landskabets skovdække og land-
brugsudnyttelse, den samtidige ero-
sion til søen samt vandets indhold af
fosfor.
Udvikling af vandplanterne i Gund-
sømagle Sø nord for Roskilde. Dia-
grammet viser ændringer i antallet af
rester fra undervands- og flydeblads-
planter i en sedimentkerne dækkende
de sidste 1000 år. Omkring 1950 for-
svandt næsten alle undervandsplanter.
Pga. næringsstofbelastning af søen
øgedes algevæksten som gjorde van-
det uklart, hvorved undervandsvegeta-
tionen blev skygget væk. Flydeblads-
planterne berørtes ikke af de dårlige
lysforhold ved søbunden, da de ­ som
navnet siger ­ flyder på vandoverfladen.
Illustration: Emily Bradshaw og Peter Rasmussen, GEUS.
Illustration: Peter Rasmussen, GEUS.
background image
V
adehavet i det sydvestlige Jylland
udgør en meget lille del af den sam-
lede danske kystzone, men det er
et af de kendteste kystområder og et af de
mest interessante. Vadehavet er karakte-
riseret ved, at der under flod transporteres
store mængder vand ind i Vadehavet fra
Nordsøen. Dette vand forlader området
igen under ebbe, hvor store områder med
vadeflader tørlægges. Det er ca. 2/3 af det
samlede danske vadehav på 800 km2, der
tørlægges ved lavvande.
Kysten er den del af det danske landskab, der
forandres oftest, ja faktisk hele tiden. Bølger,
strømme og vind bevirker, at der hele tiden ero-
deres i kystklinter, at der dannes krumodder el-
ler klitter. Kystzonen er stort set den eneste
landskabstype i Danmark, hvor det er de aktu-
elle naturlige processer, der har formet land-
skabet. Og forandringerne kan ske fra dag til
dag. Den danske kystzone er opbygget af løse
sedimenter, der let eroderes og aflejres igen.
Derfor er kystzonen både et spændende studie-
objekt og et fascinerende sted at gå en tur for
enhver dansker.
Vadehavets dannelse
Vadehavet blev dannet for 3000 til 6000 år si-
den, da havet trængte ind over den smelte-
vandsslette, som blev aflejret af smeltevandet
under sidste istid. På grund af smeltevandsslet-
tens lave gradient, mistede bølgerne hurtigt
energi og aflejrede en sandrevle nogle kilome-
ter ude i vandet. Denne sandrevle voksede ef-
terfølgende i højde under ekstreme højvander,
hvor vandet strømmede ind over den. Efterføl-
gende blæste der klitter op, så den vertikale
vækst fortsatte ganske hurtigt godt hjulpet af
den plantevækst, som hurtigt etablerede sig på
den marine, vindblæste sandrevle. Slutproduk-
tet var en barriereø, med en bred tidevandsfor-
strand og en klitrække. Bag disse sandaflejrin-
ger aflejredes der efterfølgende finkornede
sedimenter. Når planter indvandrer på de fin-
kornede sedimenter opbygges de hurtigt, og
..............................
10
NR. 1 2007
Vadehavet
Den danske del af vadehavet findes mel-
lem Ho Bugt og den dansk-tyske grænse
(den gule linje).
Landskabselementer i vadehavet.
Illustrationer: Morten Pejrup, Institut for Geografi og Geologi.
background image
der dannes en marskflade, som ligger over det
almindelige daglige højvande.
Mellem barriereøen og hovedlandet opstod
en kystlagune. Det er denne kystlagune, som vi
i Nordvesteuropa kalder Vadehavet. Det euro-
pæiske Vadehav dækker et areal på ca. 8000
km2 og beskyttelsen mod Nordsøen består af
23 barriereøer og ca. 13 større sandlegemer
uden vegetation. Som sagt formodes det, at øer-
ne blev dannet for 3000­6000 år siden. Men i
takt med at havspejlet er steget ca. 5 meter i
løbet af de sidste 6000 år, har øerne bevæget
sig ind mod fastlandet. Så man ved faktisk ikke,
hvor længe Fanø, Mandø og Rømø har ligget,
hvor de ligger i dag. Man ved heller ikke, hvor
hurtigt denne kystværts bevægelse er foregået.
I januar 2006 blev der ved Geocenter Køben-
havn startet et forskningsprojekt, der som sit
primære formål har at finde ud af, hvor gamle de
danske vadehavsøer er, og hvordan de er dan-
net. Arbejdet er i fuld gang, idet der allerede er
udført syv boringer på Rømø og to på Fanø.
Aflejring i selve Vadehavet
Der er blevet aflejret mudder og sand i vadeha-
vet, så længe barriereøerne har givet læ, altså
potentielt i flere årtusinder. Aflejringen foregår
visse steder ganske hurtigt. Ved datering af de
finkornede sedimenter fra mudderfladerne og
fra marsken har man kunnet vise, at aflejringer
af ler og silt i dag typisk ligger på 10 mm/år i de
indre dele af de forskellige tidevandsområder.
Disse målinger, der er et gennemsnit over årtier
er inden for de seneste 10 år blevet verificeret
med direkte målinger fra en intertidal mudder-
flade syd for Rømø-dæmningen.
Der ses store variationer i bundens niveau
hen over de enkelte år. Det skyldes især alge-
vækst på vadefladerne om foråret og somme-
ren, der fører til øget sedimentaflejring. Men
man kan også se, at en stor del af det aflejrede
sediment eroderes væk igen om efteråret og vin-
teren, når algerne dør. Overordnet ses det dog af
den stiplede trendlinje, at der aflejres 10­20
mm sediment på de to lokaliteter hvert år, hvil-
ket er nogenlunde den samme aflejringsrate,
som blev bestemt ved dateringerne.
Forandringer i fremtiden
Vadehavet og den omkringliggende marsk har
modtaget sediment fra floder og hav gennem
mange århundreder. Aflejringsraten har oftest
været større end den lokale stigning i havni-
veauet, hvilket har betydet, at vadefladerne er
blevet højere og højere i forhold til havniveauet,
så der efterhånden er indvandret planter på
dem. Når vegetationen først er etableret vokser
marsken ud i Vadehavet, der på den måde bliver
mindre og mindre. Hvis de naturlige processer
virker frit, vil en sådan opfyldning med sediment
ikke umiddelbart føre til, at Vadehavet forsvin-
der. Havniveauets stigning betyder nemlig sam-
tidig, at der sker erosion af marsken eller andre
aflejringer i den landværts side af lagunen. Så
hele systemet barriereø, marsk, tidevandslagu-
ne bevæger sig fra vest mod øst. Det betyder, at
marsken vokser ud i tidevandslagunen i den
nordlige del af Ho bugt, samtidig med at kysten
eroderes kraftigt i den østlige del af lagunen.
Digebygning
De fleste steder i det europæiske Vadehav er der
bygget diger, der sikrer, at marsken kan opdyr-
kes eller benyttes til græsning. Derfor kan den
naturlige forlægning af Vadehavet ind mod ho-
vedlandet ikke længere foregå uhindret. Diger-
ne betyder altså ikke kun at et naturligt land-
skab omformes til et dyrket kulturlandskab. De
betyder også, at de naturlige processer ikke
længere kan forløbe uforstyrret, og at Vadehavet
ikke bare kan flytte sig ind mod land under et
stigende havspejl.
Set i et tidsperspektiv over nogle århundre-
der til årtusinder kan det betyde, at Vadehavet
helt forsvinder og bliver fyldt op med sediment.
Det har ofte været frygtet, at Vadehavet ville
drukne, så vadefladerne forsvandt. Det ville
være fatalt for de fugle, der fouragerer på dem.
Men det er langt mere sandsynligt, at vadefla-
derne i vidt omfang vil blive omdannet til marsk.
.............................
NR. 1 2007
11
Morten Pejrup
.................................................
Professor, Institut for Geografi og Geologi
(mp@geogr.ku.dk)
På disse lokaliteter syd for Rømø-dæmningen aflejres i gennemsnit 7 og 20 mm mudder per år.
Erosion i den østlige del af Ho Bugt. Vadehavet bevæger sig mod øst ved at ero-
dere i istidsaflejringer.
Fotos: Morten Pejrup, Institut for Geografi og Geologi.
Vegetationen breder sig ud over den tørlagte muddervade og danner ny marsk. Leret
fanges mellem planterne, og derfor bliver Vadehavet langsomt fyldt op med sediment.
Illustrationer: Morten Pejrup, Institut for Geografi og Geologi.
background image
J
ordbunden udgør en vigtig ressource
for landbrugsproduktionen, og gen-
nem historien har mennesket forsøgt
at optimere næringstofindhold, vand-
indhold og pH for at sikre høje udbytter.
Danske landmænd har i århundreder kom-
penseret for de store forskelle i jordtyper
gennem gødskning og kulturtekniske ind-
greb. Konsekvenserne har været en homo-
genisering af udbytterne, efterhånden
som teknologien har forbedret dyrknings-
potentialet, men den intensive opdyrk-
ning har også medført et mere homogent
og naturfattigt landskab.
Den naturlige jordbund
Jordbunden i de forskellige landskabstyper som
det unge morænelandskab, bakkeøer, hede-
sletter og marine forlande er udviklet i et sam-
spil mellem udgangsmaterialets fysiske og ke-
miske sammensætning, klimaet, floraen og
faunaen, landskabets relief og tiden. Dette har
givet anledning til udviklingen af en række for-
skellige jordtyper. De lerede tills var ofte ved af-
lejringen kalkholdige. Den årlige udvaskning af
jordene har opløst og fjernet kalken fra de øver-
ste jordlag, og frit kalk findes i dag normalt om-
kring 1 meters dybde eller derunder. Forvitrin-
gen af primærsilikater vil frigive jernoxider, der
under den humusfarvede topjord vil farve jor-
den gulbrun. Er kalken udvasket, og vandet i
jorden svagt surt kan der foregå en lernedslem-
ning, hvor ler føres med nedbørsoverskuddet
fra den øverste halve meter og genudfældes
derunder. Derved bliver topjorden lerfattig. Når
jorden senere bliver helt udvasket og pH falder
til omkring 4 kan leret i jorden ødelægges og jor-
den bliver sandet. Generelt vil de øverste jord-
lag i ukalkede lerjorde være sure med pH under
5, og i Jylland vedbliver pH at være lav i hele rod-
zonen mens den på øerne stiger op til 8 i bun-
den af rodzonen. Underjorden vil ofte være mar-
moreret, som tegn på, at der om efteråret og
vinteren dannes et temporært grundvand i jor-
den på grund af underjordens ringe permeabilitet.
Hedesletterne og flyvesandsområderne be-
står af velsorteret mellemsand. Dette udvaskes
hurtigt for næringsstoffer, jorden bliver sur, og
der kan dannes en podzol, hvor jern- og alumi-
nium(hydr)oxiderne er blevet opløst af organi-
ske syrer i de øverste 20­40 cm og genudfældet
derunder i en sort humusal. hvorunder man kan
finde en jernal, der kan være cementeret. Det
var denne jernal der blev brudt, da heden blev
opdyrket i 1800-tallet. De stærkest udviklede al-
jorde findes i Jylland, hvor alen er stærkt ce-
..............................
12
NR. 1 2007
Den dynamiske
jordbund
Moræneler hvor kalken er udvasket til en dybde af ca. 80 cm. Her udfældes kalken som hvide pletter og bevir-
ker den lyse jordfarve.
Foto: Henrik Breuning Madsen, Institut for Geografi og Geologi.
background image
.............................
NR. 1 2007
13
Henrik Breuning Madsen
.................................................
Professor, Institut for Geografi og Geologi
(hbm@geogr.ku.dk)
Søren P. Kristensen
.................................................
Lektor, Institut for Geografi og Geologi
(sk@geogr.ku.dk)
Dobbelt-podzol. Den nederste er stærkt udviklet med
cementeret sort al-horisont. Den øverste er svagt ud-
viklet i en ung aflejring af flyvesand.
Foto: Henrik Breuning Madsen, Institut for Geografi og Geologi.
background image
menteret. De fleste sandjorde på øerne er ikke
eller kun svagt podzolerede og stærkt cemente-
rede aler er sjældne. De våde jorde kendeteg-
nes ved reduktions- og oxidationsprocesser, de
har ofte en humusophobning i toplaget eller
tørvedannelse, medens underjorden er karak-
teriseret af blå og grå farver, øverst med røde
pletter.
Jordbundens dyrkningsværdi
Indtil forrige århundrede var landbruget Dan-
marks vigtigste erhverv, og hovedparten af den
danske befolkning boede på landet. I tidlige ti-
der blev jordens dyrkningspotentiale derfor an-
vendt som beskatningsgrundlag ved opbygning
af matrikler. Den tidligst kendte og delvis beva-
rede matrikel er Valdemar Sejrs plovmatrikel,
hvor man blev sat i skat i henhold til antallet af
plove, og hans søn fik direkte tilnavnet Plov-
penning. Christian den V's matrikel fra 1688
byggede på udsædsmængden, mens den nok
mest kendte matrikel, 1844 boniteringen, byg-
ger på jorden egenskaber. Alle jorde blev sat i
relation til Danmarks bedste jord (takst 24), der
lå ved Karlslunde. Blev en jord takseret til 10,
skulle en bonde have dobbelt så meget jord
som en, der havde takst 20, for at betale det
samme i skat.
1844 boniteringen værdiansættelse blev fo-
retaget i begyndelsen af 1800-tallet og derfor
inden landbrugsjorden i stor udstrækning blev
drænet, kalket, gødet og vandet. Den viser der-
for jordens naturlige dyrkningsværdi. Danmark
blev inddelt i syv hovedtyper. Mod øst og om-
kring Mors findes lerjordene, der generelt er
næringsholdige og med en høj plantetilgænge-
lig vandmængde i rodzonen. En tæt leret under-
jord gør, at de ofte har et afvandingsbehov. De
finsandede jorde i det nordlige Jylland er mod-
sat de lerede jorde naturligt næringsfattige og
veldrænende, men har som lerjordene en høj
plantetilgængelig vandmængde i rodzonen. De
grovsandede jorde i Vestjylland er veldrænede,
men har et naturligt lavt næringsstofindhold og
plantetilgængelig vandmængde i rodzonen. På
de marine forlande, marsken samt i ådale fin-
des de våde jorde med permanent højtstående
grundvand. Disse jorde er ofte næringsrige og
vandrige, men skal drænes for at forbedre luft-
skiftet, såfremt jordene skal bruges som normal
landbrugsjord.
Menneskelig påvirkning af
jordbundens dyrkningsværdi
Fra slutningen af 1700-tallet begyndte en vold-
som forvandling af det danske landskab som
følge af landbrugsreformerne, en række tekno-
logiske innovationer og storstilede politiske
projekter. Disse arealmæssige ændringer fik og-
så stor betydning for jordens naturlige dyrk-
ningsværdi, idet forskelle mellem landsdele ef-
terhånden udviskes på grund af omfattende
dræning, kalkning og gødskning.
Overordnet set voksede landbrugsarealet i
løbet af 1800-tallet på bekostning af mange
småskove, overdrev og engstrækninger, der
blev opdyrket efter at markjorden til den enkel-
te gård blev samlet på et sted. Der var simpelt-
hen brug for jord for at kunne sikre tilstrækkeli-
ge udbytter til den enkelte gård. Store
skovarealer forsvandt desuden fordi de tidlige-
re fæstebønderne havde brug for kapital til at
købe deres nyvundne ejendom til selveje ­ her
var omfattende tømmerhugst fra de skovarealer
der hørte til den nykøbte ejendom en måde at
rejse kapital. Nedgangen i skovarealet var så
voldsom, at de resterende skovarealer i 1805
blev beskyttet ved fredskovsforordningen. I
slutningen af 1800-tallet var mange natur- og
halv-naturarealer således forvandlet til dyrket
..............................
14
NR. 1 2007
Humusjord med tørvelag øverst. Jern er skyllet væk fra den underliggende horisont under iltfattige forhold, derfor
er den hvidlig.
Foto: Henrik Breuning Madsen, Institut for Geografi og Geologi.
background image
mark. Mange lavbundsjorder på tidligere eng-
og mosearealer måtte dog drænes, før de kun-
ne opdyrkes. Derfor var udviklingen af dræntek-
nik en vigtig brik i spillet om opdyrkning af
lavtliggende arealer. Det var især udviklingen af
rørdræn som afløser for de åbne grøfter om-
kring 1850 som muliggjorde, at store arealer
kunne drænes effektivt. Resultatet var en mar-
kant nedgang i moser og andre lavbundsarea-
ler, især på de lerjorder i østdanmark der havde
størst problemer med vandfjernelse. Fx er 75 %
af landbrugsjorden på Lolland-Falster drænet,
mens drænet jord på landsplan udgør 40 %.
I midten af 1800-tallet blev kalkning af jorde
indført på en regelmæssig basis, ofte i form af
mergel fra mergelgrave udgravet på den enkelte
mark, eller fragtet med smalsporede jernbaner
fra grave længere væk. Desuden begyndte en
omfattende brydning af kalk fra højtliggende
kalkformationer, fx ved Karlstrup på Sjælland
og Kongsdal i Himmerland. Kalktilførslen var
med til at forbedre udbytterne, fordi planterne
nemmere kan optage næringsstoffer ved høje
pH-værdier. Muligheden for at tilføre kalk til jor-
den, samt begyndende brug af kunstgødning
var nogle af de vigtige forudsætninger for den
omfattende forvandling af landskabet, som
skete ved opdyrkningen af hederne på de san-
dede jorder i Midtjylland og på Djursland. Efter
oprettelsen af Hedeselskabet i 1866 antog op-
dyrkning af heden næsten karakter af et natio-
nalt projekt, som bl.a. skulle rette op på den na-
tionale stolthed efter tabet af Sønderjylland i
1864, symboliseret ved sloganet "hvad udadtil
tabes skal indadtil vindes". Det blev enden på
de store hedestrækninger, der havde ligget hen
som ekstensive arealer og primært blev udnyt-
tet til græsning. Fra 1866 til år 1900 halveredes
hedearealet i Jylland fra 20 % til 10 % af det
samlede areal. Opdyrkningen af heden var kraf-
tigt medvirkende til, at landbefolkningen i man-
ge jyske sogne fortsat steg frem mod år 1900,
mens den i Østdanmark allerede omkring 1860
begynder at falde, til fordel for en stigende by-
befolkning.
Udviklingen fortsatte i 1900-tallet, hvor
landbrugsdriften intensiveres yderligere og
yderligere naturarealer forsvandt. Inddæmning
og afvanding af mange lavvandede søer og fjor-
de blev gennemført efter damp- og senere el-
motorer afløste vindenergi til at drive pumpe-
stationer. I 1938 toppede landbrugsarealet og
udgjorde 78 % af arealet (mod 62 % i 2006).
Mellem 1900 og 2000 forsvandt op mod 90 %
af den danske natur.
.............................
NR. 1 2007
15
Jordens dyrkningsværdi var oprin-
deligt højest mod sydøst (markeret
med mørkegrønt).
Atlas over Danmark, serie 1, bind 3
background image
F
..............................
16
NR. 1 2007
orskellen mellem land og by har al-
tid været opfattet som en nøgle til
forståelsen af vores fysiske omgi-
velser. Land-bruget var i århundreder vo-
res væsentligste erhverv, og landbrugs-
arealerne har været landets vigtigste res-
source, hvor tilfældig `planløs' spredning
af byerne kunne forgribe sig på den bed-
ste landbrugsjord og dermed vanskelig-
gøre landbrugsproduktionen. Byernes
umættelige arealbehov, især omkring de
store byer, har derfor været kontrolleret
stramt, for derigennem at hindre uhen-
sigtsmæssig byspredning.
I de seneste årtier er der imidlertid sket flere
væsentlige forandringer. EU's regulering af
landbrugsproduktionen på den ene side, og in-
dustri- og serviceerhvervenes vækst på den an-
den, har betydet en markant nedgang i land-
brugserhvervets betydning. Samtidig er en
anseelig del af landbrugsbedrifterne omkring
storbyerne ophørt med egentlig produktion og
er blevet hobby-landbrug eller forstadsbeboel-
ser. Parallelt hermed har kommunerne vedva-
rende presset på for at kunne udnytte arealer
med gunstige udviklingsmuligheder til attraktiv
boligudvikling, til indkøbscentre og anden er-
hvervsudvikling. Endelig har der været pres på
arealerne for at sikre befolkningens fritidsinter-
esser og muligheder for at opholde sig i det
åbne land fx til rideskoler, golfbaner og som-
merhuse. Herved er en række hybridformer for
arealanvendelse dukket op. De sprænger på
den ene side det hidtil opretholdte skarpe skel
mellem by og land og er på den anden side er
de særdeles arealkrævende.
Når skellet mellem by og land bliver stadigt
mere udvisket, er det ikke blot en fysisk æn-
dring. Det er også et udtryk for, at forskellene i
levevilkår mellem by og land er ved at forsvinde.
Landet er i det store og hele blevet urbaniseret
både med hensyn til levevis, idealer og produk-
tionsforhold. Det er en udvikling, der har haft
stor betydning for vores dagligdag og som kort
kan eksemplificeres således: Erhvervsmæssigt
Bylandskabet
Den klassiske by her udtrykt gennem en anskuelsestavle af købstaden, fra 1920'ernes folkeskole.
background image
har vi siden slutningen af 1950'erne bevæget os
fra et samfund, der først og fremmest byggede
på vareproduktion, til et samfund der er afhæn-
gig af vidensproduktion. Parallelt hermed har vi
oplevet en betydelig velstandsstigning, som
bl.a. har medført en forøgelse af forbruget af
ressourcer, herunder en voldsomt øget mobili-
tet i dagligdagen såvel som i fritiden. Men det er
også en udvikling, der har øget de miljømæssi-
ge påvirkninger. En umiddelbar virkning er sti-
gende CO2 udslip, problemer med beskyttelse
af grundvandet og bortskaffelse af affald.
Byvækstens fordeling
Denne udvikling har gjort det langt vanskeligere
at styre arealanvendelsen end tidligere, og der
stilles helt ny krav til planlægningen. I en analy-
se af byudviklingen er folketallet den lettest til-
gængelige indikator, der beskriver en bys til-
stand. En by med stigende folketal anses for at
være sund, der bygges nyt og byen vokser. Et
stigende befolkningstal afspejler som regel en
stigende efterspørgsel, hvad der igen medfører
nybyggeri, udvidelser, flere jobs mm. Altså et
dynamisk, voksende samfund. Derimod signa-
lerer stagnation af, eller ligefrem tilbagegang i
folketallet stilstand og forfald. Ingen vil bo det
pågældende sted, derfor er ejendomspriserne
lave, og der bygges intet eller kun lidt.
Dertil kommer, at store byer traditionelt an-
ses som mere succesfulde end små, selv om
det måske i virkeligheden kun er en fortolkning.
Folketallet og dets ændringer siger intet om den
.............................
NR. 1 2007
17
Sten Engelstoft
................................................
Lektor, Institut for Geografi og Geologi
(se@geogr.ku.dk)
Lasse Møller-Jensen
................................................
Lektor, Institut for Geografi og Geologi
(lmj@geogr.ku.dk)
Hans Thor Andersen
................................................
Lektor, Institut for Geografi og Geologi
(hta@geogr.ku.dk)
Tegning: Peter Tom-Petersen. Foto af plakat: Dansk Skolemuseum.
Landsby eller forstad?
Foto: Søren Kristensen, Institut for Geografi og Geologi.
background image
enkeltes levevilkår, ligesom der ikke eksisterer
nogen entydig sammenhæng mellem velstand
og bystørrelse. Alligevel har det traditionelt
været byernes størrelser, der har været anvendt
ved analyser af byvækstens fordeling.
På grund af den stigende mobilitet er det
imidlertid ikke længere muligt, at se de enkelte
bymæssige bebyggelser som selvstændige en-
heder. Tværtimod indgår alle byer i et større ar-
bejdsmarked, eller endog flere forskellige over-
lappende arbejdsmarkeder. Det er placeringen i
forhold til disse arbejdsmarkeder, der er af-
gørende for byens succes. Alt andet lige må det
nemlig antages, at muligheden for at få et job,
eller skifte til et nyt job, vil være afgørende for
valget af bolig.
På den baggrund har en forskergruppe ved
Geografisk Institut i samarbejde med Miljømini-
steriet udarbejdet en ny analyseramme for by-
vækst. Idet det antages, at beskæftigelsesmu-
lighederne er den bedste indikator på en lokali-
tets udviklingsmuligheder, har det været opga-
ven at udarbejde et mål for den geografiske
adgang til arbejdsmarkedet. JOFlere arbejds-
pladser og jo nærmere disse ligger i nærheden
af en given lokalitet, jo større er sandsynlighe-
den, alt andet lige, for at denne lokalitet vil op-
leve befolkningsvækst.
Den potentielle adgang til arbejdsmarkedet
stiger med antallet af arbejdspladser i en given
bymæssig bebyggelse, og falder eksponentielt
med afstanden fra den enkelte bymæssige be-
byggelse til arbejdspladserne.
Fordelingen af den potentielle adgang til ar-
bejdsmarkedet rummer nogle påfaldende træk.
For det første har den geografiske lokalisering
af gennemsnitsværdien næsten ikke ændret sig
fra i perioden fra 1981 til 2004. For det andet er
det påfaldende, at de højeste værdier, der i åre-
ne 1981 og 1994 lå som individuelle arbejds-
markeder omkring de større byer, i 2004 er
smeltet sammen til et stort sammenhængende
bylandskab. Dette strækker sig fra København
tværs over Sjælland og Fyn og videre i Østjyl-
land fra Trekantsområdet til Randers. For det
tredje er det påfaldende, at landet så at sige er
`knækket over' i to dele, hvor befolkningen i
den centrale og østlige del (excl. Bornholm), har
fået deres muligheder for at finde arbejde for-
bedret, mens resten af landet, dvs. Vest-, Søn-
der- og Nordjylland samt Lolland og de ikke bro-
faste øer, langsomt men sikkert sakker bagud.
..............................
18
NR. 1 2007
Moderne stuehus, hobbylandbrug
eller eksklusiv forstadsbeboelse?
Potentiel adgang til arbejdspladser 1981, 1994 og 2004.
Et resultat af den voksende mobilitet er,
at arealer til transport vokser hurtigt.
Foto: Jan Winther, Airphoto.
Foto: Ole Mouritsen, Arkitetskolen Aarhus.
Illustration: Sten Engelstoft, Institut for Geografi og Geologi.
background image
Arbejdspladspotentialet som et mål for ad-
gangen til arbejdsmarkedet er herefter anvendt
som en alternativ forklaring på byvækstens
geografiske fordeling og den aktuelle byudvik-
ling. Det viser sig, at områder med det laveste
arbejdspladspotentiale har oplevet befolk-
ningstilbagegang eller vækst under landsgen-
nemsnittet fra 1981 til 2004. Omvendt har om-
råder med det højeste arbejdspladspotentiale
oplevet befolkningsvækst over landsgennem-
snittet.
Afstandseksponentens betydning
Arbejdspladspotentialet falder som nævnt eks-
ponentielt med afstanden fra den enkelte by-
mæssige bebyggelse til arbejdspladserne, og
længere rejser fører altså til lavere arbejds-
pladspotentiale. I modelberegningen er ekspo-
nenten imidlertid sat til 1, således at længere
rejseafstande ikke bliver særligt begrænsende.
Problemet er, at eksponentens størrelse ikke
kan fastlægges endegyldigt. Den kan kun be-
stemmes ud fra empiriske analyser, der tager
højde for eksempelvis den enkelte trafikants
sociale, økonomiske og familiære forhold samt
dennes præferencer på et givet tidspunkt.
Hertil kommer, at afstandsfaktorens betyd-
ning er under stadig forandring, også på indi-
vidniveau. Dette sker i takt med at benzinpriser,
ordninger omkring kørselsfradrag og mulighe-
den for at udføre distancearbejde ændres.
Da betydningen af eksponenten imidlertid
er afgørende, er der i stedet foretaget en alter-
nativ modelberegning, hvor eksponenten er sat
til 2, hvilket giver sig til udtryk ved, at betydnin-
gen af fjernere liggende arbejdspladser falder
kraftigt i forhold til beregninger med eksponen-
ten 1. Herved reduceres arbejdspladspotentia-
let drastisk, ligesom de enkelte arbejdsplads-
koncentrationers rækkevidde bliver markant
reduceret.
Hvis eksponentværdien sættes til 1 er effek-
ten heraf, at gennemsnitsværdierne deler lan-
det som beskrevet i det ovenstående. Hvis eks-
ponentværdien sættes til 2 er effekten derimod,
at landet fremtræder med et betydeligt antal
mindre områder med høje værdier for arbejds-
kraftpotentiale, svarende til større og mellem-
store byer, omgivet af områder med lavere værdier.
Sidstnævnte fremstår ikke som en sammen-
hængende periferi, men snarere som et lidt
`tyndere' opland til arbejdsplads-koncentratio-
nerne i de mellemstore og større byer.
Effekten af en afstandseksponent på 2 sva-
rer til, at Danmark er som landet var i størstede-
len af sidste århundrede. Et landbrugsland,
hvor et stort antal købstæder var omgivet af
hver deres opland, som hver især fungerede
som selvstændige arbejdsmarkeder og som i et
vist omfang også havde selvstændige regionale
økonomier. Det var sådan Danmarks bysystem
så ud helt frem til Danmarks `anden industria-
lisering' sidst i 1950'erne. Men netop afstands-
eksponentens aftagende størrelse er et udtryk
for den stigende mobilitet i vores samfund. Jo
større mobilitet jo mindre betydning af lange
rejseafstande og jo større pendlingsafstande.
Dette gælder især, hvis rejsetiden så at sige
kompenseres med bedre og billigere boligfor-
hold. Det er således et paradoks, at i takt med
at politikerne søger at støtte udkantsområder-
ne ved at forbedre deres tilgængelighed ved an-
læg af nye motorveje, stilles disse områder i
realiteten dårligere rent arbejdspladsmæssigt,
og landet synes i dag bedst at kunne beskrives
todelt, hvor et stort `porøst' bylandskab er om-
givet af randområder med primærproduktion
samt udflyttede statslige arbejdspladser og
med en befolkningsmæssig sammensætning
domineret af pensionister.
.............................
NR. 1 2007
19
Afstandseksponentens betydning for den potentielle adgang til arbejdspladser.
Illustration: Sten Engelstoft, Institut for Geografi og Geologi.
background image
Geocenter københavn
Er et formaliseret samarbejde mellem de tre selvstændige institutioner Danmarks og Grønlands
Geologiske Undersøgelse (GEUS), Institut for Geografi og Geologi og Geologisk Museum ­
de to sidste en del af Københavns Universitet. Geocenter København er et center for
geovidenskabelig forskning, undervisning og rådgivning på højt internationalt niveau.
udgiver
Geocenter København
Redaktion
Geoviden - Geologi og Geografi er redigeret af geolog
Ole Bennike (ansvarshavende) fra GEUS i samarbejde
med redaktionsgrupper på institutionerne.
Geoviden - Geologi og Geografi udkommer fire gange
om året og abonnement er gratis. Det kan bestilles ved
henvendelse til Finn Preben Johansen, tlf.: 38 14 29 31,
e-mail: fpj@geus.dk og på www.geocenter.dk hvor
man også kan læse den elektroniske udgave af bladet,
eller hos Geografforlaget, tlf.: 63 44 16 83, e-mail:
go@geografforlaget.dk
ISSN 1604-6935
(papir)
ISSN 1604-8172
(elektronisk)
Produktion: Annabeth Andersen, GEUS.
Tryk: Schultz Grafisk A/S.
Forsidebillede: Pløjning med kopi af
middelalder hjulplov ved Roskilde.
Foto: Grith Lerche, Københavns Universitet.
Reprografisk arbejde: Benny Schark, GEUS.
Illustrationer: Forfattere og Grafisk, GEUS.
Eftertryk er tilladt med kildeangivelse.
Danmarks og Grønlands
Geologiske Undersøgelse
(GEUS)
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 38 14 20 00
E-mail: geus@geus.dk
Institut for Geografi og Geologi
Øster Voldgade 10
1350 København K
Tlf: 35 32 25 00
E-mail: info@geogr.ku.dk
eller info@geol.ku.dk
Geologisk Museum
Øster Voldgade 5-7
1350 København K
Tlf: 35 32 23 45
E-mail: rcp@snm.ku.dk
her kan man læse videre
Andersen, H.T. og Nørgaard, H. 2006:
Udviklingstræk i vækst- og stagnationsområder.
Byplan 2006, nr. 4, side 148­151.
Engelstoft, S. og Kristensen, S.P. 2006:
Planlægning og byvækst - planlægningens udvikling i det 20. århundrede. TAPAS Working Paper 2006: 01.
(http://www.geogr.ku.dk/projects/tapas/TAPAS%20Working%20paper%200601.pdf)
Kristensen, S. P. 2002:
Landbrugets påvirkning af landskabet.
Geografisk Orientering 32, side 380­387.
Larsen, G. (redaktør) 2006:
Naturen i Danmark - Geologien.
Gyldendal.
Madsen, H.B., Nørr, A.H. og Holst, K.A. 1992:
Den Danske Jordklassificering.
Atlas over Danmark I (3). Kongelige Danske Geografiske Selskab.
Matthiessen, C.W. 1985:
Danske byers vækst.
Det Kongelige Geografiske Selskab/Reitzel.
Pejrup, M. 2006:
Det danske vadehav og større landvindingsprojekter.
Naturen i Danmark, Havet, side 217­226. Gyldendal.
Pejrup, M. m.fl. 2006:
Klimaforandringernes betydning for havet og de kystnære områder.
I: Søndergaard, M. m.fl. (redaktører): Vand og vejr om 100 år, side 90­106. Hovedland.
Rasmussen, P., Hansen, H.J. og Nielsen, L.B. 1998:
Kulturlandskabets udvikling i et langtidsperspektiv.
Nationalmuseets Arbejdsmark 1998, 101­114.
Rasmussen, P., Christensen, K. og Dahl Møller, J. 2002:
Elmesyge i geologisk perspektiv.
Naturens Verden 1, 2002, 36­40.
Grafik
© Geocenter Danmark Øster Voldgade 10, 1350 København K Tlf.: 38 14 20 00 E-mail:
Sidst ændret : Onsdag 2. Maj, 2007
* Valid HTML 4.01!Valid CSS!